

Nivå er en omkring 7,5 kilometer lang å, der løber ud i Øresund ved byen Nivå. Den kommer fra Grønholt Hegn nord for Karlebo, og løber mod øst. Ved Jellebro løber den under en bro fra 1787 der bærer Brønsholm Kongevej; over buen står Christian 7.s navnetræk. Den får ved Nivå Mølle tilløb fra Usserød Å der kommer fra syd, og afvander Sjælsø og området der omkring. Den fortsætter videre mod øst, under en granitbro med jernbanen, forbi Nivaagaards Teglværk, og løber ud i Nivå Bugt ved Nivå Bugt Strandenge syd for Nivå Havn og Strandpark.
Nivåen har tilløb fra:
I 1950, efter Strandvejens forlægning over engene langs Nivå Bugt, blev området mellem vejen og vandet fredet. I 1988 blev denne fredning udvidet til at omfatte en større såkaldt landskabskile mellem Nivå-Niverød byområde mod nord og Kokkedal byområde mod syd, hvilket fredede område derved kom til at omfatte Nivåen på en væsentlig del af dennes forløb.
Nivåens udløb anses af ornitologer som en vigtig træklokalitet for ikke-ynglende vandfugle, rovfugle og dagtrækkende landfugle.
Ved Nivåens udløb er blandt andet konstateret følgende fuglearter: Isfugl. knopsvane, sangsvane, gravand, gråand, troldand, hvinand, mudderklire, almindelig ryle, musvåge, spurvehøg, havørn, fiskeørn, ringdue, krage, allike, drosler.