Reliabilitet

Denne artikel omhandler det generelle metodiske begreb. For det ingeniørvidenskabelige begreb, se pålidelighed (ingeniørvidenskab)

Reliabilitet (også kaldet pålidelighed eller konsistens) er et udtryk i empirisk forskning og bruges som en beskrivelse af et sæt af empiriske målingers konsistens. Det er et udtryk for høj reliabilitet, hvis resultatet af målinger er stabile. Det er vigtigt at empiriske måleinstrumenter giver troværdige resultater. For at vurdere troværdigheden af et instrument kan man vurdere reliabiliteten. Det er derfor ikke nok eksempelvis at vurdere, om et termometer måler korrekt, men også om det gentagende måler det samme som samme temperatur.

Begrebet anvendes i både natur- og humanvidenskab, men er primært forbundet med realistiske og positivistiske forskningstraditioner.

Man skelner ofte mellem ekstern og intern reliabilitet. Ekstern reliabilitet henviser til et studies reproducerbarhed. Det vil sige, at et studie bør kunne efterlignes og dermed give samme resultater. Intern reliabilitet henviser til sammenhængen mellem forskellige delmålinger i et konstrukt. I humanvidenskaber såsom psykologi, økonomi og sociologi er med som regel interesseret i at måle latente konstrukter, som ikke nødvendigvis kan indfanges med ét enkelt spørgsmål i et spørgeskema. Derfor anvender man flere delspørgsmål, som man beregner er en samlet skala ud fra. I denne sammenhæng dækker intern reliabilitet over sammenhængen mellem resultaterne for de enkelte delspørgsmål.

Læs videre

• Empirisk forskning
• Validitet

Referencer