Ratifikation (af latin: ratificatio; af latin: ratum facere, "gøre gyldig") er den handling, hvorved et land endeligt godkender og dermed gør en allerede indgået international aftale eller traktat retligt bindende. Traktater forhandles og afsluttes i første omgang af de deltagende landes befuldmægtigede repræsentanter, som handler i henhold til deres instrukser. Når der er opnået politisk enighed om traktatteksten, er denne enighed kun i begrænset omfang forpligtende og endnu ikke juridisk bindende. Traktatens ordlyd forelægges derfor de enkelte landes forfatningsmæssigt kompetente myndigheder til godkendelse, hvorefter de regeringer, der har forhandlet aftalen, endeligt kan acceptere den ved ratifikation.
Ratifikationen sker således efter de procedurer, som følger af det enkelte lands forfatningsmæssige bestemmelser, herunder i givet fald efter parlamentets godkendelse. I Danmark bestemmer grundlovens § 19, at kongen ikke uden Folketingets samtykke kan foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Det er derfor ikke alle traktater, der kræver Folketingets samtykke til ratifikation. Den danske grundlov kan desuden i visse tilfælde medføre, at der skal afholdes folkeafstemning, før regeringen kan ratificere en traktat.
Den endelige ratifikation dokumenteres gennem et ratifikationsinstrument. Ved traktater mellem to lande udveksles ratifikationsinstrumenterne mellem parterne, mens det ved traktater mellem flere lande på forhånd fastsættes, hvor instrumenterne skal deponeres og opbevares. Ratifikationen bringes således til udførelse ved, at de deltagende lande afleverer de relevante ratifikationsinstrumenter på det aftalte deponeringssted. Ratifikationsinstrumenterne vedrørende EU's traktater skal eksempelvis afleveres i Rom.