Ludwig Leichhardt

Den første Leichhardt ekspedition (1844–1846)

Tidligt i 1844 vendte Leichhardt tilbage til Sydney. Han håbede at komme med på en planlagt ekspedition, som med finansiering fra koloniregeringen skulle rejse fra Moreton Bay til Port Essington 300 kilometer nord for Darwin. Ekspeditionen blev ikke til noget, men Leichhardt besluttede selv at arrangere en ekspedition. Ledsaget af frivillige og med privat finansiering sejlede han fra Sydney i august 1844 til Moreton Bay, hvor yderligere fire tilsluttede sig ekspeditionen. Blandt deltagerne var naturhistorikeren John Gilbert, som allerede havde ekspeditionserfaring. I alt var de 10, som med heste og trækokser 1. oktober 1844 startede fra Jimbour Homestead, den yderste udpost i Darling Downs.

Efter kort tid indså Leichhardt, at han måtte reducere ekspeditionens størrelse, da de havde medtaget for lidt proviant, og han sendte to deltagere tilbage. Denne foranstaltning var ikke tilstrækkelig, så han måtte senere skære ned på proviantrationerne.

Leichhardt opdagede undervejs en kulforekomst, hvor han tog stenprøver. I en af hans prøver blev der fundet koraller, som blev opkaldt efter ham. Han og Gilbert undersøgte ukendte fisk, frøer, slanger og firben. Ikke kun disse, men også klima- og vejrobservationer noterede han i sin rejsejournal, som han skrev om aftenen. Gilbert og Leichhardt indsamlede planter og præparerede fugle og øgler. På grund af tab af transportdyr måtte store dele af samlingen dog efterlades mod slutningen af ekspeditionen.

Ekspeditionen mødte adskillige aboriginske stammer, og Leichhardt noterede oplysninger om deres livsstil, ernæring og redskaber. Det var dog vanskeligt at etablere kontakt, da Leichhardt ikke havde medbragt gaver og kun gav dem brugsgenstande. De indfødte var imidlertid ikke interesserede i disse. Under et overfald 28. juni 1845 blev Gilbert dræbt og to ekspeditionsdeltagere alvorligt såret.

Leichhardt opdagede bjergkæder, floder og bjerge og opkaldte dem efter sine ledsagere, sine venner og efter ekspeditionens støtter. Blandt disse er for eksempel Lynd Range, Mount Nicholson og Mount Phillips, Roper River, Burdekin River, Gilbert River, Calvert River og Brown Lagoon.

Efter en rejse på næsten 4.800 kilometer over land, og længe efter at være opgivet som afgået ved døden, nåede Leichhardt 17. december 1845 til Port Essington, hvor et kompagni marinesoldater var udstationeret.

Han vendte tilbage til Sydney med skib, hvor han ankom 25. marts 1846 og blev modtaget som en helt. Leichhardt beskrev rejsen i The Journal of an Overland Expedition in Australia, from Moreton Bay to Port Essington, a Distance of Upwards of 3000 miles, During the Years 1844 and 1845.

Den anden Leichhardt Ekspedition (1846)

Leichhardts anden ekspedition fik økonomiske støtte fra regeringen, men også betydelige private bidrag. Den startede december 1846 og var planlagt til at gå fra Darling Downs til den australske vestkyst og i sidste ende Swan River og Perth. Ekspeditionen måtte dog afbrydes efter kun 800 kilometer på grund af kraftig regn, malaria og sult. Den vendte tilbage til Darling Downs i juni 1847. Nogle medlemmer af ekspeditionen var tæt på at gøre oprør, da de fandt ud af, at Leichhardt ikke havde medbragt en medicinkasse. Med udsigt til en fiasko, virkede det som om, at Leichhardt fik et nervøst sammenbrud, og den aboriginske guide Harry Brown overtog i praksis lederskabet og førte ekspeditionen tilbage til Darling Downs.

Leichhardt gav ekspeditionsmedlemmernes svaghed skylden for det forfejlede forsøg på at krydse Australien. John Frederick Mann, der var ekspeditionens næstansvarlige, publicerede en tilbagevisning 20 år senere og bogen Eight Months with Leichhardt efter 40 år.

Mellem anden og tredje ekspedition

Da Leichhardt var kommet sig over sin malaria, brugte han seks uger i 1847 på at udforske Condamine Rivers løb i det sydlige Queensland og landet mellem ruten for en anden ekspedition anført af Sir Thomas Mitchell i 1846 og hans egen ekspedition. Han tilbagelagde næsten 1.000 kilometer på denne tur.

I april 1847 delte Leichhardt den årlige pris fra det franske geografiske selskab Société de Géographie med den franske opdagelsesrejsende Charles-Xavier Rochet d'Héricourt. Kort efter, 24 maj, fik han også det britiske Royal Geographical Societys Patron's Medal som anerkendelse af 'den øgede kendskab til det store australske kontinent', som blev opnået med hans rejse fra Moreton Bay til Port Essington. Leichhardt så aldrig selv disse medaljer, men vidste han havde fået dem. I et af hans sidste kendte breve skrev han:

Jeg hørte med glæde, at det geografiske selskab i London havde givet mig en af deres medaljer, og at det geografiske selskab i Paris havde tildelt mig en lignende ære. Naturligvis er det glædeligt, at så kritiske autoriteter betragter mig værdig til sådan ære, men hvad jeg end har gjort, har det aldrig været for ærens skyld. Jeg har arbejdet for videnskabens sag, ikke for andet.

