Lucie Marie Reventlow
Baggrund
Lucie Marie Reventlow var datter af officer, greve Eberhard Carl Paul Erdmann Emanuel Haugwitz Hardenberg Reventlow (1850-1931) og Catinka Elisabeth Maximiliane Georgine von Pappenheim (1859-1906). Familien var en af Tysklands højaristokratiske familier, der levede et kosmopolitisk liv med ophold i Tyskland, Italien og Danmark, hvortil den også var slægtskabsmæssigt tilknyttet. I 1909 giftede hun sig med lensgreve Christian-Einar Reventlow, en af Danmarks største jordbesiddere, som residerede på Brahetrolleborg.
Lucie Marie Reventlow blev beskrevet som en charmerende, livlig og udadvendt kvinde, der formåede at udnytte de muligheder, hendes sociale og økonomiske position gav hende. Hun udgjorde på mange måder en modsætning til sin mere indadvendte og sky ægtefælle, der fordybede sig i familiehistorie og kunststudier.
Efter 1. verdenskrig engagerede Lucie Marie Reventlow sig i hjælpearbejdet for wienerbørnene og tog sig samtidig af sin far og sin søster Naka Haugwitz, som var kommet til Danmark efter tabet af familiens gods og formue som følge af krigens afslutning i Tyskland.
Gennem søsterens engagement i Det Danske Pigespejderkorps (DDP) blev Lucie Marie Reventlow selv aktiv i spejderarbejdet. I perioden 1921–1933 var hun formand for DDP’s bestyrelse og en af de væsentligste drivkræfter bag oprettelsen af Spejderskolen i 1922. Skolens første forstander var Elisabeth Flagstad, der samtidig fungerede som privatlærerinde på Brahetrolleborg. Spejderskolen havde oprindeligt til huse i Brahetrolleborgs skovridergård, hvor Lucie Marie Reventlow sammen med Flagstad og sin søster bidrog til istandsættelsen af lokalerne og skaffede møbler fra familiens øvrige godser. Skolen blev drevet som husholdningsskole med plads til 24 elever, men den store søgning nødvendiggjorde allerede efter et år en flytning til større lokaler i en tidligere stolefabrik i Korinth.
Efter Elisabeth Flagstads død i 1938 overgik skolen til hendes familie, men gennem Lucie Marie Reventlows økonomiske støtte lykkedes det året efter Naka Haugwitz at købe den tilbage. Lucie Marie Reventlow betragtede spejderbevægelsen som en international fredsskabende kraft og beskrev den som ”den største afrustningsfactor” blandt unge verden over. På grund af hendes personlige engagement og økonomiske støtte blev området omkring Brahetrolleborg og Korinth i mange år et centrum for pigespejderarbejdet i Danmark. Spejderskolen eksisterede fortsat ved årtusindskiftet og har siden 1988 fungeret som efterskole med tilknytning til spejderbevægelsen.
Personlige tab og økonomiske udfordringer
I 1928 døde Lucie Marie Reventlows eneste søn, Christian Ditlev, blot 16 år gammel under et skoleophold i England. Sønnens død påvirkede hendes mand dybt, og han døde året efter. De to dødsfald komplicerede gennemførelsen af lensafløsningen på godserne Brahetrolleborg, Christianssæde og grevskabet Reventlow i Sønderjylland, samtidig med at landbruget i 1930'erne befandt sig i en alvorlig krise.
Lucie Marie Reventlow stod over for betydelige økonomiske udfordringer, som hun havde begrænsede forudsætninger for at håndtere, og hun modtog ikke altid hensigtsmæssig rådgivning. Af hensyn til tradition og familiebånd valgte hun at blive boende på Brahetrolleborg, mens de øvrige besiddelser blev afhændet. I denne forbindelse bidrog hun afgørende til, at hovedbygning og park på Pederstrup på Lolland blev overdraget til Reventlow-Museet, der blev oprettet i 1940 til minde om statsminister Christian Ditlev Reventlow.
Senere år
Lucie Marie Reventlow tilbragte en stor del af sin tid på udenlandsrejser, især i England. Under 2. Verdenskrig opholdt hun sig i England, hvor hun i 1940 giftede sig med en engelsk officer. Under bombardementerne af London deltog hun i Air Raid Precaution’s hjælpearbejde, hvilket hun senere modtog en engelsk medalje for. Hun var desuden æresmedlem af Det Danske Pigespejderkorps.
Efter sin anden mands død i 1947 vendte hun tilbage til Brahetrolleborg. I 1960 overdrog hun godset til sin svigersøn Erik Mourier, men forblev selv boende på slottet frem til sin død, næsten 100 år gammel. I sine sidste år bestræbte hun sig på at opretholde slægtens traditioner, ikke mindst i relationen til det lokalsamfund, der siden 1700-tallet havde været knyttet til Brahetrolleborg og Reventlow-slægtens virke.
