
| Medaljeoversigt | ||
|---|---|---|
| Boksning | ||
| Deltager for Estland | ||
| Olympiske Lege | ||
| Sølv | 1936 i Berlin | Letvægt |
| EM i amatørboksning | ||
| Sølv | 1937 i Milano | fluevægt |
Nikolai Stepulov (født 20. marts 1913 i Narva, Russiske Kejserrige, død 2. januar 1968) var en estisk bokser, som deltog i OL 1936 i Berlin.
Stepulov begyndte at bokse i 1927 og blev snart en af Estlands bedste boksere. I sin ungdom var han meget venstreorienteret og deltog i arbejdernes olympiade i 1931 i Wien, hvor han vandt bronze. Han vandt seks estiske mesterskaber i træk i perioden 1933-1937, de første i letvægt og den sidste i weltervægt. I 1934 deltog han i EM uden at få medalje, inden han i 1936 stillede op i OL i letvægt.
I første runde ved OL vandt han over en bokser fra Luxembourg, derpå over en japaner og en chilener. I semifinalen mødte han Erik Ågren fra Sverige og vandt også denne kamp. I finalen mødte han ungareren Imre Harangi, og esteren lagde stærkt fra land, så modstanderen efter første runde blødte over begge øjne. Han fortsatte dog kampen og endte med at vinde kampen på point, mens Ågren i kampen om bronze besejrede danske Poul Kops.
Året efter stillede han op ved EM og endte også her med sølvmedaljen efter at have tabt finalen til tyske Herbert Nürnberg.
I 1938 blev Stepulov professionel, men havde kun moderat succes, idet han boksede 11 kampe, vandt fem, tabte fem, og én endte uafgjort.
I 1945 havde han en kort tilbagevenden til amatørboksning og vandt det estiske mesterskab samme år (nu Estiske SSR).
I midten af 1930'erne var Stepulov menig i den estiske hær, og efter hans OL-medalje i 1936 blev han forfremmet til korporal. Efter afslutningen af værnepligten arbejdede han kortvarigt som bud i det estiske økonomiministerium, inden han blev professionel bokser.
Da Sovjetunionen i 1940 besatte Estland, meldte Stepunov sig til den sovjetiske hær, og da han havde erfaring fra sin tid som estisk værnepligtig, fik han snart kommandoen over en enhed, der deltog i besættelsen af hans hjemland. Hans enhed fik til opgave at indsamle våben fra den estiske forsvarsliga, en paramilitær forsvarsorganisation. Stepulov gav sin enhed ordre til at nedskyde en gruppe fra denne liga, der var forsamlet for at overgive deres våben, og 17 mand omkom, mens flere blev såret. Aktionen medførte, at kommunisterne mistede tiltroen til Stepunov, og han blev arresteret. Det meste af anden verdenskrig tilbragte han derfor i fængsel, og efter sin løsladelse tog han kortvarigt boksningen op igen.
Hans handlinger i krigens begyndelse gav ham ud over fængselsdommen også et ry som krigsforbryder og estisk forræder, så efter det endelig stop for boksekarrieren havde Stepulov svært ved at finde et fast job, og han arbejdede på forskellige fabrikker, som tørvegraver og skovhugger samt undertiden som boksetræner og -dommer. Han begyndte at drikke og faldt i dårligt selskab. I 1955 blev han arresteret for indbrud og idømt syv års fængsel. Han blev dog prøveløsladt efter fire år, men resten af hans liv røg han ind og ud af fængsel, primært for indbrud. I sine sidste år led han af Parkinsons sygdom, og han døde på hospitalet i Tallinn Centralfængsel som 54-årig.