Livrente

En opsat livsvarig livrente er i pensionsøjemed en opsparingsform, hvor forsikringstager modtager en løbende udbetaling resten af livet fra det aftalte udbetalingstidspunkt. Det er kun muligt at oprette en livrente i pensions- og livsforsikringsselskaber, idet der er tale om en forsikring, hvor ingen parter ved, hvad den samlede udbetaling bliver.

Livrente i Danmark

En dansk livrenteordning er fradragsberettiget, ligesom man skal betale personlig indkomstskat af udbetalingerne. Det er muligt at tilknytte en garanti til opsparingen, således at den opsparede værdi bliver udbetalt til de efterladte, hvis forsikringstager dør inden udbetalingstidspunktet. Livrenten er som udgangspunkt ikke sikret ved dødsfald i udbetalingsperioden. Det er dog muligt at tilknytte en garanti, men prisen til denne må maksimalt udgøre 10% af den samlede indbetaling.

Udbetalinger fra en livrente bliver modregnet i både efterlønnen og folkepensionens pensionstillæg.

Fradragsregler ved en privat livrente

En privat livrente er fradragsberettiget.

Fradragsregler ved en arbejdsgiverbetalt livrente

Indbetales der til den via et firma, f.eks. i forbindelse med et ansættelsesforhold, er der bortseelsesret, hvilket betyder, at den del, der indbetales, ikke indgår i det skattepligtige indkomst hos forsikringstageren. Det har således samme effekt som et fradrag.

Dispositioner

Hæves en livrentes værdi før den opnåede pensionsudbetalingsalder, skal der betales 60% i statsafgift af værdien. Derudover vil forsikringsselskabet typisk tage et gebyr for at opgøre og udbetale pensionen i utide.

Er man nået pensionsudbetalingsalderen men ønsker at få liverente udbetalt på én gang som en sum, skal der ligeledes betales 60% i statsafgift. Dog kan den udbetales som en sum til 40% i afgift, hvis den årlige ydelse fra livrenten udgør mindre end 11.400 kroner.

Livrenten kan ikke omlægges til andre pensioner eller skattekoder.