Illyrien

Illyriske krige

Hovedartikel: Illyriske krige

Romerne udkæmpede tre illyriske krige mellem 229 f.Kr. og 168 f.Kr. Den Første Illyriske Krig (229-228 f.Kr.) brød ud på grund af bekymringer om angreb på skibe fra Roms italienske konfødererede i Adriaterhavet af illyriske pirater og den øgede magt hos Ardiaei (en illyrisk stamme i nutidens Montenegro og det nordlige Albanien). Med en magtfuld flåde havde Ardiaei invaderet de græske byer Epidamnos (moderne Durrës , Albanien ), Pharos ( Stari Grad , Kroatien ), øen Korfu og angrebet Elis og Messenia på Peloponnes og Fønikis i Epirus, et knudepunkt for romersk handel. Talrige angreb på italienske skibe fik Rom til at gribe ind. Romerne befriede de græske byer og angreb Ardiaei. Fredsbetingelser blev aftalt. I 220 f.Kr. udførte Ardiaei angreb på den græske kyst i vest, syd og sydøst. De angreb derefter romerske allierede i det sydlige Illyrien. Dette førte til den Anden Illyriske Krig (219-18 f.Kr.), som Rom vandt. I 168 f.Kr., under den Tredje Makedonske Krig (171-168 f.Kr.) mellem Rom og Kongeriget Makedonien , sluttede ardiaeerne sig til kampen mod romerne, men de blev hurtigt besejret (Tredje Illyriske Krig, 168 f.Kr.). Romerne pålagde en tribut svarende til halvdelen af ​​de skatter, der blev betalt til den nu afsatte konge, eksklusive de byer og stammer, der havde allieret sig med dem.

Fra de illyriske krige til de romerske borgerkrige

I 156 f.Kr. foretog dalmaterne et angreb på de illyriske undersåtter i Rom (denne kilde fra Appian anses for tvetydig) og nægtede at se romerske ambassadører. Konsulen Gaius Marcius Figulus indledte en kampagne mod dem. Mens han forberedte sin lejr, overmandede dalmaterne hans vagter og drev ham ud af lejren. Han flygtede gennem sletten helt til floden Naro. Han håbede derefter at fange dalmaterne uforvarende, da de vendte hjem for vinteren, men de havde samlet sig, fordi de havde hørt om hans ankomst. Alligevel drev han dem ind i byen Delminium. Han kunne ikke angribe denne stærkt befæstede by. Derfor angreb han andre byer, som var delvist forladte, fordi dalmaterne koncentrerede deres styrker i Delminium. Han vendte derefter tilbage til Delminium og katapulterede flammende projektiler, der beskadigede og brændte betydelige dele af byen. Livius 's Periochae registrerede Gaius Marcius Figulus' felttog og bemærkede, at i det næste år, 155 f.Kr., underkuede konsulen Scipio Nasica Corculum Dalmatae.

I 135 f.Kr. plyndrede to illyriske stammer, Ardiaei og Palarii, det romerske Illyrien, mens romerne var travlt optaget af Numantinerkrigen i Hispania og den Første Servilekrig på Sicilien . Romerne sendte ambassadører, men de nægtede at forhandle. Romerne indkaldte en hær på 10.000 infanterister og 600 kavalerister. Illyrerne sendte ambassadører for at bede om benådning. Rom bad om erstatning til de mennesker, der var blevet angrebet. Da illyrerne var langsomme til at reagere, marcherede konsulen Servius Fulvius Flaccus imod dem. Ifølge Appian var dette kun en mindre ekspedition. Det er sandsynligt, at Appian med Romersk Illyrien mente fire kystbyer, der havde en stor romersk befolkning.

I 129 f.Kr. førte konsulen Gaius Sempronius Tuditanus og Tiberius Pandusa krig mod Iapyderne , der boede i Alperne (i det nordlige Illyrien), og syntes at have underlagt dem. Ifølge Livius var Sempronius Tuditanus dog i første omgang mislykket, "men nederlaget blev kompenseret af en sejr vundet takket være Decimus Junius Brutus' egenskaber (manden, der havde undertvunget Lusitania )." Tuditanus fik en triumf. Han udødeliggjorde sine sejre med en dedikation til flodguden Timavus i Aquileia , som bar en sejrsindskrift i saturniske vers , hvoraf to fragmenter blev fundet i 1906.

I en passage skrev Appian, at konsulen Lucius Caecilius Metellus Dalmaticus i 119 f.Kr. førte krig mod dalmaterne, selvom de ikke havde gjort noget forkert, fordi han ønskede en triumf. De modtog ham som en ven, og han overvintrede blandt dem i byen Salona . Han vendte tilbage til Rom og blev tildelt en triumf. I en anden passage bemærkede han, at "Lucius Cotta (den anden konsul for det år) og Caecilius Metellus syntes at have undertvunget segestanerne . Han bemærkede også, at både iapyderne og segestanerne gjorde oprør igen kort efter. Caecilius Metellus fik agnomenet Dalmanticus,

I 115 f.Kr. udførte konsul Marcus Aemilius Scaurus operationer i Gallia Cisalpina mod ligurerne i vest og mod carnierne og tauriskerne (to galliske stammer, der boede i nutidens Slovenien ) i øst.

I 113 f.Kr. blev konsulen Gnaeus Papirius Carbo sendt ud for at stå over for en invasion af kimbrerne (en germansk stamme), som var trængt ind i Illyrien og derefter ind i Noricum . Han blev besejret i slaget ved Noreia i Noricum.

I 78-76 f.Kr. blev en vis Gaius Cosconius sendt til Illyrien som prokonsul. Han kæmpede der i to år, erobrede en stor del af Dalmatien og erobrede Salona (nær nutidens Solin , nær Split, Kroatien ), en af ​​de største byer i Dalmatien. Senere blev den romerske bosættelse Colonia Martia Iulia Salona grundlagt, sandsynligvis efter de romerske borgerkrige.

