Kilcoe Castle

Kilcoe Castle er et beboelsestårn fra 1400‑tallet beliggende ved kysten i Roaringwater Bay, på en ø på omkring 0,8 hektar, kaldet Mannin Beg, i sognets Kilcoe i Roaringwater Bay i West Cork, Irland.

Den blev oprindeligt opført i 1458 af Clan Dermod, en gren af den irske MacCarthy-slægt. Det er et typisk irsk beboelsestårn fra middelalderen. Efter at have forfaldet gennem flere århundreder, blev det i 1997 købt af den britiske skuespiller Jeremy Irons, som har forestået en omfattende restaurering og bruger det som privat bolig.

Design

Bygningen, der ligner flere andre tårnhuse tilhørende irske klaner involveret i søfarts- og fiskerihandel, er opført direkte ud til kystlinjen, med dele af klippegrund slebet og formet til en rampe, muligvis for at man kunne trække både, fiskenet og forsyninger op. Selve hovedbygningen er et rektangulært tårn i fire etager, 20 m højt, hvortil er knyttet et fem‑etagers tårn med mindre grundplan, 26 m højt. Designet med et flankerende hjørnetårn er karakteristisk for slotte i West Cork. I stejle trapper findes smalle skydeskår, beregnet til at forsvaret fra slottet kunne stikke indtrængende med spyd, hvilket er et almindeligt træk ved middelalderlige befæstede bygninger. Væggene er mellem 1-2 m tykke.

Der er gang i murene mellem det store tårn og det mindre, som gør det muligt at få adgang til enkeltstående rum. To af disse rum kan have fungeret som fængsler: det øvre med vinduer til mere værdifulde fanger og gidsler, det nederste mørkt og for de mere almindelige kriminelle. At der var to fængselsrum, og at fangehullet var på en af de øverste etager snarere end under jorden, kan have været unikt for dette slot. Tårnene prydes med krenelering, som man ser det hos irske tårnhuse. Bygningen omkranses af en stenmur, der gav både privatliv og beskyttelse mod bølger og indtrængende. Muren har skydeskår og øverst en vægtergang. Det er det største slot i Roaringwater Bay, og designet med det ekstra hjørnetårn adskiller det fra andre tårnhuse i området.

Historie

Slottet blev opført i 1458 af Clan Dermod‑grenen af MacCarthys‑dynastiet. I 1603, under en langvarig belejring, blev det forsvaret af Fineen O'Driscolls søn Conchobhar (Connor) og overgav sig til de engelske styrker under George Carew, ledet af kaptajn George Flower. Ifølge legenden kastede angriberne forsvarerne ud fra toppen. Det var det sidste slot, der faldt i Munster (og mere specifikt i den tidligere baroni Carbery) efter nederlaget ved Kinsale. Efter overgivelsen forfaldt slottet, og først i 1966 blev ejeren – en bonde der ejede jorden hvor slottet lå – registreret som ejer. I 1972 blev det solgt til Edward Samuel, en arkitekt med base i London.

Restaurering

Siden slutningen af 1970’erne fandtes der en byggetilladelse, som Samuel havde opnået, til at restaurere bygningen til boligbrug. Han byggede også en bro, der forbinder slottets ø med fastlandet.

I 1996 blev slottet sat til salg. På trods af protester mod at overlade det til privat ejerskab, købte den engelske skuespiller Jeremy Irons slottet og jorden omkring det i 1997 for IR£150.000. Han havde allerede boet i en nærliggende gård sammen med sin hustru Sinéad Cusack. De indgav en ny ansøgning om byggetilladelse i februar 1998, med planer om at bruge over £1 million på restaureringen. Planerne indebar bl.a.: opbevaringsrum i stueetagen; sovesal‑udformning på første sal; køkken, opholdsstue og spisestue på tredje sal; kapel og bibliotek på fjerde; og et soveværelse med badeværelse på femte. I stedet for en traditionel septiktank blev installeret et biocycle‑system baseret på tørv. Hovedtårnets tredje sal blev indrettet som stort, toetagers opholdsrum, en såkaldt “solar”, med masser af dagslys. Tårnets turret på syvende sal blev også restaureret. Irons tog et år fri fra skuespil for at fokusere på projektet, og planlagde at tilbyde slottet som refugiumfor forfattere, historikere og arkæologer. Han har også arrangeret besøg på slottet som fundraising aktiviteter.

Restaureringen blev udført sådan, at forstyrrelse af bygningens oprindelige opbygning og materialer blev minimeret; f.eks. blev der ikke boret huller i den udvendige stenmur. Kalkmørtel og en harling‑overflade (puds) blev brugt på ydersiden af tårnene. Yderligere dele af mure og tilbyggede bygninger, fx et lille hus baseret på oprindeligt bevarede fundamenter, blev opført. Tilsyn, design og planlægning blev varetaget af eksperter fra Storbritannien, Irland og Frankrig; og selve arbejdet blev udført med lokal arbejdskraft, ofte folk der blot dukkede op ved døren. Sten til restaureringen blev hentet fra Castlehaven, County Cork, og Liscannor, County Clare, og en kran kom fra Frankrig. Hele restaureringen tog 6 år at fuldføre, og Irons beskrev det som en “jazz riff on the medieval”,

Referencer

51°32′25″N 9°24′52″V / 51.54024°N 9.41442°V / 51.54024; -9.41442