| Lars Graugaard | |
|---|---|
| Information | |
| Født | 10. februar 1957 (69 år) Frederiksberg, Danmark |
| Oprindelse | dansk |
| Statsborger | Kongeriget Danmark |
| Sprog | Dansk |
| Beskæftigelse | fløjtenist, komponist, dirigent og underviser |
| Aktive år | 1983 - |
| Instrumenter | |
| fløjte, computer | |
| Eksterne henvisninger | |
| Lars Graugaards hjemmeside | |
| Information med symbolet | |
Lars Graugaard (født 1957 på Frederiksberg) er en dansk fløjtenist, komponist, musiklærer/forsker og producer af partiturmusik, improviseret musik og eksperimentel techno.
Graugaard studerede komposition hos Niels Viggo Bentzon og fløjte hos bl.a. Poul Birkelund samt supplerende undervisning fra Michel Debost ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1977-1983, hvorefter han dimitterede med en Diplomeksamen i fløjte.
I starten af 80erne søgte han kortvarigt kompositionsvejledning hos ledende danske komponister, inden han påbegyndte selvstudier i partiturkomposition og andre former for musikalsk skaben.[1] I 2006 forsvarede han sin PhD i interaktiv musik (en) ved Oxford Brookes Universitet (en) med titlen Gesture And Emotion In Interactive Music - Artistic And Technological Challenges, vejledt af Robert Rowe og Paul Dibley.
Graugaard har siden 1983 arbejdet som free-lance komponist, fløjtenist og laptop performer. Han har modtaget et stort antal bestillinger og legater, og har komponeret fire operaer og 14 orkesterværker foruden en lang række værker for solo instrument, kammerensembler og stemme. Siden 2005 optræder han som laptop musiker med elektronisk musik som han fremfører ved hjælp af sin egen programmering, dels solo, dels i mindre besætninger med musikere erfarne i improvisation.

1997-1999 var han huskomponist ved Odense Symfoniorkester og 1997-2004 var han docent i interaktiv musik ved Det Fynske Musikkonservatorium. Han var amanuensis 2003-2008 ved Aalborg Universitets afdeling for Software og Medieteknologi og han var gæstelærer 2008-2011 ved Det Islandske Kunstakademis musikafdeling. I 2010 blev han Visiting Faculty Artist ved New York Universitets musikafdeling (en) (Department for Music and Performing Arts Professions) og 2013-2015 var han huskomponist ved Grup Instrumental de València (en)
Siden 2000 har han holdt kurser og forelæsninger på fremtrædende universiteter og konservatorier verden over, såsom Stanford University, Columbia University, Boston University, University of California, San Diego (en) og Kunitachi (en) samt Juilliard School of Music, Jerusalem Academy of Music and Dance (en), Université Paris (en), Rotterdams Musikkonservatorium (en) og Sibelius Akademiet (no) i Helsinki.
2000 var han lærer ved ACOF Young Composers’ Orchestra Workshop som blev afholdt i Australien og 2004 var han underviser ved June In Buffalo. Graugaard var medlem af juryen ved Hong Kong Composers’ Guild Competition 2010, og han var kunstnerisk leder af ISCM World Music Days 1996, ICMC 2007 og re-new digital arts festival 2008-2013.
I 2013 startede han plade- og produktionsselskabet clang Arkiveret 19. maj 2017 hos Wayback Machine, der fungerer som distributionsplatform for ligesindede producenter og komponister.
Graugaard er en frodig og alsidig pioner med en stilistisk baggrund der spænder fra klassisk og samtidsmusik til improviseret og populærmusik. Med udgangspunkt i 70ernes hippie-miljø rettede hans interesse sig hurtigt mod en bredere opfattelse af musikalsk skaben i fremførelse og komposition. Mens han studerede fløjte ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium påbegyndte han selvstudier af musikpartiturer, samtidig med at han indledte samarbejder med en lang række musikere med stor erfaring indenfor improvisation, i hvad der kan betegnes som "praktiske feltstudier i krydsfeltet mellem komponist og musiker".