Cæsars guvernørskab

I 59 f.Kr. tildelte lex Vatinia konsulen, Julius Cæsar , prokonsulatet over Gallia Cisalpina (i Norditalien) og Illyrien samt kommandoen over tre legioner med base i Aquileia i en periode på fem år. Da prokonsulen af ​​Gallia Narbonensis døde, gav senatet også Cæsar prokonsulatet over denne provins og kommandoen over en legion, der var stationeret der, ligeledes i fem år.

Cæsar overtog sine prokonsulater i 58 f.Kr. Kun Gallia Narbonensis var en provins i betydningen en formel administrativ enhed. De to andre var provinser i betydningen områder med militær kommando, der blev tildelt højtstående militære kommandører i områder, hvor der var oprør eller trusler om angreb. Tidligere var Ligurien (som ofte gjorde oprør), Bruttium (nutidens Calabrien , hvor der var risiko for uroligheder) og Gallia Cisalpina (i tilfælde af oprør eller mulige invasioner) blevet tildelt som provinser i denne forstand. Aquileia var en romersk by i det nordøstlige Italien, som blev grundlagt i 180/181 f.Kr. som en forpost for at forsvare Norditalien mod fjendtlige og krigeriske folk mod øst: Carni (gallere, der boede i bjergene i Noricum ), Taurisci (en føderation af galliske stammer, der boede i nutidens Krain , det nordlige Slovenien ), Histri (en venetiansk stamme med bånd til illyrere, der boede på Istrien- halvøen), og Iapydes , der boede øst for Istrien-halvøen og inde i landet fra liburnerne ; sidstnævnte boede på en strækning af Adriaterhavskysten syd for Istrien-halvøen og mellem floderne Arsia (Raša) og Titius (Krka). Carni bosatte sig i deres område omkring 186 f.Kr., invaderede sletten i det nordøstlige Italien og grundlagde den befæstede by Akileja. Romerne tvang Carni tilbage til bjergene. De ødelagde deres bosættelse og grundlagde Aquileia i nærheden, som blev opkaldt efter Akileja. Det var også omkring 6  km fra det sted, hvor anslået 12.000 Taurisci havde forsøgt at slå sig ned i 183 f.Kr. I forbindelse med grundlæggelsen af ​​Aquileia blev 3.000 familier bosat der. I 169 f.Kr. blev yderligere 1.500 familier bosat der. Denne bosættelse voksede til en betydelig by, og tre legioner blev stationeret der på grund af dens strategiske betydning for forsvaret af Norditalien.

Det faktum, at Cisalpinske Gallien og Illyrien oprindeligt var Cæsars kommandoområder, kunne indikere, at Cæsar havde Illyrien i øje for at opnå militær ære, som han kunne styrke sin politiske indflydelse i Rom med. Burebista havde ført dakerne fra det, der i dag er Rumænien, til erobringen af ​​den ungarske slette vest for Donau-floden og tæt på Illyrien og Italien. Burebista stoppede dog, vendte tilbage til Transsylvanien og vendte sin opmærksomhed mod øst. Cæsars opmærksomhed vendte sig mod problemerne i Gallien, og derefter indledte han sine galliske krige (58-50 f.Kr.). Efter nederlaget til belgierne i det nordlige Gallien i 57 f.Kr. troede Cæsar, at Gallien var i fred og tog til Illyrien for at besøge landet og gøre sig bekendt med det. Der brød dog krig ud i Gallien igen, og han vendte tilbage dertil. Da han tog til Gallia Cisalpina i 54 f.Kr. for at overvintre der, hørte han, at den illyriske stamme af pirustaerne havde plyndret nærliggende territorier. Han tog til Illyrien og hentede tropper fra illyriske folk. Pirustaerne hævdede, at ingen af ​​angrebene skyldtes offentlige beslutninger, og tilbød kompensation. Cæsar bad om gidsler og sagde, at hvis de ikke blev udleveret, ville han føre krig. Pirustaerne efterkom, og Cæsar udpegede voldgiftsmænd til at vurdere de skader, der var forvoldt de andre folk, og fastsætte en straf. Han vendte tilbage til Italien og tog derefter til Gallien.

Illyricum under Cæsars borgerkrig

Appian skrev, at mens Cæsar var i Gallien, erobrede dalmaterne Promona fra liburnerne , som appellerede til Cæsar. Dalmaterne afviste hans anmodning om at forlade byen, og han sendte en stærk afdeling. Den blev dog slået på flugt. Cæsar forfulgte ikke sagen yderligere, fordi han var optaget af sin borgerkrig . Dette tyder på, at denne begivenhed fandt sted i slutningen af ​​50 f.Kr., lige før begyndelsen af ​​denne krig.

I januar 49 f.Kr. startede Cæsar en borgerkrig mod senatets styrker, anført af Pompejus . Pompejus flygtede til Grækenland for at samle styrker til krigen. Han kontrollerede den romerske flåde. Alligevel lykkedes det Cæsar i 48 f.Kr. at sejle sine tropper over Adriaterhavet og gå i land ved Palaeste ( Palasë , det sydlige Albanien ). Marcus Octavius, en af ​​Pompejus admiraler, tog til Salona ( Solin , nær Split , Kroatien ) med sin flåde. Han overtalte befolkningen på øen Issa ( Vis , Kroatien) til at hoppe af til ham. Han mislykkedes med at overtale romerne i Salona og omringede den med fem lejre for at belejre den. Byen manglede korn og sendte udsendinge til Cæsar for at bede om hjælp. Mens belejringen fortsatte, stormede indbyggerne den nærmeste lejr. Derefter greb de de andre fire og dræbte mange af fjenderne. Octavius ​​blev tvunget til at trække sig tilbage til sine skibe, og da vinteren nærmede sig, sejlede han tilbage til Dyrrachium ( Durrës , Albanien ) for at slutte sig til Pompejus.

