Parsec er en enhed for afstande inden for astronomi.
Parsec står for "parallax of one arc sec" (på dansk "parallaksen for et buesekund") og er defineret som den ene katete i en retvinklet trekant, hvor den anden katete er Jordens middelafstand til Solen (1 astronomisk enhed = AU) og den modstående vinkel er på et buesekund. Sagt på en anden måde: På 1 parsecs afstand har Jordens middelafstand til Solen en vinkeludstrækning på 1 buesekund.
Stjerners tilsyneladende størrelsesklasser sammenlignes i standardafstanden 10 parsec som bruges til at omregne den tilsyneladende størrelsesklasse m til den absolutte størrelsesklasse M med følgende formel: M = m + 5 − 5 * log(d) ,
hvor d er stjernens afstand i parsec.
Parsec angives som enhed med forkortelsen pc.
Solen er alene i sin kubikparsec (1 pc3 = 2,938 × 1040 km3), mens stjernetætheden i kuglehobe er fra hundrede til tusinde stjerner per kubikparsec.
Til at bestemme antallet af stjerner i Mælkevejen, udvælges volumener i forskellige retninger. Populationen af stjerner tælles i disse volumener, der hver har en størrelse på 1 kubikkiloparsec (1 kpc3 = 1 milliard pc3), og det totale antal bestemmes ved interpolation. Samme procedure for antallet af kuglehobe i Mælkevejen.
Til at bestemme antallet af galakser i superhobe, udvælges volumener. Populationen af galakser bestemmes og tælles i disse volumener, der hver har en størrelse på 1 kubikmegaparsec (1 Mpc3 = 1 milliard kpc3), og det totale antal bestemmes ved interpolation. Det store tomrum (void) i retning af Bjørnevogteren måles i Mpc3.
Til at bestemme mængden af stof i det observerbare univers, udvælges volumener i forskellige retninger. Galakserne og kvasarerne tælles i disse volumener, der hver har en størrelse på 1 kubikgigaparsec (1 Gpc3 = 1 milliard Mpc3), og resultatet bestemmes ved interpolation.[kilde mangler]