
Langtidshukommelsen er den del af hukommelsen, der lagrer minder.
Uden langtidshukommelsen er det ikke muligt at erindre og forstå omverdenen, og i den forbindelse vil det blandt andet ikke være muligt at forstå, hvad andre mennesker siger, og forstå hvordan objekter bør anvendes. Eksempelvis vil man uden langtidshukommelsen ikke være i stand til at forstå, hvad tallerkener og bestik bruges til, og derfor vil man være fortabt i mange hverdagssituationer.
Indenfor langtidshukommelsen skelnes der typisk mellem følgende tre stadier:
I dette stadie opfattes og gemmes oplevelser i langtidshukommelsen.
Dette stadie indebærer, at en oplevelse lagres i hukommelsen i en periode. Dette omtales også som konsolidering eftersom, at bestemte processer skal foregå før en oplevelse kan lagres forholdsvis stabilt.
Hentning indebærer, at lagret information findes frem igen. Dette stadie omtales også som genkaldelse på trods af, at genkaldelse blot er én af flere typer hentning.
Disse tre stadier er tæt relaterede.
Langtidshukommelsen består af forskellige typer hukommelse med forskellige formål. I denne forbindelse opdeles hukommelsen, af blandt andet af psykologen Endel Tulving (2002), i deklarativ og nondeklarativ viden.
Disse forskellige delsystemer er opdelt i to undergrupperinger, som består af minder som kan deklareres (deklarativ hukommelse) og minder som ikke kan deklareres (non-deklarative hukommelse).
Nogle af de hukommelser mennesket har er eksplicitte, hvilket er det som kan sættes på ord. Denne type viden gør, at der kan skabes mening i oplevelser af omgivelserne via eksempelvis forståelse af sprog og klassificering af fysiske objekter. Denne type viden er blandt andet med til at danne grundlag for identitet og selvforståelse og for social interaktion. Faktorer som dyb bearbejdning og testning har afgørende betydning for skabelsen af deklarativ langtidshukommelse.
Ifølge psykologen Endel Tulving består den deklarative hukommelse af en semantisk og en episodisk hukommelse.
Mennesket har også eksplicit viden, er ikke-bevidst handlingsorienteret viden, som er svært at beskrive via ord.
Indenfor nondeklarativ viden skelnes der mellem:
Alle disse hukommelsestyper er ifølge Squire (2004) lokaliseret bestemte steder i hjernen.
Glemsel kan både ses som et hovedsageligt passivt fænomen og som styret af målsætninger og værdier. Dette afhænger af, om glemsel ”bare forekommer” eller om det er baseret på bevidste og motiverede processer. Et eksempel på glemsel som passivt fænomen er, hvis man glemmer hvad man læste i en historiebog dagen forinden. Glemsel som et aktivt fænomen optræder ofte, hvis en distraherende og ubehagelig erindring ønskes at glemmes.
Erindringer opleves i dagligdagen som eksakte kopier af den forhenværende realitet, som gav anledning til dannelsen af den pågældende erindring. Erindringer er i høj grad påvirket af en persons sindstilstand, som indebærer individets forventninger, målsætninger og følelser, og af denne grund er disse faktorer medbestemmende for hvad der huskes .