I sommeren 48 f.Kr. sendte Cæsar Quintus Cornificius til Illyrien som kvæstor . Denne region havde været rolig. Men nu støttede romerne i de lokale byer Cæsar, mens de indfødte støttede Pompejus. Cæsar skrev, at området var ret fattigt og knap nok kunne bære en hær. Desuden var det udtømt på grund af kampene i slaget ved Dyrrachium mellem Cæsar og Pompejus i den sydlige del af regionen (i juli 48 f.Kr.) og på grund af oprør. Cornificius forsvarede Illyrien og generobrede det til Cæsar. Han stormede adskillige bjergfæstninger, der blev brugt til at udføre plyndringstogter. Da Marcus Octavius ​​søgte tilflugt på den illyriske kyst efter slaget ved Pharsalus (i Grækenland, hvor Cæsar besejrede Pompejus i august 48 f.Kr.), spredte Cornificius, med hjælp fra folket i Iadera ( Zadar ( Kroatien ), der var loyale over for Cæsar, sine skibe og føjede dem, han tog til fange, til sine illyriske allieredes, og samlede dermed en lille flåde. Da de mange pompejanske soldater havde søgt tilflugt i Illyrien efter det nævnte slag, beordrede Cæsar Aulus Gabinius til at drage til Illyrien med sin styrke, slutte sig til Cornificius og slå eventuelle fjendtlige operationer i regionen tilbage. Hvis der var behov for større styrker til dette, skulle han drage til Grækenland, hvor fortsat modstand kunne forventes. Gabinius marcherede om vinteren. Han fik ikke forsyninger til sin hær, fordi lokalbefolkningen var fjendtlig, og fordi storme i Adriaterhavet holdt forsyningsskibe tilbage. Gabinius måtte storme byer og fæstninger i dårligt vejr og led modgang. Han måtte trække sig tilbage til Salona på kysten, som havde mange romerske indbyggere. På sin vej blev han angrebet og slået på flugt og mistede... 2.000 soldater. Han tog til Salona med resterne af sin styrke. Han blev syg og døde et par måneder senere. Appian skrev, at Aulus Gabinius anførte femten kohorter (hvilket ville beløbe sig til omkring 7.800 soldater) og 3.000 kavalerister, og at Cæsar, igen, da han var optaget af borgerkrigen, ikke forfulgte sagen yderligere.

Marcus Octavius ​​forsøgte at udnytte dette til at erobre Illyrien. Cornificius bad Publius Vatinius , som var i Brundisium ( Brindisi , Syditalien), om at komme ham til undsætning og informerede ham om, at Octavius ​​indgik alliancer med lokalbefolkningen og angreb cæsarianske garnisoner, nogle gange med sin flåde og nogle gange med landstyrker, ved hjælp af indfødte tropper - cæsarierne var Cæsars støtter. Vatinius bad en cæsariansk løjtnant i Grækenland om at sende ham en flåde, men dette tog for lang tid. Han bevæbnede nogle civile skibe, hvis størrelse var dårligt egnet til kamp, ​​og føjede dem til de få krigsskibe, han havde, og drog afsted til Illyrien. Han forfulgte ikke Octavius ​​for ikke at blive forsinket. I stedet generobrede han nogle kystbyer, der havde taget Octavius' parti, og omgik andre, idet han fortsatte så hurtigt som muligt. På denne måde lykkedes det ham at tvinge Octavius ​​til at opgive sit angreb på Epidaurus (Epidaurum på latin, moderne Cavtat , nær Dubrovnik , Kroatien ) med sin ankomst. Octavius ​​mente, at hans flåde var overlegen i forhold til Vatinius' små skibe og sejlede til øen Tauris. Vatinius forfulgte ham uden at vide, at han var kommet til øen. Mens havet var oprørt, blev han overrasket, da Octavius' flåde tilsyneladende var klar til kamp og var overlegen i formation. Vatinius besluttede at prøve lykken og angreb først, idet han angreb Octavius' flagskib med et af hans krigsskibe. Sammenstødet var hårdt, og sidstnævntes ram blev knust. Slaget blev udkæmpet på tæt hold i smal sø. Vatinius havde det bedre, og ved mørkets frembrud flygtede resterne af fjendens flåde. Næste dag rustede Vatinius sine skibe op og erobrede 85 skibe, og dagen efter sejlede han til øen Issa ( Vis , Kroatien), i den tro, at Octavius ​​havde trukket sig tilbage dertil. Da han kom dertil, overgav øboerne sig og fortalte ham, at Octavius ​​var taget til Sicilien. Efter at have forladt Adriaterhavet vendte han tilbage til Brundisium.

I 45 f.Kr. planlagde Cæsar en krig mod Parthien . Illyrierne frygtede igen straf (denne gang for at have jaget Aulus Gabinius på flugt), fordi Cæsar ville krydse den sydlige del af deres land for at nå Parthien. De sendte udsendinge til Rom for at bede Cæsar om en alliance. Cæsar svarede, at han ikke kunne få venner på grund af, hvad de havde gjort, men at han ville give benådning, hvis de betalte en tribut og udleverede gidsler. De indvilligede, og Publius Vatinius blev sendt for at pålægge en let tribut og modtage gidslerne med tre legioner og en stor kavalerienhed. Efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. og den efterfølgende ustabilitet i Rom frygtede illyrierne ikke længere romersk magt. De ignorerede Vatinius, og da han forsøgte at bruge magt, jagede de fem kohorter anført af Baebius, en af ​​hans løjtnanter, som også døde. Vatinius flygtede til Dyrrhachium ( Durrës , Albanien). Igen forfulgte Cæsar ikke sagen yderligere. Ifølge Appian havde Cæsar resolut udskudt sin håndtering af illyrierne i fjorten år på grund af sine galliske krige, sin borgerkrig og sin planlagte krig med Parthien, selvom han havde givet kommandoen over Illyrien såvel som de to gallere i ti år, og på trods af at have overvintret der. Dette var endda uanset at illyrierne til tider plyndrede det nordøstlige Italien.

