Landsforvisning

Landsforvisning er en tidligere straf, hvorved en person blev udvist af det land, hvori vedkommende var statsborger, og dermed faktisk berøvet muligheden for at udøve sine statsborgerlige rettigheder i fædrelandet. Landsforvisning, der kan betragtes som en videreførelse af ældre tiders fredløshed, blev tidligere, med eller uden tillæg af anden straf, anvendt for en række alvorligere lovovertrædelser, men blev efterhånden forladt af den nyere strafferet.

Som strafform er landsforvisning blevet kritiseret af både statsretlige, folkeretlige og kriminalpolitiske grunde. Den strider mod det statsretlige princip om, at et lands borgere ikke bør kunne berøves retten til ophold i deres eget land, mens det samtidig er blevet anset for folkeretligt utilstedeligt, at en stat ved landsforvisning overfører sine forbrydere til andre stater. Anvendt i større omfang ville ordningen kunne føre til en egentlig udveksling af lovovertrædere mellem landene med betydelige farer for retstilstanden.

Landsforvisning blev desuden kritiseret for at ramme forskellige lovovertrædere meget ulige. Straffen kunne være yderst byrdefuld for en person uden formue, som på grund af sit erhverv eller andre forhold havde vanskeligt ved at skaffe sig et udkomme i et fremmed land, mens den kunne indebære forholdsvis få ulemper for en velhavende person eller en person, der uden større vanskeligheder kunne ernære sig, uanset hvor vedkommende opholdt sig.

Danmark

I dansk ret var landsforvisning foreskrevet i Christian 5.s love for flere forskellige lovovertrædelser, herunder modstand mod øvrigheden, slagsmål under særlige omstændigheder samt signen, målen og manen. Ved trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799 blev landsforvisning desuden indført som straf for trykte fornærmelser mod kongen og kongehuset, udbredelse af had og misnøje mod regeringen samt angreb på den monarkiske regeringsform. Et kendt tilfælde fra dansk retshistorie er P.A. Heibergs landsforvisning i 1800.

Ved forordning af 30. marts 1827 blev de almindelige lovbestemmelser om landsforvisning ophævet. Der bestod dog en undtagelse for undersåtter, der "maatte affalde fra den evangelisk-christelige Religion", idet disse fortsat var udelukket fra ophold i riget, medmindre de opnåede kongens tilladelse. Denne undtagelse bortfaldt med Grundloven af 1849.

Landsforvisning blev midlertidigt genindført ved lov af 3. januar 1851 om pressens brug som straf for ved trykken at opfordre til oprør samt for opfordringer til angreb på Rigsdagen eller forfatningen. Bestemmelserne blev ophævet ved straffeloven af 1866, hvorefter landsforvisning på ny forsvandt fra dansk strafferet.

Retten for danske statsborgere til at opholde sig på dansk område blev siden betragtet som principielt umistelig. Under den tyske besættelse af Danmark blev dette princip således gjort gældende over for de tyske myndigheder i forbindelse med deportationen af danske borgere.

Landsforvisning, udvisning og udlevering

Landsforvisning må skelnes fra udvisning af udlændinge. Efter § 16 i den danske straffelov af 1866 skulle udlændinge, der ikke i de foregående fem år havde haft fast ophold i den danske stat, udvises af riget, hvis de blev idømt strafarbejde. Bestemmelsen gav desuden mulighed for udvisning af en tidligere straffet person, der blev idømt fængsel på vand og brød. En sådan udvisning blev imidlertid ikke betragtet som straf og havde, da den alene vedrørte udlændinge, ikke karakter af landsforvisning.

Landsforvisning må ligeledes skelnes fra udlevering af lovovertrædere til en anden stat. Efter lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere hed det i § 2, at "En dansk statsborger kan ikke udleveres". Loven omfattede dog ikke udlevering til Finland, Island, Norge og Sverige, som var reguleret ved lov nr. 27 af 3. februar 1960. Efter denne lovs § 2 kunne en dansk statsborger udleveres til et af disse lande, hvis vedkommende i de sidste to år før den strafbare handling havde haft bopæl i det land, hvortil udleveringen ønskedes, eller hvis en tilsvarende handling efter dansk ret kunne medføre en strengere straf end fængsel i fire år. Politiske lovovertrædelser var dog undtaget efter lovens § 4.

Der fandtes endvidere i § 17 i lov nr. 259 af 1. juni 1945 om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed hjemmel til, ved overenskomst med en fremmed stat og under forudsætning af gensidighed, at udlevere danske statsborgere, som i et af Tyskland besat land havde begået handlinger, der var strafbare i det pågældende land.

Andre nordiske lande

I Sverige foreskrev Missgärningsbalken i 1734 års lov landsforvisning for blandt andet frafald fra den rene evangeliske lære, udbredelse af vildfarende læresætninger samt fremsættelse af løgne og falske rygter, der vedrørte rigets sikkerhed. Samtlige bestemmelser om landsforvisning bortfaldt ved forordningen om indførelsen af den nye straffelov i 1864.

I Norge ansås de ældre bestemmelser om landsforvisning for ophævet ved kriminalloven af 1842, mens landsforvisningsstraffen i Danmark som nævnt var blevet afskaffet i 1827. I Finland blev bestemmelserne om landsforvisning i Missgärningsbalken ophævet ved forordningen om indførelsen af den nye straffelov i 1889. Efter denne lov kunne en udlænding, der blev dømt for proselytmageri, dog efter udstået straf tillige dømmes til udvisning af landet.

I begyndelsen og midten af det 20. århundrede blev landsforvisning på denne baggrund i den juridiske litteratur beskrevet som en i moderne lovgivning forladt og i praksis afskaffet strafform.

Referencer