I 2012 købte National Museum of Australia medaljen, som Leichhardt blev tildelt af Londons Royal Geographical Society i 1847. Den havde været i efterkommere af Leichhardt-familien besiddelse.

Den tredje ekspedition og forsvinden

I 1848 rejste Leichhardt igen fra Condamine River i et nyt forsøg på at krydse Australien og nå Swan River. Ekspeditionen bestod af Leichhardt, fire europæere, to aboriginske guider, syv heste, 20 muldyr og 50 ungtyre. Europæerne var Adolph Classen, Arthur Hentig, Donald Stuart og den tidligere straffefange Thomas Hands. De aboriginske guider var Wommai og Billy Bombat fra Port Stephens.

Gruppen blev sidste gang set 3. april 1848 ved Macphersons Station vest for Roma i Darling Downs. Leichhardts forsvinden er blevet efterforsket af mange, men forbliver et mysterium. Det var forventet, at ekspeditionen ville være to eller tre år undervejs, men da man efter denne tid ikke havde hørt noget, antog man, at Leichhardt og hans rejseledsagere var afgået ved døden. De seneste spor efter ekspeditionen tyder på, at de er døde i den store ørken Great Sandy Desert i det indre Australien.

I 1852 sendte regeringen i New South Wales en ekspedition under ledelse af Hovenden Hely ud for at lede efter Leichhardt. Det eneste ekspeditionen fandt var en lejrplads med et træ markeret med "L" over "XVA". I 1858 blev endnu en ekspedition sendt af sted, denne gang under ledelse af Augustus Gregory. 21. april nær, hvad der nu er Blackall, ved Barcoo River (Cooper's Creek), fandt ekspeditionen endnu et træ mærket med "L".

I 1864 opdagede Duncan McIntyre to træer mærket med "L" ved Flinders River nær Carpentariabugten. Da han nåede til Victoria, telegraferede McIntyre til Royal Society 15. december 1864 , at han havde fundet "to træer mærket med L, omkring 15 år gamle". Han blev efterfølgende udnævnt til leder af en ny eftersøgningsekspedition. Den fandt dog ikke flere spor efter Leichhardt.

I 1869 hørte man i Western Australia rygter om et sted, hvor der var rester af mænd og heste, som var blevet dræbt af indfødte australiere. En eftersøgningsekspedition blev sendt ud under ledelse af John Forrest, men der blev ikke fundet noget. Efterfølgende konkluderede man, at historien kunne skylde rester af heste, der blev efterladt ved Poison Rock af Robert Austins ekspedition i 1854.

Mysteriet om Leichhardts skæbne optog opdagelsesrejsende i mange år. På David Carnegies ekspedition gennem Gibson og Great Sandy ørkenerne i 1896, stødte han på aboriginere, som havde en teltpløk af jern, låget til en tændstiksæske af tin og et stykke jern fra en sadel. Carnegie spekulerede i, om disse kunne være fra Leichhardts ekspedition.

I 1900 blev der fundet en messingplade med Leichhardts navn, men der er ikke senere fundet genstande som med sikkerhed kan henføres til Leichhardts sidste ekspedition".

Leichhardts navneplade

I 2006 autentificerede australske historikere og videnskabsmænd den lille messingplade (15 cm × 2 cm) med indskriften "LUDWIG LEICHHARDT 1848", som blev fundet i 1900 af en aboriginsk kvæghyrde nær Sturt Creek, mellem Tanami og Great Sandy ørkenerne, i Western Australia tæt på grænsen til Northern Territory. Pladen sad på et delvist brændt haglgevær, der hang i et australsk baobabtræ, som var indgraveret med et "L". Pladen er nu en del af National Museum of Australias samling.

Før navnepladen blev autentificeret kunne historikere kun spekulere i, hvilken rute Leichhardt havde taget, og hvor langt han nåede. Fundstedet tyder på, han nåede mindst to tredjedele af vejen i sit forsøg på at krydse Australien fra øst til vest. Det antyder også, at han har fulgt en nordlig rute fra Moreton Bay i Queensland, hvor han er rejst langs floderne i stedet for gennem ørkenerne i det indre Australien.

Aboriginske overleveringer

I 2003 fandt en bibliotekar et brev i NSW State Library, som måske kan kaste lys over Leichhardts forsvinden. Brevet er dateret 2. april 1874, og blev modtaget af en præst i Sydney, William Branwhite Clarke, og var skrevet af W. P. Gordon, som ejede en kvægstation i Darling Downs. Gordon havde mødt Leichhardt i dagene før han blev set for sidste gang. Brevet fortæller hvordan Gordon flyttede til Wallumbilla, og hvordan han efter at have boet der mere end 10 år, var blevet fortrolig med Wallumbilla-stammen, som med tiden delte deres historier og folklore med ham. En detaljeret beretning fortalte om en hvid mands død. Han ledte en gruppe med muldyr og ungtyre langs Maranoa River mange år tidligere. Ifølge beretningen havde en stor gruppe indfødte omringet dem og slået dem alle ihjel. Der er blevet spekuleret i, om beretningen kunne være sand. Ekspeditionens ejendele ville formentligt være blevet handlet vidt og bredt efter massakren, og det kunne forklare, hvordan man har kunnet finde genstande fra ekspeditionen i Gibson Desert, og hvordan riflen med messingpladen blev fundet 4.000 kilometer vest for Maranoa River.