Mordet på Julius Cæsar i 44 f.Kr. førte til en konflikt mellem lederne af planen om at myrde ham, Marcus Junius Brutus og Gaius Cassius Longinus , og Cæsarianerne, anført af det andet triumvirat , som tog kontrollen over Rom. Dette førte til Befrierkrigen (43-42 f.Kr.). Før denne borgerkrig flygtede Brutus og Cassius mod øst. De havde fået tildelt henholdsvis de romerske provinser Makedonien (Grækenland) og Syrien af ​​Cæsar. Cæsarianerne fik dog de to provinser omfordelt til henholdsvis Gaius Antonius (bror til Marcus Antonius) og Publius Cornelius Dolabella . De var Cæsarianere. Brutus og Cassius fik i stedet tildelt Creta et Cyrenaica . De var utilfredse med at få denne lille provins og forberedte sig på at invadere Makedonien og Syrien. Senatet stemte dog derefter for at give de to provinser tilbage til dem. Brutus fik også tildelt Illyrien. Han ankom til Makedonien, da Gaius Antonius netop var ankommet for at overtage sit proprætorskab , som var blevet tildelt ham før den ændring, senatet havde foretaget. Hans forgænger, Quintus Hortenius, sluttede sig til Brutus. Vatinius marcherede mod Dyrrachium og erobrede det, før Brutus nåede dertil. Imidlertid hoppede soldaterne fra hans tre legioner (minus de mistede kohorter), der ikke brød sig om ham, over til Brutus, som derefter gik i kamp mod Gaius Antonius, som var i Apollonia (nær Fier , Albanien ). Han vandt også Antonius' tropper (hans syv kohorter og en legion under hans løjtnant, Lucius Piso) over.

Octavians felttog i Illyrien (35-33 f.Kr.)

I 35 f.Kr. førte Octavian felttog mod Iapydes , der havde udført plyndringstogter mod Aquileia , plyndret Tergestus ( Trieste ) og ødelagt Pola ( Pula ) året før. Han marcherede langs en stejl og ujævn vej. Iapydes gemte sig i skoven og lagde et baghold for ham. Octavian havde imidlertid sendt kontingenter for at besætte højderyggene på begge sider af vejen. Disse angreb dem og besejrede dem. De forlod derefter byen Terponus og flygtede til krattet. Octavian erobrede byen, men brændte den ikke ned i håb om, at de ville overgive sig, hvilket de gjorde. Han rykkede derefter frem mod Metulus (nær Ogulin ), som var Iapydes hovedby. Den blev forsvaret af 3.000 mand, der besejrede romerne, der omringede murene. Octavian indledte en fuldstændig belejring. Da dens ramponerede mure begyndte at smuldre, byggede metulianerne en ny indeni. Romerne brændte den forladte mur ned og byggede en høj ved den anden og smed fire broer oven på den. Octavian beordrede nogle af sine mænd til at gå til bagsiden af ​​byen for at aflede opmærksomheden. Fjenden ødelagde tre af broerne. Da hans soldater var gået i panik, krydsede Octavian broen sammen med Agrippa og Hiero, to af hans løjtnanter og en af ​​hans livvagter. Soldaterne fulgte trop. Broen kollapsede under deres vægt. Octavian blev såret i højre ben og i begge arme. Han lod bygge flere broer. Denne beslutning modvirkede metulianerne, som overgav sig. Næste dag sendte de budbringere, der tilbød at give halvtreds gidsler og lovede at modtage en garnison og tildele romerne de højeste bakker, mens de selv ville besætte de lavere. Da garnisonen kom ind og beordrede dem til at nedlægge deres våben, lukkede de deres koner og børn inde i deres rådssal og placerede vagter med ordre om at sætte ild til bygningen, hvis de tabte den kamp, ​​de besluttede at påtage sig. De angreb fra de lavere positioner og blev slået på flugt. Vagterne satte ild til rådssalen. Mange af kvinderne dræbte sig selv og deres børn, mens andre sprang ind i ilden med deres børn. Byen brændte fuldstændigt. Resten af ​​Iapyderne overgav sig og kom under romersk underkastelse for første gang. Octavian forlod stedet, og Posenierne gjorde oprør. Marcus Helvius blev sendt mod dem. Han erobrede dem, henrettede oprørets ledere og solgte resten som slaver.

