Intelligens betegner inden for psykologi evnen til at forstå komplekse sammenhænge, ræsonnere, lære af erfaringer og løse nye problemer. Begrebet anvendes især om menneskers kognitive evner, men har ikke én definition, som alle forskere anvender. Forskningen undersøger både fælles træk ved forskellige mentale præstationer, individuelle forskelle og betydningen af arv, miljø og udvikling.
Ordet kommer af det latinske intelligentia, der betyder indsigt eller forståelse. I psykometri beskrives intelligens ofte ved en kombination af en generel faktor og mere specifikke evner. Intelligens er ikke det samme som viden, kreativitet eller personlighed, selv om disse egenskaber kan hænge sammen.
I begyndelsen af 1900-tallet udviklede Alfred Binet og hans medarbejdere prøver til vurdering af børns kognitive færdigheder. I 1904 beskrev den britiske psykolog Charles Spearman en positiv sammenhæng mellem forskellige mentale testpræstationer. Han foreslog, at sammenhængen delvis kunne beskrives ved en fælles faktor, som han kaldte generel intelligens, eller g.
Senere udviklede blandt andre Raymond Cattell, John L. Horn og John B. Carroll modeller, som skelner mellem en overordnet kognitiv faktor, bredere evneområder og specifikke færdigheder. Disse tilgange har haft betydning for udformningen af moderne intelligenstests.
Resultater fra forskellige kognitive prøver er ofte positivt korrelerede: Personer, som klarer sig godt på én type opgave, har statistisk set også en tendens til at klare sig godt på andre. I faktoranalyse sammenfattes denne sammenhæng ofte ved g-faktoren. Faktoren er et statistisk mål og bør ikke uden videre opfattes som en enkelt, identificeret biologisk mekanisme.
En alternativ forklaring på sammenhængene mellem kognitive evner er, at forskellige færdigheder gensidigt påvirker hinandens udvikling. Sådanne modeller diskuteres inden for intelligensforskningen, men ændrer ikke ved, at de positive korrelationer mellem mange kognitive testresultater er et velunderbygget empirisk fund.
Flydende intelligens betegner blandt andet evnen til at løse nye problemer og identificere mønstre uden at være direkte afhængig af indlærte faktuelle oplysninger. Krystalliseret intelligens vedrører den viden og de færdigheder, der opbygges gennem uddannelse og erfaring. Begge områder indgår i moderne hierarkiske modeller, herunder den såkaldte Cattell-Horn-Carroll-model (CHC).
Modellen omfatter også andre brede evneområder, såsom arbejdshukommelse, forarbejdningshastighed og visuel bearbejdning. De enkelte evner er ikke fuldstændigt uafhængige af hinanden.
Intelligenskvotient (IQ) er et standardiseret mål, der udledes af præstationer på en intelligenstest. På en meget anvendt skala er gennemsnittet 100, og standardafvigelsen er 15. Resultatet skal fortolkes i forhold til den normgruppe og den test, der er anvendt; forskellige skalaer kan give forskellige numeriske værdier.
Intelligenstests kan omfatte verbal forståelse, ræsonnement, arbejdshukommelse og mental forarbejdningshastighed. Eksempler er Wechslers testserier til voksne og børn. I Danmark anvendes Børge Priens Prøve blandt andet ved Forsvarets Dag, og foreningen Mensa anvender resultater fra anerkendte tests som grundlag for optagelse. Mensa kræver et resultat blandt de øverste to procent i den relevante normgruppe.
En testscore er et skøn med måleusikkerhed, ikke en fuldstændig beskrivelse af en persons evner. Sprog, kulturelle forhold, uddannelsesbaggrund og testens konstruktion kan påvirke fortolkningen. Ved sammenligning af grupper er det vigtigt at undersøge, om prøven måler det samme på tværs af grupperne (måleinvarians).
Individuelle forskelle i intelligens hænger sammen med både genetiske og miljømæssige forhold. Arvelighed i statistisk forstand angiver, hvor stor en del af variationen i en bestemt population og under bestemte forhold der kan forbindes med genetiske forskelle. Det angiver ikke, hvor stor en del af én persons intelligens der er »bestemt af gener«, eller hvor foranderlig den pågældendes intelligens er.
Studier af tvillinger, familier og genetiske varianter viser, at genetiske forskelle bidrager til variation i kognitive testresultater. Arvelighedsestimater afhænger blandt andet af alder, undersøgelsesmetode og de miljøforhold, som deltagerne lever under. Genetiske og miljømæssige påvirkninger kan desuden samvirke gennem udviklingen.
