| Jacob Harris | |
|---|---|
Harris i 2026 | |
| Medlem af Folketinget valgt i Sjællands Storkreds | |
Nuværende | |
| Overtaget embede 24. marts 2026 | |
| Valgt ved | Folketingsvalget 2026 |
| Personlige stemmer | 2.307 |
| Personlige detaljer | |
| Født | 13. januar 1986 (40 år) |
| Fulde navn | Jacob Harris Nielsen |
| Politisk parti | Løsgænger (fra 2026) |
| Beskæftigelse | Selvstændig erhvervsdrivende, politiker |
| Arbejdsgiver | HK HANDEL (2020-2022), Fødevareforbundet NNF (2022-2025), Dansk Metal (2013-2020) |
| Links | |
| Biografi på folketinget.dk | |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Jacob Harris Nielsen (født 13. januar 1986) er en dansk politiker, uddannet blikkenslager og selvstændig erhvervsdrivende. Han blev valgt til Folketinget for Borgernes Parti ved folketingsvalget 2026, men blev fire dage efter folketingsvalget ekskluderet af partiet efter medieskriverier om, at han var i politiets søgelys i forbindelse med en konkurssag. Harris fortsatte som løsgænger og satte dermed danmarksrekord som den hurtigst tilkomne løsgænger i Folketinget efter et folketingsvalg.
Jacob Harris er uddannet blikkenslager fra TEC Gladsaxe i 2004-2008. Han arbejdede som blikkenslager indtil 2014, heraf desuden som tillidsrepræsentant 2012-2014. Derefter var Jacob Haris ansat som faglig sekretær 2014-2020, organizer 2020-2022 og teamleder 2022-2025. I perioden har han arbejdet med faglig organisering af cykelmekanikere i Dansk Metal og fødevarearbejdere i Fødevareforbundet NNF. I marts 2025 blev han selvstændig montør/sælger. I 2026 skrev Politiken, at han beskæftigede sig med at investere i byggeri og istandsættelse af ejendomme.
Jacob Harris stillede op til kommunalvalget 2021 i Høje Taastrup Kommune som kandidat for Socialdemokratiet. Under valgkampen sagde han, at der var tilfælde, hvor børn er sprunget ud som homoseksuelle, fordi det "var 'in' at være homoseksuel". I 2026 fortrød han udtalelsen over for BT.
Ved kommunalvalget opnåede Harris 98 personlige stemmer og en femtendeplads på Socialdemokratiets liste i kommunen.
Harris blev valgt til Folketinget ved Folketingsvalget 2026 i Sjællands Storkreds for Borgernes Parti. To dage efter folketingsvalget skrev mediet Finans, at Harris blev beskyldt for at have foretaget groft uforsvarlig forretningsførelse og stråmandsvirksomhed i det konkursramte selskab Krokodille ApS, som hans hustru officielt ejede. Konkursboets kurator fortalte, at der var grundlag for en politimæssig efterforskning mod begge og pegede desuden på omfattende privatforbrug betalt af selskabet.

Harris meddelte først, at han ville søge orlov fra Folketinget, efter at medierne skrev om beskyldningerne imod ham. Dagen efter blev han imidlertid ekskluderet fra Borgernes Parti. Harris meddelte derpå, at han alligevel ikke ville tage orlov, men i stedet fortsætte som løsgænger i Folketinget. Dermed satte han danmarksrekord som den hurtigst tilkomne løsgænger i Folketinget efter et folketingsvalg.
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link){{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)