Interesseorganisation er en organisation, der søger at fremme bestemte fælles interesser gennem påvirkning af politiske beslutningstagere og den offentlige forvaltning. Interesseorganisationer repræsenterer enten deres medlemmers interesser eller arbejder for en bestemt sag. De adskiller sig fra politiske partier ved ikke selv at søge politisk magt gennem valg.
I danske undersøgelser skelnes der mellem syv typer interesseorganisationer: fagforeninger, erhvervsorganisationer, institutionelle organisationer, faglige organisationer, fritidsorganisationer, ideelle organisationer og identitetsorganisationer. De sidstnævnte repræsenterer mennesker på grundlag af, hvem de er, eksempelvis kvinder, ældre eller personer med handicap. Ideelle organisationer arbejder for en sag, som ikke nødvendigvis giver medlemmerne en direkte fordel. Andre eksempler på interesseorganisationer er patientforeninger og organisationer i elev- og studenterbevægelsen.
Organisationerne kan arbejde lokalt, nationalt eller internationalt. Nogle har professionelle sekretariater, mens andre hovedsagelig bygger på frivilligt arbejde.

Interesseorganisationer forsøger at påvirke både den politiske dagsorden, beslutningernes indhold og deres gennemførelse. Deres muligheder afhænger blandt andet af ressourcer, ekspertise og adgang til beslutningstagere. Det kan ske gennem direkte kontakt med politikere og embedsmænd, deltagelse i høringer, udarbejdelse af analyser og høringssvar samt offentlig debat og kampagner. Når organisationer søger at påvirke politiske beslutningstagere, betegnes aktiviteten ofte som lobbyisme.
Organisationerne kan samtidig bidrage med specialiseret viden om de områder, der reguleres. Deres indflydelse er imidlertid ikke ligeligt fordelt. Et forskningsprojekt ved Aarhus Universitet har vist, at forholdsvis få store organisationer har omfattende adgang til politiske beslutningsarenaer. Erhvervsorganisationer og fagforeninger står særligt stærkt i forhold til forvaltningen, mens civilsamfundsorganisationer relativt set har bedre adgang til Folketinget og medierne.
I Danmark har interesseorganisationer traditionelt spillet en betydelig rolle i den politiske beslutningsproces. En undersøgelse, omtalt af Trap Danmark, registrerede i 2014 omkring 1.700 landsdækkende organisationer, som selv oplyste, at de søgte at påvirke politiske eller administrative beslutninger; tallet er således en historisk opgørelse og ikke et aktuelt antal. De er blevet inddraget gennem blandt andet ministerielle udvalg og kommissioner, offentlige høringer samt repræsentation i råd og nævn. Arbejdsmarkedets parters forhandlinger om kollektive overenskomster er et eksempel på organiserede interessers betydning.
Inddragelsen af organisationerne i beslutningsforberedende udvalg og kommissioner er blevet mindre udbredt siden 1980'erne, men organisationerne søger fortsat indflydelse gennem blandt andet direkte kontakter, høringssvar, forvaltningen, Folketinget og medierne.
Samarbejdet mellem staten og organiserede interesser kan beskrives med begrebet korporatisme. I dansk sammenhæng bruges betegnelsen partsdemokrati om forskellige former for inddragelse af organiserede interesser, herunder arbejdsmarkedets parters aftaler, organisationernes deltagelse i lovforberedelse og deres repræsentation i offentlige råd og nævn.

Interesseorganisationer giver borgere og samfundsgrupper mulighed for at samle deres synspunkter og søge politisk indflydelse mellem valgene. De kan tilføre beslutningsprocesser viden og gøre opmærksom på interesser, som ellers ikke ville blive hørt. Samtidig kan ulige adgang til ressourcer og beslutningstagere indebære, at nogle interesser får større gennemslagskraft end andre.
Interesseorganisationer adskiller sig fra politiske partier ved normalt at koncentrere sig om mere afgrænsede interesser frem for at søge regeringsmagten gennem valg. Grænsen mellem politisk og upolitisk foreningsaktivitet er dog ikke altid skarp, fordi eksempelvis fritids- og medlemsforeninger kan engagere sig politisk, når beslutninger berører deres område.