Rigssamlingen | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 860'erne–1020'erne | |||||||||
 | |||||||||
| Hovedstad | Avaldsnes | ||||||||
| Sprog | Norrønt | ||||||||
| Regeringsform | Monarki | ||||||||
| Monark | |||||||||
• Før 872 | Forskellige småkonger | ||||||||
• Efter 872 | Harald Hårfager | ||||||||
| Historisk periode | Vikingetiden | ||||||||
• Etableret | 860'erne | ||||||||
| 860'erne | |||||||||
| 870'erne | |||||||||
| 870'erne | |||||||||
| 870'erne | |||||||||
| 872 | |||||||||
| 880'erne | |||||||||
• Ophørt | 1020'erne | ||||||||
| |||||||||
Rigssamlingen eller Norges samling (norsk: Rikssamlingen) var den proces, hvorved Norge blev samlet fra flere småkongedømmer til ét samlet kongedømme, forløberen for det moderne Kongeriget Norge.
Kong Harald Hårfagre er den monark, som ifølge senere tradition tillægges æren for først at have samlet Norge til ét kongerige. Ifølge sagaerne regerede han Norge fra omkring 872 til 930. Moderne historikere, herunder Claus Krag, antager, at hans herredømme kan have været begrænset til kystområderne i det vestlige og sydlige Norge. Tendensen i nyere forskning har været at opfatte rigssamlingen som en mere langvarig proces.
Sagaerne fortæller, at Harald ved sin far Halvdan Svarte Gudrödarsons død overtog herredømmet over flere små og noget spredte kongedømmer i Vestfold, som var kommet i faderens besiddelse gennem erobringer og arv. I 866 indledte Harald den første i en række erobringer over de mange småkongedømmer, som senere skulle udgøre Norge, herunder Värmland i Sverige og det nuværende sydøstlige Norge, som havde svoret troskab til den svenske konge Erik Eymundsson. I 872, efter en stor sejr over Eirik af Hordaland og Kjotve den Rige under slaget i Hafrsfjord nær Stavanger, stod Harald som konge over hele landet.
Ifølge Sverre Bagge blev samlingen af Norge lettet af gode søkommunikationer samt have, der sjældent frøs til om vinteren.
Hans rige var dog truet udefra, idet mange af hans modstandere havde søgt tilflugt ikke blot på det nyligt opdagede Island, men også på Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Hebriderne og Færøerne. Modstandernes udvandring var ikke helt frivillig. Mange norske høvdinge, som var både rige og ansete, udgjorde en trussel mod Harald og blev derfor udsat for betydelig chikane, hvilket fik dem til at forlade landet. Med tiden blev Harald tvunget til at iværksætte et felttog for at undertvinge disse øer.
Efter Haralds død blev rigets enhed ikke bevaret. I de følgende århundreder blev kongeriget helt eller delvist styret af efterkommere af kong Harald eller af jarler under dansk overhøjhed. Konger af Norge frem til kong Oluf 4. af Norge, som døde i 1387, hævdede almindeligvis afstamning fra Harald Hårfagre.
I Harald Hårfagres saga fra Heimskringla af Snorri Sturluson fremstilles konsolideringen af Harald Hårfagres herredømme over Norge som en slags kærlighedshistorie. Fortællingen begynder med et ægteskabstilbud, som blev mødt med afvisning og hån fra Gyda, datter af Eirik, konge af Hordaland. Hun erklærede, at hun nægtede at gifte sig med Harald, "før han var konge over hele Norge". Harald blev derfor bevæget til at aflægge et løfte om ikke at klippe eller rede sit hår, før han var enekonge i Norge, og 10 år senere mente han sig berettiget til at trimme det; hvorefter han udskiftede tilnavnet "Vildhår" eller "Hårfager" med det, han siden er kendt under. De fleste forskere betragter i dag denne fortælling som en litterær konstruktion, inspireret af de romancefortællinger, der var populære ved hofferne på det tidspunkt, hvor Heimskringla blev skrevet.
Disse kort er hovedsageligt baseret på senere sagakilder fra 1200-tallet. Deres historiske nøjagtighed er ikke fastslået.