Octavian marcherede mod Segestani , en pannonisk stamme, der var blevet besejret af romerne to gange, men ikke var blevet bedt om gidsler og gjorde oprør. Han rykkede frem mod dem gennem pannonisk territorium, som ikke var under romernes underkuelse. Fjenden gik ind i skoven og lagde et baghold for hærens efternølere. Octavian skånede markerne i håb om en frivillig overgivelse. Da dette ikke skete, hærgede han landet i otte dage, indtil han nåede deres by, Segesta, ved floden Sava . Den var stærkt beskyttet af floden og en grøft. Octavian ønskede at bruge den som base for et felttog mod dakerne og bastarnerne på den anden side af Donau. Burebista havde tidligere ført dem i en invasion over Donau, men vendte derefter tilbage til hjemlandet ( Dacia , i dagens Rumænien ) og førte felttog mod øst. Octavian må have tænkt, at der var fare for endnu en invasion, som ville destabilisere området. Alternativt kunne de have iværksat angreb over floden. Octavian byggede en flåde ved Sava for at bringe forsyninger til Donau. Da han nærmede sig byen, fortalte han de segestaniske udsendinge, at han ønskede en garnison i byen og så meget mad, som de kunne levere. Lederne indvilligede. Folket var vrede, men indvilligede i at give gidsler fra de bemærkelsesværdige familier. Da tropperne ankom, lukkede de byportene og bemandede murene. Augustus byggede en bro over floden og belejrede byen. Han lagde et baghold på nogle pannonere, der kom den til undsætning, dræbte nogle af dem og drev resten på flugt. Belejringen varede tredive dage. Augustus pålagde kun en bøde. Han placerede en garnison på 25 kohorter (omtrent to en halv legion) og vendte tilbage til Rom med den hensigt at vende tilbage om foråret. Senere, som en romersk by, blev Segesta kaldt Siscia . Det er nu det moderne Sisak i Kroatien. Cassius Dio skrev, at resten af ​​Pannonien overgav sig efter denne bys fald. Efter dette efterlod Octavian Fufius Geminus der med en lille styrke og vendte tilbage til Rom. Han drog ud for at lede en ekspedition til Britannien og havde allerede nået Gallien vinteren 34 f.Kr., da nogle af de nyligt erobrede folk i Pannonien og dalmatierne gjorde oprør. Appian skrev, at der gik et rygte om, at garnisonen i Segesta var blevet massakreret, og Augustus vendte tilbage. Rygtet var overdrevet. Der havde været et oprør, og romerne havde mistet mange mænd, men den næste dag undertrykte de oprøret. Octavian vendte sig i stedet mod dalmatierne. De havde været bevæbnede siden Aulus Gabinius' troppers flugt i 48 f.Kr. Da han marcherede mod dem, dannede de en føderation. De havde op til 12.000 tropper anført af Versus, som havde erobret Promona (syd for det moderne Knin , Kroatien) fra liburnerne og befæstet den, selvom det var en stærk bjergfæstning. Versus placerede størstedelen af ​​sine styrker i byen og fordelte resten på de nærliggende bakker for at hindre den romerske fremrykning. Octavian begyndte at bygge en mur på sletten omkring byen og to bakker, som fjenden holdt, som dække for kontingenter, der var på vej mod de højeste bakker gennem deres skove. De overmandede vagterne om natten, og ved daggry angreb Octavian byen med størstedelen af ​​sin hær. Han sendte en anden styrke for at forstærke de besatte højder. Fjenden troede, at de blev angrebet fra alle sider. De, der var på bakkerne, var bange for, at de ville blive afskåret fra vandforsyningen og flygtede til byen. Octavian fortsatte med at bygge muren, som nåede en længde på syv kilometer. Testimus, en anden dalmatisk kommandør, bragte en undsætningshær med. Octavian drev ham tilbage til bjergene. Han erobrede Promona, før omkredsningen var afsluttet. En lille styrke foretog et udfald. Romerne slog den tilbage, forfulgte den og gik ind i byen med den. Fjenden søgte tilflugt i citadellet. Den fjerde nat angreb de en romersk kohorte, der holdt vagt, og drev den på flugt. Angrebet blev imidlertid slået tilbage, og den næste dag overgav byen sig. Den flygtede kohorte blev straffet med decimering . De skånede mænd blev tvunget til at leve af byg i stedet for hvede den sommer. Testimus opløste sine tropper og beordrede dem til at sprede sig. Romerne forfulgte dem ikke. Cassius Dio skrev, at Marcus Vipsanius Agrippa havde ført et felttog mod dalmatierne forud for dette felttog.

Stadig i 34 f.Kr. erobrede romerne byen Sunodium i udkanten af ​​skoven, hvor Aulus Gabinius' hær havde været fanget af dalmatierne i en lang og dyb kløft mellem to bjerge. Efter at Octavian havde brændt Sunodium ned, lagde dalmatierne et baghold. Han blev dog beskyttet af soldater, han havde sendt til bjergtoppene for at følge ham på begge sider, mens han passerede gennem kløften. Han fældede træer og erobrede og brændte alle de byer, han fandt på sin vej. I 33 f.Kr. belejrede han byen Setovia . En fjendtlig styrke kom den til undsætning, men han forhindrede den i at komme ind på stedet. Octavian blev ramt af en sten på knæet og blev indespærret i flere dage. Han vendte tilbage til Rom for at overtage sit konsulat og fik Titus Statilius til at fortsætte belejringen. Han vendte derefter tilbage til Dalmatien. Dalmatierne var afskåret fra udenlandske forsyninger og var sultne. De mødte Octavian, mens han var på vej, og overgav sig. Han krævede 700 af deres børn som gidsler og de romerske legioners standarder, som var blevet taget fra Aulus Gabinius, da han blev slået på flugt. De efterkom og lovede også at betale den tribut, der havde været i restance siden Julius Cæsars tid. Octavian rykkede derefter frem mod Derbani, som også søgte fred, gav gidsler og lovede at betale tributten i restance. Andre stammer gjorde det samme, da han nærmede sig. Han kunne ikke nå nogle stammer på grund af sygdom. Disse gav ingen gidsler og indgik ingen traktater. Appian skrev, at det så ud til, at de senere blev underlagt, og at Octavian undertvang hele det illyriske land, inklusive både de stammer, der havde gjort oprør, og dem, der aldrig før havde været under romersk styre. Det er sandsynligt, at Appian kun henviste til Illyrien/Dalmatien, eller at hele det skulle blive provinsen Illyricum. Med hensyn til Pannonien mener nogle historikere, at Octavian sandsynligvis erobrede den sydlige del af Pannonien, og at den nordlige del blev erobret i den pannoniske krig (se nedenfor).

