Papyrus P52 er det ældst kendte fragment af Det Ny Testamente. Det indgik i 1920 i en samling papyrusfragmenter, som Bernard Grenfell modtog fra Egypten og dateres til ca. år 117-138.
Forsiden af fragmentet indeholder brudstykker af Johannesevangeliet 18:31-33, og på bagsiden er der brudstykker af Johannesevangeliet 18:37-38. Fragmentet opbevares på The John Rylands University Library i Manchester i England.
Fragmentet er ganske lille, 8,9 x 5,8 cm. Teksten er på græsk skrevet med mørkt blæk på lys papyrus. I lighed med andre kristne oldtidsskrifter er det skabt i bogform og ikke som en rulle.
Fragmentet lå indtil 1934 udokumenteret og hengemt i The John Rylands University Library sammen med flere andre papyrusfragmenter, da C. H. Roberts fra St. John's College i Oxford fandt det og straks skrev artiklen An Unpublished Fragment of the Fourth Gospel in the John Rylands Library.
Fragmentet er interessant, fordi fundstedet i Egypten viser, at den tidlige kristendom hurtigt fandt udbredelse i Mellemøsten. Johannesevangeliet anses almindeligt for det senest skrevne evangelium i Det Ny Testamente, og fundet af Papyrus P52 har været med til at tidsfæste evangeliets oprindelse til sidst i det 1. århundrede.
Dateringen af fragmentet er forbundet med en vis usikkerhed; det er ikke muligt at benytte kulstof-14-metoden. Kulstof-14 datering medfører destruktion af materialet, og det er ødelæggende for Papyrus P52, så der er udelukkende brugt palæografisk tidsfæstning.
Kulstof-14 metoden ville heller ikke kunne bestemme, hvornår teksten er skrevet, men kun datere selve papyruset.