En metaanalyse fra 2018 af 42 datasæt med tilsammen mere end 600.000 deltagere fandt, at et ekstra års uddannelse i de undersøgte kvasi-eksperimentelle studier var forbundet med en gennemsnitlig forbedring på omtrent 1–5 IQ-point. Resultatet taler imod, at kognitive testresultater er helt uforanderlige, men kan ikke uden videre overføres til alle personer eller uddannelsessystemer.
Miljøpåvirkninger kan også have negative konsekvenser for kognitiv udvikling. I en færøsk fødselskohorte undersøgte Fróði Debes, Pál Weihe og Philippe Grandjean sammenhængen mellem methylkviksølveksponering før fødslen og kognitiv funktion som 22-årig. Studiet, offentliggjort i tidsskriftet Cortex i 2016, omfattede 847 undersøgte unge voksne og fandt en statistisk sammenhæng mellem højere eksponering og lavere præstationer på flere kognitive områder, herunder et samlet mål for generel intelligens. Der var tale om en observationsundersøgelse, og resultatet skal fortolkes i lyset af dens design og den undersøgte population.
Kognitive færdigheder udvikler sig gennem barndommen og ændrer sig også i voksenalderen. Udviklingsforløbet er forskelligt for forskellige evner. Færdigheder, som i høj grad afhænger af indlært viden, kan udvikle sig anderledes gennem livet end forarbejdningshastighed og problemløsning i nye situationer. Der er samtidig store individuelle forskelle i kognitiv aldring.
Et færøsk befolkningsbaseret kohortestudie, som blandt andre Fróði Debes medvirkede i, undersøgte kognitiv udvikling hos ældre over en tiårig periode. Undersøgelsen, udgivet i Journal of Aging and Health i 2025, tog udgangspunkt i 713 deltagere på 70–74 år og fandt tilbagegang på de fleste af de anvendte neuropsykologiske prøver. Forløbene varierede efter flere sociale og helbredsmæssige forhold. Resultaterne beskriver sammenhænge i den undersøgte befolkningsgruppe og påviser ikke i sig selv, at de enkelte faktorer forårsagede ændringerne.
Flynn-effekten betegner historisk observerede stigninger i befolkningers gennemsnitlige resultater på intelligenstests, når man sammenligner generationer med samme testgrundlag. Udviklingen har ikke været ens i alle lande eller perioder, og nogle undersøgelser har senere registreret stagnation eller fald i testresultater.
I en dansk undersøgelse af flere end 500.000 unge mænd, som blev testet i perioden 1959–2004, fandt forskerne, at testresultaterne steg frem til slutningen af 1990'erne og derefter faldt moderat. Resultatet vedrører de undersøgte værnepligtige og kan ikke uden yderligere dokumentation generaliseres til hele den danske befolkning.
En norsk undersøgelse af fødselsårgange fra 1962 til 1991 viste, at både stigninger og efterfølgende fald kunne genfindes i variationer mellem søskende inden for de samme familier. Forfatterne vurderede derfor, at ændringer i miljøforhold var den vigtigste forklaring på de observerede ændringer i de pågældende testresultater.
Howard Gardner fremlagde i 1983 teorien om de mange intelligenser, som skelner mellem blandt andet sproglige, logisk-matematiske, musikalske, kropslige og sociale evner. Teorien har haft betydelig indflydelse i pædagogiske miljøer. Dens antagelse om relativt selvstændige intelligenser er imidlertid omdiskuteret. En undersøgelse fra 2006 fandt en tydelig generel faktor på tværs af flere af de kognitive domæner, og en forskningsgennemgang fra 2021 vurderede, at undersøgelser af undervisning baseret på teorien havde metodiske problemer, som forhindrede en pålidelig vurdering af effekten.
Følelsesmæssig intelligens anvendes om evner og egenskaber knyttet til genkendelse, forståelse og regulering af følelser. Begrebet findes i flere forskellige teoretiske og målemæssige udgaver, som ikke er indbyrdes identiske. Det bør derfor ikke uden videre sidestilles med generel intelligens målt ved traditionelle kognitive tests.
Intelligenstests anvendes blandt andet i psykologisk og neuropsykologisk udredning, uddannelsesforskning og undersøgelser af kognitive ændringer. Resultaterne kan give viden om bestemte færdigheder, men beskriver ikke alle de egenskaber og færdigheder, der kan være relevante i dagligdag, uddannelse og arbejde.
Begrebet kunstig intelligens bruges i datalogi om systemer, der kan udføre opgaver forbundet med eksempelvis mønstergenkendelse, sprogbehandling og problemløsning. Dette er et andet anvendelsesområde end psykometrisk måling af menneskers individuelle intelligensforskelle. Om og på hvilke betingelser maskiner kan have bevidsthed, er et selvstændigt filosofisk og videnskabeligt spørgsmål.