
Thorkild Simonsens Park (indtil 2026 Musikhusparken) er en offentlig park mellem Musikhuset og Frederiks Allé i Midtbyen i Aarhus.
Lige syd for parken findes Thomas Jensens Allé og lige nord for den Ridehuset og ARoS Aarhus Kunstmuseum. Bag Rådhusparken på den anden side af Frederiks Allé findes Aarhus Rådhus.
Parken var oprindeligt navngivet efter Musikhuset, som ligger prominent i den vestlige ende af parken, men blev den 4. september 2026 omdøbt til Thorkild Simonsens Park til ære for byens tidligere borgmester Thorkild Simonsen (borgmester 1982-1997), der stod bag opførelsen af Musikhuset.
Parken blev oprindeligt tegnet af arkitekt Sven Hansen og anlagt i 1980'erne.
Thorkild Simonsens Park ligger hvor Vester Alles Kaserne tidligere lå. Den del af parken, som ligger mellem Frederiks Allé og Musikhuset blev oprindeligt designet som en parterrehave. Efter en større omlægning genåbnede parken i sommeren 2025 i en ny udgave, tegnet af landskabsarkitektfirmaet Schønherr i samarbejde med Habitats, Artelia og billedhuggeren Morten Stræde.
Thorkild Simonsens Park og Rådhusparken ligger meget tæt på hinanden, men er designet forskelligt. Rådhusparken har en streng funktionalistisk stil med bugtende stier, tæt bevoksning og boulevarder, hvorimod Thorkild Simonsens Park efter omlægningen i 2025 fremstår med et mere åbent udtryk, præget af en sammenhængende grøn flade, en gennemgående ringformet struktur, der binder parkens dele sammen, og bede med stauder.
Thorkild Simonsens Park bruges til SPOT Festival, Aarhus Festuge og forskellige koncerter og udstillinger. I forbindelse med omlægningen blev der desuden etableret et nyt grønt område, ARoS Haverne, og en legeplads, Paris, mellem Musikhuset og Aros. I den sydlige del af parken er der anlagt et område med et underlag af skærver, som er beregnet til at der om vinteren kan opstilles en skøjtebane.