I slutningen af 80erne begyndte han at eksperimentere med computersystemer som kompositorisk værktøj, men hurtigt skiftede han over til at bruge computeren til fremførelsen af realtidsbaseret, musikalsk interaktion i partiturværker, hvilket resulterede i værker som Timid Souls (1989/90) og Incrustations (1994). I starten af 90erne udviklede han sin aktuelle kompositionsteknik af ‘intuitiv konstruktion’, hvor en klanglig forestilling resulterer i en uhindret komponering i korte, intense tidsforløb der gennem sin natur ikke behøver justeringer eller revision. De første værker komponeret med denne metode er River And Leaf (1991/92), The Circle And The Web (1992) og orkesterværket Sated Bodies (1993/94), mens pulseringer kombineret med tidsbunden elasticitet der referer til hans musikalske start i 70erne optræder fuldt udviklet første gang i Black Walls (1995).
Hans voksende erfaring med informationsteknologi indenfor musik resulterede bl.a. i tre interaktive operaer, uropført i årene 2001 til 2006. Under 00erne udviklede han gradvist laptop computeren som sit selvstændige instrument for realtidsfremførelse af elektronisk musik, hvilket medførte at han gradvist ophørte med at give koncerter som fløjtenist. Elementer fra andre musikgenrer vandt i denne proces stigende indpas hos ham som musiker og bragte ham tilbage mod sit udgangspunkt i 70ernes eksperimenterende musik, nu kombineret med et solidt kompositorisk fundament. Sin partiturmusik videreudviklede han ved at inddrage empiriske iagttagelser fra kognitive studier i musik, der blotlægger relationer mellem karakteristika ved notation og det oplevede, generelle musikalske udtryk.[2] Dette gør det muligt for ham at fastholde sit kompositoriske materiales integritet, uden at det går i konflikt til musikkens klingende udtryksdimension, og som det forefindes i værker som Three Places (2011), Venus (2013) og Engage And Share (2014).
Graugaards orkesterværker er blevet opført i Nord- og Sydamerika, Europa, Asien og Australien. Hans værker udgives af Pathos Publishing, bortset fra tidlige værker der er udgivet af Edition S og Engstrøm & Sødring.
Hans værker er blevet opført ved festivaler og koncerter verden over, som for eksempel Festival Internacional Cervantino (en), Nordiske Musikdage, Aspekte Salzburg (tysk), Gulbenkian Festival, no:ULTIMA Oslo Contemporary Music Festival (en), en:Ensems (en), Iceland Arts Festival og Dark Music Days.
Hans orkesterværker er blevet opført i Danmark (Det Kongelige Kapel, Odense Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester), i Nordamerika (NYU Symfoniorkester), Polen (Den Pommerske Filharmoni), Australien (Tasmaniens Symfoniorkester), Asien (Hong Kongs Filharmoniske Orkester) og Latinamerika (Guanajuato Symfoniorkester, Queretaro Filharmoniske Orkester, Matanzas Symfoniorkester, Det Chilenske Kammerorkester), under ledelse af dirigenter som David Porcelijn, Sergio Cardenas, Juan Pablo Izquierdo, Maximiano Valdes, Jens Georg Bachmann, Tamas Vetö, Thomas Dausgaard, Jan Wagner og Tsung Yeh.
Solister som Andras Adorjan, Isabelle Faust, Edgard Guggeis, Lionel Party, Jean-Michel Pilc, Esther Lamneck og Sofia Asuncion Claro har spillet hans musik, og det islandske ensemble CAPUT har ved flere lejligheder bestilt værker hos ham.
Efter han stoppede som fløjtenist i midten af 00erne har Graugaard utrætteligt udforsket de nyeste muligheder indenfor elektronisk musik. Han er ligeså hjemmevant indenfor abstrakt og udfordrende partiturmusik som ubesværede og sammensatte klubrytmer, og dette har givet ham sin egen tilgang til elektronisk musik. For eksempel, så har han anvendt empiriske modeller af tone-sekvenser i sin computerkode,[3] hvilket bidrager til at give et særligt perspektiv på de melodiske mønstre, akkord-progressioner og parametriske effekter han anvender.
Graugaards arbejder som komponist, musiker og producent er rigt repræsenteret med over 30 udgivelser siden starten af 80erne på LP, CD, DVD og i digital form. Siden 2009 har han dertil brugt indspilningsstudiet til at afslutte etaper i udviklingen af hans software, med fokus på kommercielle udgivelser. Værkerne dette resulterer i, er redigerede versioner af semi-improviserede indspilninger hvor hver udgivelse er en samling af arbejder med specifikke musikalske mål og problemstillinger. Denne musik er i en rig blanding af genrer som i sit hele viser tilbage til Graugaards rødder i 70ernes performative eksperimenter, samtidig med at de som redigerede optagelser er solidt forankret i den ‘intuitive konstruktion’ han anvender i sine partiturkompositioner.
|