Moseloven opfattes normalt som summen af de 613 bud, som er fordelt ud over de fem Mosebøger. I jødedommen benævnes Moseloven "tora" eller "torah" - den religiøse lov, de gamle israelitter levede efter. På hebraisk betyder "Tora" ("Loven") tillige de første fem bøger i den jødiske Bibel (Det Gamle Testamente) (de fem Mosebøger).
Begrebet "Moseloven" optræder første gang i Josvabogen, kapitel 8, 30-35. Begrebet afspejles nogle markante steder i Det Gamle Testamente, hvor oplæsningen af Moseloven tematiseres: Jos. 8,30-35; 2 Kong. 22-23 og Neh. 8; 9 og 13. På Ebals bjerg, hvor hele Israel var forsamlet, "byggede Josva et alter for Herren, Israels gud". (Josva, 8,30) "Og på stenene skrev han i israelitternes påsyn en afskrift den lov, Moses havde skrevet." (Josua 8,32) "Derefter oplæste Josva alle lovens ord." (Josva 8,34)
Overholdelse af Moseloven spiller afgørende central rolle i jødedommen. Af samme grund kaldes jødedommen undertiden "mosaisk tro". Moseloven er det centrale i forholdet mellem Gud (Jahve) og den enkelte jøde. Den er mellemleddet mellem Gud og menneske.
Moseloven er kendetegnet ved at være udpræget kasuistisk: Den prøver at foregribe enhver tænkelig situation i menneskelivet, og at give et bud for hver enkelt af dem. Et eksempel er dette bud: "Når en mands okse stanger en anden mands okse ihjel, skal de to mænd sælge den levende okse og dele pengene."
Af de 613 bud bliver de 10 bud (Anden Mosebog, 20,3-17) ofte fremhævet som de vigtigste bud i Moseloven. Jødisk tradition betragter de 10 Bud som Lovens 10 vigtigste bud og det teologiske grundlag for resten af buddene. De 10 bud er ikke så detaljerede som de andre bud i Moseloven. De ses snarere som grundlæggende principper, der gælder universelt - på tværs af tid og omstændigheder.