Omlyd

Omlyd (tysk Umlaut, heraf engelsk umlaut) er en farvning af en vokal efter en, ofte forsvundet eller forandret, vokal eller halvvokal i den følgende stavelse. F.eks. *fōtuz : *fōtiz 'fod' > dansk fod ~ fødder, engelsk foot ~ feet (med ee for ældre langt ø), tysk Fuß ~ Füße, plattysk Foot ~ Fööt.

Ordet kan også betegne det særlige diakritiske tegn (¨), der i tysk bruges for at angive de omlydte vokaler (se: umlaut). Omlydstegnet, der nu mest er to prikker, var tidligere to parallelle streger, ", der er en reminiscens af et 'e' i gotisk håndskrift; omlyden var altså oprindelig et 'e', der blev skrevet oven over vokalen (a, o eller u), og når et omlydstegn ikke er muligt, kan man i stedet omsætte således: ä → ae, ö → oe, ü → ue, og det fører direkte tilbage til omlydsprikkernes oprindelse som et håndskrevet gotisk 'e'.

Omlyd må skelnes fra aflyd (f.eks. synge : sang : sunget), der er et fælles indoeuropæisk vokalskifte.

Omlydstyper

Ordet omlyd bruges først og fremmest om de forskellige vokalfarvninger, der har fundet sted i de germanske sprog. Der er tale om tre forskellige slags omlyd:

Omlyd i bøjningen

Eftersom forskellige bøjningsendelser kan indeholde forskellige vokaler, er omlyd blevet en fast del af bøjningsmønstrene på germansk. Der er dog en tendens til at ophæve omlyden igen ved analogi med de ikke-omlydte former.