Personfradrag er et bundfradrag, der anvendes ved beregning af indkomstskat for personer. Såvel Danmark som lande som Tyskland, Nederlandene, Storbritannien og Østrig har personfradrag.
Alle skatteydere har et personfradrag på 54.100 kr. (2026). Skatteværdien af fradraget modregnes i den beregnede skattebetaling, som det fremgår af beregningen på danske skatteyderes årsopgørelse.
Ægtefæller kan udnytte hinandens personfradrag, såfremt den anden part ikke selv udnytter det til fulde. Tidligere havde unge under 18 år et særskilt og mindre fradrag end personer over 18 år.
I lighed med de fleste andre beløbsgrænser i skattesystemet indekseres personfradraget hvert år med satsreguleringen. Dermed følger udviklingen i personfradraget omtrent lønudviklingen på det danske arbejdsmarked.