| Julie Stage | |
|---|---|
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Københavns Universitet, BPP Law School |
| Beskæftigelse | Advokat (fra 2019) |
| Arbejdsgiver | Bruun & Hjejle |
| Information med symbolet | |
Julie Ingrid Stage er en dansk advokat med møderet for landsretten.
Hun blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 2016 og har derudover en L.L.B-grad fra BPP Law School (en) i England fra 2010. Efter at have taget sin juridiske embedseksamen blev hun ansat som advokatfuldmægtig hos advokatfirmaet Bruun & Hjejle, hvor hun i en årrække arbejdede i advokatfirmaets procesafdeling, herunder med advokatundersøgelsen af Danske Banks estiske filial, den såkaldte ‘hvidvasksag’. Julie Stage er oprindeligt uddannet journalist fra University of Leeds i 2004.
Julie Stage og advokat Mette Grith Stage er, trods det fælles efternavn, ikke i familie med hinanden.
Julie Stage har været advokat i flere spektakulære sager i Danmark og Grønland, såsom udleveringssagen mod hvalaktivisten Paul Watson, som i juli 2024 blev anholdt i Nuuk, Grønland på baggrund af en Red Notice (fr) udstedt af Interpol efter anmodning fra Japan, som ønskede Watson udleveret med henblik på retsforfølgelse. Julie Stage repræsenterede sammen med advokat Jonas Christoffersen Watson, som sad varetægtsfængslet mens Justitsministeriet behandlede sagen. Watson blev løsladt i december 2024 efter, at Justitsministeriet traf afgørelse om at afvise udleveringsanmodningen. I juli 2025 lykkedes det Paul Watsons internationale advokatteam, som blandt andet tæller den franske advokat François Zimeray at få ophævet den pågældende Red Notice.
Julie Stage fungerer som forsvarsadvokat for komikeren Jonatan Spang, der i 2025 blev anmeldt til politiet af fem kvinder. Efter anmodning fra Julie Stage afbeskikkede Københavns Byret i juni 2026 advokat Helle Hald, som reprænterede alle kvinderne som bistandsadvokat. I september 2026 rapporterede Ritzau, at en af kvinderne, der har anmeldt Spang selv var blevet sigtet i sagen. Sagen har senest i oktober 2026 vakt omtale, efter at Julie Stage i mediet K-Forum rettede kritik mod kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, der ifølge Stage har ydet rådgivning til den sigtede kvinde - og den nu 33-årige kvinde, som stod frem i Berlingske i september 2025 med sine anklager mod Spang - om, hvordan de startede en shitstorm mod Jonatan Spang i pressen. Stages udtalelse kom i forlængelse af, at den sigtede kvinde anmodede retten om et navneforbud. Anna Thygesen har nægtet at have bistået kvinderne med kommunikationsrådgivning, og har oplyst, at hun har indbragt Julie Stage og K-Forum til henholdsvis Pressenævnet og Advokatnævnet.
Julie Stage har også repræsenteret tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen i Østre Landsret i forbindelse med hans søgsmål mod advokat Yvonne Frederiksen, som udførte den advokatundersøgelse for TV 2, som medførte at Jes Dorph-Petersen måtte stoppe som vært på tv-stationens programmer. Advokat Yvonne Frederiksen blev frifundet af landsretten. Jes Dorph-Petersen ankede afgørelsen til Højesteret, som den 9. december 2025 gav den tidligere tv-vært fuldt med medhold i sagen og tilkendte ham knap 2 mio. kr. i erstatning. Det fremgår af dommen, at Højesteret fandt, at advokat Yvonne Frederiksen handlede groft ansvarspådragende under advokatundersøgelsen, og hverken havde bevismæssigt eller retligt grundlag for sin konklusion om, at Jes Dorph-Petersen havde udøvet sexchikane mod to kvinder, som havde indberettet Jes Dorph-Petersen til advokatundersøgelsen for påståede krænkende handlinger. Jes Dorph var i Højesteret repræsenteret af advokat Jonas Christoffersen, der førte sagen i nært samarbejde med advokat Julie Stage. Advokat Jonas Christoffersen udtalte efter domsafsigelsen:
”Højesteret fastslog i fuld overensstemmelse med den procedure, Julie Stage og jeg havde tilrettelagt, at advokatundersøgelsen var ansvarspådragende, så det var en glad Jes Dorph, der modtog dommen”.
Sammen med advokat Anders Németh repræsenterede Julie Stage tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen og tidligere kommunaldirektør Lars Møller Sørensen i en ankesag ved Grønlands Landsret, som blev hovedforhandlet i august 2025. Johansen og Møller-Sørensen - som begge nægtede sig skyldige - var i januar 2025 blevet dømt for bedrageri ved Sermersooq Kredsret, men blev 13. august 2025 frifundet af Grønlands Landsret på baggrund af flere nye beviser, som Németh og Stage havde tilvejebragt forud for ankesagens afgørelse.
Julie Stage er kendt for sin stemme i debatten om den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse og var en af flere eksperter, der holdt oplæg under den åbne høring om samtykkeloven, som blev afholdt i Folketingets Retsudvalg 15. maj 2024. Formålet med høringen var at få belyst, hvordan den nuværende samtykkelov er blevet implementeret og fungerer i praksis samt identificere eventuelle retssikkerhedsmæssige udfordringer forbundet hermed. Hun har været advokat i flere voldtægtssager og repræsenterede blandt andet en ung mandlig gymnasieelev fra Sorø Akademi, som blev frifundet for voldtægt af en kvindelig klassekammerat i en meget omtalt straffesag, som blev afgjort af Retten i Næstved 17. oktober 2022. Den kvindelige elev blev efterfølgende sigtet for falsk anmeldelse af voldtægt og for at have talt usandt i retten.