Newfoundland

Kort over Newfoundland.

Newfoundland (fransk: Terre-Neuve; irsk: Talamh an Éisc; latin: Terra Nova) er en stor ø i den canadiske provins Newfoundland og Labrador. Den ligger ud for den østlige kyst af det nordamerikanske fastland, syd for Labrador.

Øen udgør 29 % af provinsens landareal, men huser over 90 % af provinsens befolkning. Omkring 60 % af provinsens indbyggere bor på den lille sydøstlige Avalonhalvø. Øen er adskilt fra Labradorhalvøen af Belle Isle-strædet og fra Cape Breton Island af Cabotstrædet. Den spærrer for mundingen af Saint Lawrence-floden og danner dermed Saint Lawrence-bugten, verdens største flodmunding. Newfoundlands nærmeste nabo, blot 19 km væk, er det franske oversøiske forvaltningsområde Saint Pierre og Miquelon (fransk: Saint Pierre et Miquelon). Med et areal på 108.878,06 km2 er Newfoundland pr. femtende største ø, Canadas fjerdestørste ø og den største canadiske ø uden for det nordlige Canada.

Provinsens hovedstad, St. John's, ligger på øens sydøstkyst. Cape Spear, lige syd for hovedstaden, er det østligste punkt i Nordamerika, når Grønland ikke medregnes. Det er almindeligt at betragte alle de umiddelbart tilstødende øer, såsom New World, Twillingate, Fogo og Bell Island, som værende "en del af Newfoundland" (dvs. adskilt fra Labrador). Efter denne klassifikation har Newfoundland, inklusive de tilhørende småøer, et samlet areal på 111.390 km2.

Ifølge de officielle canadiske folketællingsdata fra 2006 angav 57 % af de indbyggere i Newfoundland og Labrador, der besvarede spørgsmålene, britisk eller irsk afstamning. 43,2 % angav at have mindst én engelsk forælder, 21,5 % mindst én irsk forælder og 7 % mindst én forælder af skotsk oprindelse. Derudover angav 6,1 % at have mindst én forælder af fransk afstamning. Ifølge folketællingen i 2006 var øens samlede befolkning 479.105 indbyggere. Ved folketællingen i 2021 var dette tal steget til 510.550 indbyggere.

Newfoundland blev navngivet af den portugisiske opdagelsesrejsende João Vaz Corte-Real i 1472. Et kendt fortidsminde ligger med lL'Anse aux Meadows. Her blev resterne af vikingeboliger fundet i 1960 af de norske forskere dr. Helge Ingstad og arkæologen Anne Stine Ingstad. Mange mener, at øen Newfoundland vil være det bedste bud på Vinland, ét af de tre områder Leif den Lykkelige ifølge sagaerne opdagede og navngav i Nordamerika omkring år 1000.

Økonomien har traditionelt været baseret på fiskeri og har haft indvandring fra flere europæiske lande, særligt fiskere fra Irland og Frankrig på grund af de gode fiskebanker i havet ud for øen. I de senere år har Newfoundland investeret i offshore-olieindustrien, bl.a. i Hibernia-feltet, hvorfra der har været udvundet olie siden november 1997, samt i Terra Nova-feltet, der har været i brug siden 2001. Håbet er, at olie bliver Newfoundlands nye økonomiske base efter mange problemer med fiskeriet siden 1990'erne.

Bosættelser

Den lille ø Fogo ligger ud for Newfoundlands østkyst og har lidt under 2.500 indbyggere.

Største bebyggelser (indbyggertal i 2016)

  1. St. John's (108.860)
  2. Conception Bay South (26.199)
  3. Mount Pearl (23.120)
  4. Paradise (21.389)
  5. Corner Brook (19.806)
  6. Grand Falls-Windsor (14,171)
  7. Gander (11.688)
  8. Portugal Cove-St. Philip's (8.147)
  9. Torbay (7.899)
  10. Stephenville (6.623)
  11. Clarenville (6.291)
  12. Bay Roberts (6.012)
  13. Marystown (5.316)
  14. Deer Lake (5.249)

Geografi

Følgende øer og bugte hører til Newfoundland:

Se også

Referencer

  1. ↑ "Global Islands (USGS, ESRI, UNEP-WCMC)". 16. marts 2026. Hentet 19. juli 2026.
  2. ↑ "Global Islands (USGS, ESRI, UNEP-WCMC) - USGSEsriWCMC GlobalIslandsv3 BigIslands". 16. marts 2026. Hentet 22. juli 2026.
  3. ↑ "NL Government website: Areas". Arkiveret fra originalen 3. oktober 2006. Hentet 26. august 2007.
  4. ↑ "2006 Statistics Canada National Census: Newfoundland and Labrador". Statistics Canada. 28. juli 2009. Arkiveret fra originalen 15. januar 2011. Hentet 19. april 2010.

Eksterne henvisninger

48°32′30″N 56°07′30″V / 48.54167°N 56.125°V / 48.54167; -56.125