Baggrund
I den sidste tredjedel af 1800-tallet blev grundlaget lagt til det moderne markedsbaserede industrisamfund i Danmark. Med næringsfriheden var der etableret et kapitalistisk markedssystem, der eroderede de tidligere laugsbaserede reguleringssystemer. Lønmodtagerne organiserede sig i fagforeninger for kollektivt at kunne sikre bedre løn- og arbejdsvilkår, hvilket arbejdsgiverne så som et angreb på deres ledelsesret.
Fagbevægelsen udviklede en lokalt baseret kampstrategi kaldet "omgangsskrueen", hvor organiserede lønmodtagere i et lokalområde strejkede mod de relativt små virksomheder én for én. Arbejdsgivernes modtræk var at anvende lockoutvåbnet og udvide konflikter til at omfatte hele fagområder.
Jern-lockouten i 1885 blev et afgørende vendepunkt, idet arbejdsgiverne nødtvungent måtte indgå overenskomst med fagforeningen, hvorved organisations- og forhandlingsretten principielt blev anerkendt. Dette fremskyndede den organiserede arbejdsgiverbevægelses omdannelse fra et anti-fagforeningsorgan til et organ for kollektive overenskomstforhandlinger.
Arbejdsgivernes samling og LO's dannelse
Uddybende artikler: Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark I 1896 blev Arbejdsgiverforeningen af 1896 etableret med entreprenør Niels Andersen som drivende kraft. I 1898 udvidedes organisationen til en egentlig landsdækkende sammenslutning under navnet Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (senere Dansk Arbejdsgiverforening, DA). Organisationen fik fra starten en centraliseret kompetence, hvor ledelsen kunne overtage forhandlingsansvaret, hvis medlemsorganisationerne ikke kunne opnå resultater.
Samme år, i begyndelsen af januar 1898, blev De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO) stiftet som en sammenslutning af de landsdækkende fagforbund. LO blev primært dannet for at etablere en effektiv strejkeregulering og strejkeunderstøttelse som modsvar til arbejgivernes centraliserede lockoutstrategi. I modsætning til DA forblev LO en sammenslutning af selvstændige forbund, der fastholdt retten til selv at indgå overenskomster.
Det lille septemberforlig af 1897
I begyndelsen af 1897 planlagde jernfabrikanterne et fremstød mod Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, som under de gunstige konjunkturer effektivt havde opnået lønforbedringer. Provinsfabrikantforeningen pålagde sine medlemsvirksomheder at undgå enhver forhandling med fagforeningen og forbød indførelse af minimalløn. Som modsvar intensiverede smedene deres organisering ved at oprette værkstedsklubber, hvor arbejderne enedes om fælles lønkrav, og forlod fabrikker, der betalte dårligt.
Da arbejdere på flere fabrikker i Aalborg forlod deres pladser, lockoutede arbejdsgiverne 1.500 arbejdere i provinsen og ophængte samtidig "Fælles værkstedsregler", der indeholdt et lønregulativ samt et krav om, at ingen arbejder kunne antages uden at fremvise bevis fra sin tidligere mester for lovlig løsning fra sine forpligtelser. I marts 1897 blev en mere omfattende lockout midlertidigt afværget gennem mægling fra formanden for Københavns Borgerrepræsentation, hvorefter spørgsmålet om værkstedsreglerne skulle forhandles. Da forhandlingerne fra april til slutningen af maj viste sig resultatløse, erklærede arbejdsgiverne fra 1. juni storlockout i hele jernindustrien, der omfattede 4.000 arbejdere.
Efter 15 ugers konflikt blev der den 13. september 1897 indgået et forlig, som ofte betegnes som det lille Septemberforlig. Forliget blev tilvejebragt af formanden for De samvirkende Fagforeninger, Jens Jensen, og formanden for Arbejdsgiverforeningen af 1896, Niels Andersen. Arbejdsgiverne måtte trække skudsmålssedlerne tilbage, og akkord skulle fremover aftales i enighed mellem mester og svend. Arbejderne måtte til gengæld acceptere ikke at nedlægge arbejdet, før der var forhandlet og forsøgt mægling. Parterne enedes endvidere om oprettelse af en domstol til afgørelse af arbejdsstridigheder. Forliget betød reelt en anerkendelse af arbejdernes organisation som ligeberettiget part, men arbejdsgiverne var fortsat splittede i synet på denne udvikling.
Storlockouten i 1899
Uddybende artikel: Storlockouten i 1899Konflikten udløstes af en mindre snedkerstrejke i en række jyske byer i april 1899. DA etablerede lockout for hele snedkerfaget fra 2. maj, og den 19. maj gjorde arbejdsgiverne konflikten generel ved fra 24. maj at udelukke omkring 30.000 håndværkere og arbejdere fra 11 fag inden for byggesektoren og jernindustrien. Senere blev lockouten yderligere skærpet, og i alt blev nær ved 40.000 arbejdere omfattet, svarende til knap halvdelen af de organiserede arbejdere.
Lockouten varede i godt tre måneder og kostede ca. tre millioner tabte arbejdsdage. Konflikten fandt sted under den afsluttende fase af forfatningskampen om gennemførelsen af parlamentarismen, og i kampen om den offentlige mening vandt arbejderne sympatien. Det blev repræsentanter for det intellektuelle og liberale borgerskab, direktør for Privatbanken Axel Heide, formand for Københavns Borgerrepræsentation Herman Trier og vekselerer Laurids Bing, der til sidst fik parterne presset til en løsning.
