


Ponyekspressen var en hurtig, men meget kortlivet amerikansk postrute på ca. 2.800 kilometer mellem Missouri og Californien i pionertiden. Aktiv fra den 3. april 1860 til den 20. november 1861. En rytter på en pony i galop bragte posten over 100 kilometer længere frem til en hovedstation, hvor en ny postrytter red videre med posten uanset vejr og tidspunkt. På hver etape skiftede rytteren flere gange til en frisk hest ved små stalde undervejs bemandet med mindst to personer. Posten kom normalt frem på 12-13 dage.
I starten var prisen for at sende et 14 grams brev ad hele ruten fem dollars (svarende til 85 dollars i 2020) plus et obligatorisk 10 cent U.S. Mail frimærke. Ud over at kæmpe sig gennem snestorme, oversvømmelser, ørkener og bjergpas måtte postryttere (og poststalde) i bestemte områder være forberedt på angreb fra oprindelige amerikanere. Ruten måtte lukke fra den 25. maj til den 7. juli det første år som følge af Pyramid Lake krigen med bl.a. shoshones og forskellige utes. Ekspresruten var en økonomisk fiasko, der fik dødsstødet, da den transkontinentale telegraflinje stod færdig den 26. oktober 1861. Ligesom de senere anlagte hoved- og motorveje mellem Missouri og Californien fulgte telegraflinjen stort set ruten benyttet af Ponyekspressen.
På grund af fåtallet af bevarede dokumenter, rutens kortvarige eksistens og dens betydning som et farverigt minde om nationens pionertid er Ponyekspressen genstand for mytedannelse og hvad deraf følger. Visse historikere betvivler f.eks. Buffalo Bill Cody’s påstand om at have været i rutens tjeneste og også ægtheden af enkelte ”Ponyekspres bygninger”.
Mindst to jubilæums-frimærker og en -mønt hædrer ruten. Dee Brown og talrige andre har skrevet bøger, artikler og romaner om Ponyekspressen, mindst én film er indspillet om den og et tegneseriehæfte med Lucky Luke som postrytter er udgivet. TV-serien The Young Riders har ruten som inspiration. Takket være rutens rolle i tæmningen af ”Det Vilde Vesten” er den en National Historic Trail med en stribe mindeplader, historiske bygninger og museer langs den.

Forretningsmændene William Russell, William Waddell og Alexander Majors stiftede Central Overland California and Pike’s Peak Express Company, der lancerede Ponyekspressen som et alternativ til øvrige postruter. Kompagniets plan var især at udmanøvrere de offentligt støttede Butterfield post-diligencer med en sydligere rute og selv overtage kontrakten på en postrute mellem øst og vest. Diligencepost og skibspost mellem det østlige og vestlige USA var næsten en måned om at nå frem og tit endnu længere tid; men Ponyekspressens priser afholdt stort set andre end offentlige myndigheder, forretningsfolk og aviser fra at bruge tjenesten. Det dyreste brev med vigtige, britiske dokumenter siges at have været frankeret for 135 dollars.
Ruten var inddelt i fem divisioner, der hver havde et antal skiftesteder og hvilesteder afhængigt af terrænet undervejs. I begge ender af ruten lå en kombineret start- og endestation. Disse lå i St. Joseph, Missouri, og Sacramento, Californien. Postrytterne skulle følge allerede etablerede hjulspor i Missouri, Kansas, Nebraska, Colorado, Wyoming, Utah, Nevada og Californien. Et ridt fra øst til vest gik først ad California-Oregon Trail og forbi bl.a. Fort Kearny og Fort Laramie, siden ad Mormon Trail til Salt Lake City og sidst ad Central Overland Trail til B. F. Hastings postterminal i Sacramento. Dampbåden Antelope sejlede post videre derfra til San Francisco ad Sacramento River. Ponyekspressen åbnede ruten med én ugentlig postafgang fra hver startstation, udvidet til to i sommeren 1860. I takt med den gradvise udbygning af den transkontinentale telegraflinje red postrytterne også med telegrammer på den ufærdige strækning mellem to telegrafstationer.
Kompagniet anklages for at have overtaget at antal eksisterende stalde og træbygninger langs ruten i Utah med ufine metoder.



Mere end 80 postryttere med en gennemsnitsalder på 18 år var ansat. Den ældste i tjenesten var Howard Egan, der i en alder af omkring 45 år red med den første østgående post fra Rush Valley Station til Salt Lake City i april 1860.
Ved ansættelsen fik rytterne en personlig Bibel. De sværgede ved den, at de ikke ville bande, drikke eller slås i tjeneste og i det hele taget udføre jobbet til kompagniets tilfredshed. De fik en rød skjorte og et par blå jeans som ridetøj (sjældent båret) og i tilfælde af hold-ups eller angreb to Colt revolvere. Månedslønnen på 100 eller 120 dollars var rigtig god. Under ridtet fragtede de breve, dokumenter og aviser trykt på tyndt papir i fire aflåste rum i en speciel lædertaske kaldt en mochila (spansk), der bare skulle kastes rigtigt på plads over sadlen for at sidde fast. Den maksimale vægt af posten pr. ridt var lidt over ni kg. af hensyn til hestens hurtighed.
Under sit ridt skiftede rytteren til en frisk hest ved en af de mindst 157 små stalde (Pony Express Barn eller Relay Station), der var anbragt med ca. 10 til 20 kilometers afstand. Han afsluttede sin omkring 100 til 160 kilometer lange etape ved en større hovedstation (Pony Express Home Station). Han meldte sin ankomst på afstand med råb eller et hornsignal, så næste rytter og pony kunne være klar hurtigst muligt. I hovedstationen spiste og sov han og gjorde sig parat til sit returridt, når posten i modsat retning blev afleveret.
Den allerførste rytter fra Pike’s Peak Stables i St. Joseph med post vestpå menes at have været enten Billy Richardson eller Johnny Fry. Første mand i sadlen den modsatte vej var Harry Roff. Richard Cleve og ”Pony Bob” Haslam (Robert H. Haslam) siges at have påtaget sig ekstra lange ridt efter at være ankommet til deres hovedstation, hvor afløseren enten var for syg eller for skræmt over indianerangreb til at bringe posten videre. Den spanske postrytter José Zowgaltz og mindst to andre postryttere faldt i tjeneste under forskellige indianerangreb i Utah og Nevada. George Scovell måtte aflive sin hest What med et skud, efter at den havde bragt ham i sikkerhed i Diamond Springs Station, Nebraska, med 11 pile i kroppen. Enkelte ryttere døde efter fald fra hesten og en mistede orienteringen på ruten og frøs ihjel i december 1860. Kun én posttaske siges at være gået tabt under et ridt.
Rekorden for en postlevering var lige under 8 døgn. Af vigtige nyheder, Ponyekspressen hjalp med at bringe hurtigst frem til læsere i Californien, var bl.a. valget af Lincoln til præsident og meldingen om borgerkrigens start.