Kontrolminister

En kontrolminister er en politiker fra et oppositionsparti, der i krigs- eller krisetider optages i regeringen, typisk som minister uden portefølje, for at have indseende med fagministrenes administration og politiske dispositioner og dermed give partier, som ellers ville have stået i opposition, indflydelse på landets styrelse. Der findes ikke nogen skarp afgrænsning mellem en regering med kontrolministre og en egentlig samlingsregering, idet begge konstruktioner indebærer et udvidet regeringssamarbejde på tværs af de normale partiskel. Ordningen blev i Danmark anvendt under såvel 1. verdenskrig som i begyndelsen af 2. verdenskrig og havde den konsekvens, at Folketingets rolle i praksis blev svækket, fordi væsentlige spørgsmål i høj grad blev afgjort internt i ministeriet, før de nåede Folketinget og offentligheden.

I ministeriet Zahle II var J.C. Christensen, Christian Michael Rottbøll og Thorvald Stauning fra 1916 til 1918 kontrolministre (benævnt Ministre uden Portefeuille), og Stauning fortsatte i denne funktion til 1920. Den 10. april 1940 indtrådte Søren Brorsen, O.C. Krag, Henrik A.R. Hauch, Henning Hasle, John Christmas Møller og Vilhelm Fibiger som kontrolministre, ligeledes benævnt ministre uden portefølje, i regeringen Thorvald Stauning V.

Referencer

  1. ↑ "indseende" i Den Danske Ordbog
  2. ↑ Skou, Kaare R. (2007). "Kontrolminister". I Brandt, Ulrik (red.). Dansk politik A-Å: leksikon (2 udgave). København: Aschehoug Dansk Forlag. s. 418. ISBN 978-87-11-31440-1. OCLC 562044236.
Spire
Denne artikel om politik og ideologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.