Appian skrev også, at Octavian besejrede Oxyaei, Perthoneatae, Bathiatae, Taulantii , Cambaei, Cinambri, Meromenni og Pyrissaei, Docleatae , Carui, Interphrurini, Naresii, Glintidiones , Taurisci , Hippasini og Bessi. Moentini og Avendeatae, to Iapyde- stammer, der boede i Alperne, overgav sig ved Octavians nærmelse. Han indtog byen Arrepini, den største og mest krigerske af Iapyde-stammerne, som var flygtet til skovene. Han brændte den ikke i håb om, at de ville overgive sig, hvilket de gjorde. Han erobrede også øerne Melite (Mljet) og Melaina Corcyra ( Korčula ) og ødelagde dens bosættelser, fordi dens indbyggere praktiserede pirateri. Han henrettede de unge mænd og solgte resten som slaver. Han fratog liburnerne deres skibe, fordi de praktiserede pirateri.

Den pannoniske krig (14-10 f.Kr.)

Fra 14 f.Kr. til 10 f.Kr. var der en række oprør i det sydlige Pannonien og det nordlige Dalmatien, som romerske forfattere omtalte som bellum pannomicum (den pannoniske krig). Vi har meget lidt information om disse begivenheder. Det meste stammer fra korte beretninger af Cassius Dio og forbipasserende referencer fra andre forfattere. Vi får heller ikke at vide, hvad årsagerne var. De romerske kilder havde ringe interesse for Illyrien fra Augustus' felttog i 35-33 f.Kr. til 16 f.Kr. Cassius Dio skrev, at guvernøren i Illyrien i 17-16 f.Kr., Publius Silius Nerva , i det år drog for at kæmpe i de italienske alper, fordi der ikke var nogen tropper der. Ved at udnytte dette gik nogle pannonere og norikanere ind i Istrien og plyndrede det. Silius Nerva fik hurtigt situationen under kontrol. Samtidig var der et lille oprør i Dalmatien. Dentheletae (en thrakisk stamme i det østlige Moesia ) angreb sammen med Scordiscerne (som boede i nutidens Serbien , ved sammenløbet af floderne Savus [Sava], Dravus [Drava] og Donau ) den romerske provins Makedonien (Grækenland). Samtidig brød en borgerkrig ud i Thrakien . Derfor var der ustabilitet i de østlige Alper og på Balkanhalvøen. I 15 f.Kr. erobrede romerne Scordiscerne og annekterede Noricum . De udførte også andre operationer længere vestpå på Alperne mod Rhaeti og Vindelici . De romerske militære operationer i Illyrien kan være blevet startet af Marcus Vinicius , guvernøren i 14-13 f.Kr. Den pannoniske krig førte til, at Illyrien blev overført fra at være en senatorisk provins til at være en kejserlig provins.

Velleius Paterculus skrev, at den pannoniske krig blev startet af Marcus Vipsanius Agrippa og Vinicius, og at Tiberius afsluttede den. Florus nævnte en sejr for Vinicius over pannonerne, der boede mellem floderne Sava og Drava . Cassius Dio bemærkede i to separate passager, at et oprør begået af pannonerne i 14 f.Kr. blev hurtigt undertrykt, og at Augustus i slutningen af ​​13 f.Kr. gav Agrippa, hans vigtigste allierede, den øverste kommando og sendte ham til Pannonien (dette antyder, at problemet var alvorligt). Agrippa løste situationen gennem forhandlinger og personlig indflydelse. Efter Agrippas pludselige død nægtede breucierne at overholde den traktat, de havde indgået med ham. Tiberius fik kommandoen i Pannonien og besejrede pannonerne med hjælp fra scordiscerne , som for nylig var blevet erobret af romerne. Suetonius tilføjede, at Tiberius efter dette undertvang dalmatierne og breucierne . ​​I år 11 f.Kr. kæmpede og besejrede Tiberius både dalmatierne og pannonerne. Senere på året, som allerede nævnt, blev Illyrien en kejserlig provins under Augustus' kontrol. I vinteren 11/10 f.Kr. krydsede dakerne den frosne Donau og plyndrede pannonerne. Nogle dalmatiske samfund gjorde oprør mod betalingen af ​​en tribut. Tiberius, som var i Gallien, måtte vende tilbage for at konfrontere dette. I år 10 f.Kr. var der gentagne oprør i både Pannonien og Dalmatien, som Tiberius undertrykte.

Cassius Dio omtalte alle disse konflikter som oprør. Dzino argumenterer for, at det derfor er usandsynligt, at de involverede erobringer. Romernes forhold til lokalbefolkningen i grænseområder involverede allianceaftaler og traktater med klientstater, som begge medførte nominel uafhængighed. Brud af disse traktater blev betragtet som et oprør og som noget, der skulle undertrykkes. Augustus udtalte i sine propagandaskrifter, at Rom under Tiberius ' kommando udvidede sin sfære til pannoniske folk, hvor den romerske hær aldrig havde været før, og at Augustus udvidede Illyriens grænser til bredden af ​​Donau-floden. Suetonius antydede dog, at denne udvidelse til bredden af ​​denne flod først fandt sted efter den Batoniske Krig (se nedenfor). Det er sandsynligt, at den romerske militære tilstedeværelse i det sydlige Pannonien steg i kølvandet på den pannoniske krig. Dzino argumenterer for, at det er sandsynligt, at de lokale samfund fungerede som en kompakt anti-romersk blok, og at der kan have været pro- og anti-romerske fraktioner. Nogle kan have overgivet sig fredeligt, og nogle af dem kan have været pro-romerske hele tiden. Regionens lokalsamfund var afhængige af slægtskabsrelationer snarere end formelle statslige institutioner. Dette kan have ført til politisk konkurrence. At være venlig over for romerne eller at udfordre dem kunne have involveret manøvrer fra lokale eliter for at styrke deres magtbase. Samtykke til eller modstand mod romerne kunne involvere ofte uforudsigelige konkurrencer om politiske holdninger lokalt.

Batonkrigen (6-9 e.Kr.)

