| Jacob Riising | |
|---|---|
22. august 2014 | |
| Personlig information | |
| Fulde navn | Jacob Terp Riising |
| Født | 14. oktober 1978 (48 år) Herlev, Danmark |
| Nationalitet | |
| Bopæl | Taarbæk |
| Ægtefælle | Louise Kamman Riising |
| Børn | 3 |
| Beskæftigelse | Filmskuespiller, forfatter, tv-vært |
| Eksterne henvisninger | |
| Jacob Riisings hjemmeside | |
| Information med symbolet | |
Jacob Terp Riising (født 10. maj 1978 i Herlev) er en dansk tv-vært, idéudvikler og forfatter. Startende ud som tilrettelægger og radiovært på DRs Børneradio i 1999 var han frem til sin afskedigelse i 2018 tv-vært på flere programmer, for både børn og voksne, såsom Amigo, Rutsj, Gepetto News, Landeplagen (2010), Versus (2014-2018), Dansk Melodi Grand Prix, På rejse med Riising og mor (2016-2017), MGP og Hvem var det nu vi var.
Siden 2018 har han været freelance og har været vært på programmer hos Kanal 5 og Discovery+ som Voice Junior (2019), 5. Gear (2019) og Stjerner i trøjen (2021-2023).
Han debuterede som forfatter i 2008 med børnebogen 117 ting, du skal nå, inden du bliver gammel og grå, og har siden udgivet en række børnebøger som Karmaboy - Kometen og ond numsekløe (2015), Krølle og Puha - Den belgiske sliksamling (2018) og Tro på det, Theo (2022).
Riising er født og opvokset i Herlev til Brita Riising, børnepsykolog og far, dyrlæge. Han har to ældre søstre (født henholdvis 1968 og 1966).
Han har fortalt at han som barn var klassens klovn og at han siden han var barn ønskede at arbejde i mediebranchen.
Som 14-årig kom han i erhvervspraktik hos den daværende tv-kanal Kanal 2 i København og selv efter sin afsluttede praktik fortsatte han med at komme på stationen efter skole, hvor han hjalp med praktiske gøremål. Under sin tid hos tv-stationen fik han sin debut på tv, da han en dag måtte træde til som bagdelen af kamelen Johanna i Bubbers Badekar, da den oprindelige skuespiller meldte afbud.
I 1999, som 21-årig, blev Riising ansat hos DR som tilrettelægger og radiovært på P3’s Børneradio.
I 2001 var han med til at udvikle og lave børnenes melodigrandprix MGP.
Han har været vært på Amigo et quiz-show for børn med trillingerne Signe, Sara og Sandra Molin som hjælpere. Riising er også vært for Gepetto News og andre programmer på DR Ramasjang. Han var også vært for børnenes MGP i 2005, 2008, 2012, 2013 og 2021, først alene, siden hen sammen med først Bruno, dernæst Sofie Lassen-Kahlke, Szhirley og Anna Lin. Riising var i 2014 vært på Dansk Melodi Grand Prix sammen med Louise Wolff, i 2015 med Esben Bjerre og i 2016 med Anette og Hilda Heick.
I 2008 debuterede Riising som forfatter med børnebogen 117 ting, du skal nå, inden du bliver gammel og grå.
I 2010 var Riising vært på DR2's program Landeplagen, der i 15 afsnit portrætterede en række danske sange, som var blevet landeplager.
I 2014 blev han vært på DR's quizshow Hvem var det nu vi var og efterfølgende vært for programmet Versus.
Han har også skrevet en bog ved navn Den halvstore Gepetto bog i 2009 som er om Gepetto News.
I 2016 vandt han litteraturprisen Orla-prisen for sin børnebog Karmaboy - Kometen og ond numsekløe, som udkom i 2015.
I 2016-2017 var Riising og hans mor, Brita, med i DR-programmet På rejse med Riising og mor, med det formål at Riising ville lære sin mor bedre at kende. Baseret på det irske program 50 Ways to Kill Your Mammy besøgte Riising og Brita i første sæson Mexico, Sydafrika, Texas og Marokko, og i anden sæson besøgte de Italien, Holland, Island, Dubai og Filippinerne. Programmet blev modtaget med stor positiv kritik fra seere, men modtog samtidig kritik om, hvorvidt DRs brug af licenspenge til programmet var korrekt.
I perioden 2014-2018 var Riising vært på DR-underholdningsprogrammet Versus.
I oktober 2018 blev Riising afskediget fra sit job, som én ud af 205 ansatte under en større fyringsrunde på DR efter 19 års ansættelse. Riising annoncerede selv sin fyring på sin Instagramprofil.
I maj 2019 var Riising vært og kommentator sammen med Casper Elgård på tredje sæson af Kanal 5s tv-program 5. Gear. Riising deltog og vandt selv programmets anden sæson sammen med den danske musiker Krede i 2018. I 2019 var Riising også vært på Kanal 5s Voice Junior, som havde skiftet kanal fra TV 2.
I 2021 var han sammen med Anna Lin vært på børnenes melodigrandprix MGP. Samme år var han også vært på Discovery+s tv-program Stjerner i trøjen.
I 2022 deltog han, i makkerskab med tv-vært Anders Breinholt, i Kanal 5-programmet Jaget vildt.
I 2024 var han sammen med Louise Wolff vært på TV 2 Charlies indsamlingsshow Hjertegalla.
I 2026 medvirkede Riising i TV 2s underholdningsprogram Stormester.
Riising er gift med boligstylist Louise Kamman Riising. De mødtes da Riising var 19 år gammel og indledte et forhold umiddelbart efter. De har sammen tre børn og familien var frem til 2026 bosat i Taarbæk ved Klampenborg.
I april 2026 blev det rapporteret at Riising og hans hustru havde solgt deres villa for 24,5 mio. kroner. De købte boligen på 169 kvm. på en 435 kvm. stor grund i 2014 for 8,3 mio. kroner og tjente omkring 16 mio. kroner på salget.
| Spire Denne danske skuespillerbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |