Hans musikalske løbebane startede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hvor han studerede klaver, kontrabas, komposition og musikteori, for derefter at fortsætte musikstudierne på Københavns Universitet. Efter studier over Arnold Schönbergs musik, bl.a. i dennes eget arkiv, blev han dr. phil. i 1972 med sin afhandling om Schönberg. Samtidig med studierne var han lærer på konservatoriet 1953-1958 og derefter blev han lærer på universitetet fra 1961-1996, fra 1971 som professor. I årene 1974-1981 var han tilknyttet flere universiteter i USA som gæsteprofessor.
Som forsker og underviser må man nødvendigvis publicere sine meninger og resultater, og det har Maegaard gjort til fulde. Gennem talrige bøger, artikler og polemiske indlæg har han været en væsentlig spiller i udviklingen af kompositionsmusikken siden omkring 1950. I årene 1957-1959 var han formand for Det Unge Tonekunstnerselskab (DUT) og i mange år var han i redaktionskomiteen for Dansk Musiktidsskrift, som han også var en flittig bidrager til. I årenes løb er det blevet til adskillige anmeldelser af bøger, noder, LP’er og CD’er samt en lang række musikteoretiske artikler for slet ikke at tale om flere ret heftige pennefejder med andre musikpersonligheder om diverse musikspørgsmål. Også i DR var hen en flittig gæst, der både delagtiggjorde interesserede lyttere i musikkens hemmeligheder og debatterede med ligesindede og modstandere.
Musikalsk identitet
Jan Maegaards grav på Holmens Kirkegård.
Som så mange andre komponister i tiden efter 2. Verdenskrig kunne Maegaard ikke umiddelbart dele den forrige generations musikopfattelse. Han mente at det klassiske tonalitetsbegreb, som var udviklet gennem mere end 300 år ikke længere var brugbart. Det var Arnold Schönbergs ”Fem klaverstykker” op. 23, som Jan Maegaard havde fået foræret noderne til, der åbnede hans øjne for en anden måde at tænke musik på.
Mens pop, rock, jazz og visesang fortsatte i mere traditionelle spor, rykkede ”partiturmusikken” eller den ”klassiske” musik frem ad nye baner med tolvtonemusik, serialisme, fluxus og andre eksperimenter. Maegaards kompositioner viser en udvikling, der efter 1940'ernes post-nielsenske tone går via dodekafoni til en friere omgang med strukturer og en tilbagevenden til en slags tonalitet i nyere værker som cellokoncerten op. 98 (1993). Han skriver selv i 2006: ”Den musik, som jeg gik ind for i 1950erne og 60erne er i dag passé. Det er rimeligt, for situationen er jo underkastet en stadig fortløbende udvikling. Den musik, der komponeres nu, og det, der skrives om, er anderledes end dengang, og det er helt fint sådan”, men siger også: ”Først når vi har lært at klare os uden melodi og tonalitet, så kan vi vælge at bruge dem”.
Maegaard er måske ikke kendt i brede kredse, men det er sandsynligt at modernismen i dansk musik havde udviklet sig anderledes og mindre vitalt uden hans indsats.
Artiklen om Jan Maegaard kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.