Hovedartikel: Bellum Batonianum

Den Batoniske Krig (bellum batonianum på latin) var et storstilet oprør, der blev ledet af Bato Daesitiaten og Bato Breucianeren . Romerne opkaldte denne krig efter disse to ledere med samme navn. Den varede fire år (6-9 e.Kr.). I år 6 e.Kr. forberedte romerne sig på at iværksætte en anden ekspedition mod markomannerne i Germanien . Dette ville have involveret de legioner, der var stationeret i Germanien, og de fleste af legionerne, der var stationeret i Illyrien. De indfødte blev bedt om at stille hjælpetropper til rådighed . Da disse styrker samledes, gjorde de oprør under ledelse af Bato Daesitiaten. Cassius Dio beskrev sin styrke som dalmatiner, hvilket antyder, at han havde mænd, der kom fra forskellige stammer i Dalmatien. Dette er et meget sandsynligt scenarie, da de indfødte tropper ville være blevet rekrutteret fra et bredt område. En romersk styrke, der blev sendt mod oprørerne, blev besejret. Bato fra Breucien, den militære leder af Breuci , den største stamme i det sydlige Pannonien, marcherede mod Sirmium ( Sremska Mitrovica , i dagens Serbien ). Han blev besejret af Aulus Caecina Severus , guvernøren i den nærliggende romerske provins Moesia . Bato fra Daesitiaten marcherede mod Salona i Dalmatien, men blev besejret af Marcus Valerius Messalla Messallinus , guvernøren i Illyrien. Bato drog derefter østpå for at slutte sig til de andre Bato, og de to besatte Alma-bjerget ( Fruška Gora- bjerget , Serbien , lige nord for Sirmium). De blev besejret af en thrakisk kavaleriafdeling under Rhoemetalces (kongen af ​​det odrysiske kongerige i Thrakien ), som støttede romerne. Dalmatierne overtog de romerske allieredes territorium og trak mange flere stammer ind i oprøret. Tiberius (den fremtidige kejser), som var ansvarlig for den romerske hær, marcherede mod dem. De undgik dog hårde slag og fortsatte med at bevæge sig rundt, hvilket forårsagede stor ødelæggelse. Stillet over for en fjende, der undgik hårde slag og brugte guerillataktikker, udførte Tiberius modoprørsoperationer.

Ifølge Velleius Paterculus delte oprørerne deres styrker i tre. Den ene skulle invadere Italien, som ikke lå langt fra Nauportus (et romersk fort i nutidens Slovenien), den ene var allerede kommet ind i den romerske provins Makedonien (Grækenland), og den tredje kæmpede i deres hjemterritorier. De udførte deres plan hurtigt. De massakrerede romerske civile og en betydelig veterankontingent, der var hjælpeløse i dette afsidesliggende område. De erobrede Makedonien og plyndrede overalt. I denne version syntes oprøret således at have en plan, og dalmatierne og breucierne syntes at have handlet i fællesskab fra begyndelsen. I Cassius Dio havde Bato daesitiaten i stedet i starten et par mænd, og hans succes øgede hans styrker. Efter hans fiasko med at indtage Salona allierede han sig med den anden Bato. Tiberius delte den romerske hær i flere divisioner for at undgå oprørernes forenede styrker. Der blev placeret forposter for at blokere dem, forhindre dem i at bryde igennem og forstyrre deres forsyninger. Situationen i Illyrien, som lå ved siden af ​​Italien, skabte panik i Rom, og selv Augustus var bange. Der blev afholdt afgifter over hele Italien. Veteranerne blev kaldt tilbage. Rige familier fik ordre til at forsyne frigivne mænd obligatorisk i forhold til deres indkomst. Augustus advarede om, at oprørerne kunne nå Rom på ti dage, hvis der ikke blev taget drastiske skridt.

I år 7 e.Kr. sendte Augustus Germanicus til Illyrien med en styrke af frie mænd og frigivne mænd. Nogle af sidstnævnte blev rekvireret af deres herrer, som fik betalt en kompensation. Velleius Paterculus skrev, at oprørerne i Pannonien, der stod over for Tiberius, ikke var tilfredse med størrelsen af ​​deres styrker. De var udmattede og bragt til randen af ​​hungersnød (formodentlig på grund af hærgen), kunne ikke modstå hans offensiver og undgik hårde slag. De drog til Claudibjergene (en bjergkæde i Pannonien, i Varaždin amt i det nordlige Kroatien ) og indtog en defensiv position i deres befæstninger. Den anden oprørsstyrke konfronterede de legioner, som Caecina Severus og Marcus Plautius Silvanus bragte til Illyrien (fra Moesia og den romerske provins Asien , henholdsvis tre og to legioner). De omringede de fem legioner, deres hjælpetropper og det thrakiske kavaleri og var tæt på at påføre dem et fatalt nederlag. Det thrakiske kavaleri blev slået på flugt, og det allierede kavaleri flygtede. Legionerne led tab, men de samledes derefter og vandt dagen. I Cassius Dio' version gik de to Batos i stedet hen for at vente på Caecina Severus' ankomst. Han nævnte ikke Plautius Silvanus. De angreb ham uventet, da han var lejret nær de vulkanske marskland. De blev besejret. Efter dette slag blev den romerske hær opdelt i afdelinger for at overtage mange dele af landet på én gang. Oprørerne trak sig tilbage til bjergfæstninger, hvorfra de iværksatte angreb, når de kunne. Aulus Caecina Severus og Marcus Plautius Silvanus sluttede sig til Tiberius, og en enorm hær blev samlet. Som nævnt havde de fem legioner. Tiberius havde også fem legioner (tre i Pannonien og to i Dalmatien). Tiberius besluttede at sende de nyankomne hære tilbage, fordi hæren var for stor til at være håndterbar. Han eskorterede dem med sine tropper. Han vendte derefter tilbage til Siscia i begyndelsen af ​​en meget hård vinter.

