Nihilistisk Folkeparti

Nihilistisk Folkeparti
Nihilistisk Folkeparti
 
Grundlagt2009
Nedlagt2011
Efterfulgt afNihilisterne

Nihilistisk Folkeparti, forkortet NFP, var et dansk politisk parti, hvis grundlag var nihilismen. Partiet stillede op til Kommunalvalget 2009. Siden er partiet omdannet til foreningen Nihilisterne.

Stiftelse og budskab

Partiet blev stiftet af Thomas Vass og Mads Vestergaard som et projekt, der udstillede det absurde i det politiske landskab. Robert Nielsen er også blevet nævnt som medstifter. Partiet blev lanceret med slogans som "Alt er ligegyldigt – undtagen nuttede dyr!", "Forbyd kirkeklokker om søndagen. Fuck jeres frelse – vi har tømmermænd!" og "Det hele er alligevel ligegyldigt – spild din stemme på os!".

Selv om partiet bedyrede at være nihilistisk af observans, kan mange af deres politiske udmeldinger dog tolkes som samfundssatirisk kritik af dansk politik og demokrati, som partiet syntes at mene havde mistet sin reelle betydning for autentisk politisk debat, fordi det var blevet reduceret til udelukkende at dreje sig om kalkuleret spin om magt. NFP vedkendte sig et politisk fællesskab med komikeren Jacob Haugaard, som i 1994 blev valgt ind i Folketinget med løfter om medvind på cykelstierne. På deres hjemmesides FAQ-liste skrev de således følgende som svar på spørgsmålet om, hvad de mente om ham: "Desværre formåede Haugaard ikke, at holde fast i sin nihilistiske indsigt i politikkens ligegyldighed og impotens efter han blev valgt ind i folketinget. Det lykkedes de andre politikere at tie hans nihilistiske protest ihjel med deres insisteren på løgnen om, at dansk politik betyder noget og ikke bare er et spil om at spinne sig til magt.

Valgresultater

Ved partiets landsmøde i 2009 havde det 300 medlemmer. Det stillede samme år kandidater op i Gentofte, Halnæs, København, Frederiksberg, Esbjerg, Århus, Lemvig og Randers ved kommunalvalget, samt i Region Hovedstaden ved regionsrådsvalget. I Københavns Kommune fik partiet 1.014 stemmer svarende til 0,4 % af de gyldige stemmer.

Partiet fik meget medieomtale. Lørdag d. 31. oktober var de fx gæster hos Clement Kjersgaard i Ugen med Clement. De var også en tur forbi Go'morgen Danmark på TV 2.

Fra parti til forening

I 2011 skiftede partiet branche til forening under navnet Nihilisterne og var dermed de facto nedlagt som parti. Navnet Nihilistisk Folkeparti kan dog stadig findes i CVR, men ikke registreret som et parti.

I 2012 medvirkede Robert Nielsen, også kendt som "Dovne Robert", i et debatprogram på DR2, hvor han var iført en T-shirt, der bar partiets navn. Dette førte til debat om han medvirkede i et politisk ærinde eller deltog som en almindelig samfundsborger. I den forbindelse udtalte Robert Nielsen, at partiet slet ikke eksisterede, men blot var et kunstprojekt.

Referencer

  1. 1 2 3 Kjeldtoft, Skrevet af: Sebastian Stryhn (2016-05-20). "Hvad gør vi, når alt er meningsløst?". Information. Hentet 2026-02-07.
  2. 1 2 Andreassen, Andreas Marckmann (2012-09-12). ""Dovne Robert" fik skældud for politisk T-shirt". Journalisten. Hentet 2026-02-07.
  3. ↑ Nihilistisk Folkepartis FAQ
  4. ↑ Nielsen, Jens Beck. "Nihilisterne tror på intet". Kristeligt Dagblad. Hentet 2026-02-07.
  5. ↑ "Politik eller vittighed?". Kristeligt Dagblad. Hentet 2026-02-07.
  6. ↑ Befolkning og valg. Statistiske efterretninger 2010:4. Dst.dk. Hentet 7. februar 2026
  7. ↑ "Kommunalvalg 17. november 2009. Stemmefordeling i Københavns Kommune". valg.dk. Hentet 7. februar 2026.
  8. ↑ Nihilisterne. Virk.dk. Hentet 7. februar 2026

Eksterne henvisninger

Spire
Denne artikel om et politisk parti eller gruppe er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.