I år 8 e.Kr. ønskede dalmatierne og pannonierne at bede om fred på grund af hungersnød og sygdom, men de blev forhindret i at gøre det af oprørerne, som ikke havde noget håb om at blive skånet af romerne og fortsatte med at gøre modstand. Tiberius havde ført en politik med brændt jord for at sulte pannonierne. Ifølge Cassius Dio væltede Bato, Breucianeren, Pinnes, kongen af ​​Breucerne. Han blev mistænksom over for sine underlagte stammer og krævede gidsler fra de pannoniske garnisoner. Bato, Daesitiaten, besejrede ham i kamp og holdt ham indespærret i en fæstning. Han blev overdraget til Bato, Daesitiaten, og han blev henrettet. Efter dette rejste mange pannonierne sig i oprør. Marcus Plautius Silvanus førte et felttog mod dem, erobrede Breucerne og vandt andre stammer over uden kamp. Bato, Daesitiaten, trak sig tilbage fra Pannonien, besatte passene, der førte til Dalmatien, og hærgede Dalmatien. I Pannonien var der en del røveri. Velleius Paterculus skrev, at den hårde vinter bragte belønninger, fordi hele Pannonien i den følgende sommer søgte fred. Pannonerne nedlagde deres våben ved floden Bathinus. Bato blev taget til fange, og Pinnes overgav sig selv.

I år 9 e.Kr. var krigen begrænset til Dalmatien. Velleius Paterculus skrev, at Augustus gav den øverste kommando over alle styrkerne til Marcus Aemilius Lepidus. Om sommeren drog Lepidus til Tiberius gennem områder, der ikke var blevet påvirket af krigen. Han blev angrebet af de lokale, der ikke var blevet svækket af kampene. Lepidus besejrede dem, hærgede markerne og brændte huse ned. Det lykkedes ham at nå Tiberius. Dette felttog afsluttede krigen. To dalmatiske stammer, Perustæerne og Daesitiaerne, som var næsten uovervindelige på grund af deres bjergfæstninger, de smalle passager, de boede i, og deres kampånd, blev næsten udryddet. Cassius Dio skrev, at Germanicus udførte nogle operationer i Dalmatien og erobrede flere byer. Tiberius delte derefter hæren i tre divisioner. Han sendte to af dem for at underlægge sig områder af Dalmatien, og han gik på jagt efter Bato, den tredje Daesitia. Tiberius jagtede den flygtende Bato rundt i landet. Han belejrede ham til sidst ved Adetrium, nær Salona. Dette lå på en klippe og var omgivet af stejle kløfter. Efter en lang belejring lykkedes det ham at storme stedet. Bato lovede at overgive sig, hvis han og hans tilhængere ville blive benådet. Tiberius indvilligede. Ifølge Cassius spurgte Dio Tiberius Bato, hvorfor hans folk havde gjort oprør. Han svarede: "I romere er skyld i dette; for I sender ikke hunde eller hyrder, men ulve som vogtere af jeres flokke." Det er dog usikkert, om dette citat kan tilskrives Bato, på grund af gamle forfatteres vane med at skabe fiktive citater og tilskrive dem historiske personer.

Regioner i provinsen og dens senere opløsning

Den tidligste skrift, der indikerer, at provinsen Illyricum omfattede Dalmatien og Pannonia, er da Velleius Paterculus nævner, at Gaius Vibius Postumus var militærchef for Dalmatien i år 9 e.Kr., mod slutningen af ​​den Batoniske Krig. Det ser ud til, at provinsen Illyricum officielt omfattede Øvre (Superius) og Nedre (Inferius) Illyricum. En afskrift af en indskrift på et monument til ære for Publius Cornelius Dolabella i Epidaurum ( Cavtat , nær Dubrovnik ) bevidner, at Dolabella blev udnævnt til guvernør i Illyricum kort før Augustus' død, og at statuen blev rejst af byerne i Øvre Illyricum, hvilket antyder eksistensen af ​​et Øvre og et Nedre Illyricum. Der er dog endnu ikke fundet indskrifter, der bevidner et Nedre Illyricum. Dalmatien blev kaldt Øvre Illyricum. Selvom navnene Dalmatien og Pannonia blev brugt i almindelig sprogbrug, ser det ud til, at Øvre Illyrien (Dalmatien) og Nedre Illyrien (Pannonia) var de officielle navne på de to regioner. Provinsguvernøren boede i Salona i Dalmatien og styrede Øvre Illyrien. Nedre Illyrien var et militærdistrikt, og en militærkommandør var ansvarlig for dette område og dets tre legioner og udførte administrative funktioner som en slags viceguvernør.

I vinteren år 57-58 e.Kr. omtaler apostelen Paulus i sit brev til romerne Illyrien som det vestligste punkt på sine hidtidige missionsrejser. Brevet afspejler hans intention om at rejse til Rom på et senere tidspunkt.

Provinsen Illyricum blev til sidst opløst og erstattet af to mindre provinser: Dalmatien (det sydlige område) og Pannonia (det nordlige og Donau-område). Det er uklart, hvornår dette skete. Kovác bemærkede, at en indskrift på basen af ​​en statue af Nero, der blev rejst mellem 54 og 68 e.Kr., bevidner, at den blev rejst af en veteran fra en legion stationeret i Pannonia, og argumenterer for, at dette er det første epigrafiske bevis på, at et separat Pannonia har eksisteret i det mindste siden Neros regeringstid. Šašel-Kos bemærker dog, at en indskrift bevidner en guvernør i Illyricum under Claudius' regeringstid (43-51 e.Kr.), og i et militærdiplom udgivet i slutningen af ​​1990'erne, dateret juli 61 e.Kr., blev enheder af hjælpetropper fra den pannoniske del af provinsen nævnt som værende stationeret i Illyricum. Nogle andre diplomer fra Neros regeringstid bevidner det samme. Derfor støtter Šašel-Kos den opfattelse, at provinsen blev opløst under Vespasians regeringstid (69-79 e.Kr.)