Skandhas (sanskrit) eller khandhas (Pāḷi) betyder "dynger, aggregater, samlinger, grupperinger". I buddhismen henviser ordet til de "fem aggregeringer af begær" (Pañcupādānakkhandhā), de fem materielle og mentale faktorer, der medvirker til fremkomsten af begær og klamring. De forklares også som de fem faktorer, der udgør og forklarer et levende væsens person og personlighed, men dette er en senere fortolkning.
De fem aggregater eller dynger er: form (materielt billede, indtryk - rupa), fornemmelser (følelser, modtaget fra form - vedana), opfattelser (samjna), mental aktivitet eller mentale formationer (sankhara) og bevidsthed (ijnana).
Ifølge Theravada-buddhismen opstår dukkha, når man identificerer sig med eller klamrer sig til aggregaterne. Denne lidelse slukkes ved at opgive tilknytning til aggregaterne. I Mahayana-buddhismen hævdes det, at aggregaterne i deres natur er tomme og uden uafhængig eksistens.
Det tilsvarende koncept i vestlig filosofi er bundle theory (David Hume).
Skandha (स्कन्ध) er et ord fra sanskrit, der betyder "mangfoldighed, mængde, samlet", generelt i sammenhæng med krop, bagagerum, stilk, empirisk observeret grov genstand eller noget, der kan kontrolleres med sanser. Udtrykket vises i den vediske litteratur.
Det tilsvarende ord på Pali er Khandha (undertiden stavet Kkhanda ) forekommer i vid udstrækning i Pali-kanonen, hvor det ifølge Rhys Davids og William Stede betyder "hovedparten af kroppen, aggregat, bunke, materiale indsamlet i bunke" i en sammenhæng, "alt det, der er sammensat af grupperinger" i andre sammenhænge, og især som "elementerne eller underlagene i den sensoriske eksistens, sensoriske aggregater, der konditionerer livets udseende i enhver form".
Paul Williams et al. oversætter skandha som "bunke, samling", med angivelse af, at ordet henviser til forklaringen på den psykofysiske sammensætning af ethvert væsen.
Johannes Bronkhorst gengiver skandha som "aggregater." Damien Keown og Charles Prebish oplyser, at skandha er phung po på tibetansk, og udtrykkene betyder "samlinger eller aggregater eller bundter."
Buddha udlægger i Tipitaka de fem (sanse)-aggregater som følger:
De fem aggregater tolkes ofte i senere traditioner som en forklaring på personlighedens og en persons bestanddele, og "listen over aggregater blev ekstremt vigtig for den senere udvikling af lærdommen." I henhold til denne fortolkning er der tomhed og intet stof i hver skandha - krop (materie), fornemmelser, opfattelser, mentale formationer og bevidsthed.
Ifølge Harvey giver de fem skandhaer anledning til en følelse af personlighed, men er dukkha, midlertidige og uden et vedvarende selv eller essens. Hvert aggregat er genstand for en griben (klamren sig fast) ved roden til selvidentifikation som "jeg, mig, mig selv". Ifølge Harvey er det nødvendigt at indse skandhas sande natur, både hvad angår ubestandighed og ikke-selv, for at opnå nirvana. Denne 'tomhed fra personlighed' findes i beskrivelser af den oplyste, perfektionerede tilstand Arhat og Tathagata, hvor der ikke længere er nogen identifikation med de fem skandhaer.
Dette 'ingen-essens'-syn har været en kilde til vedvarende spørgsmål, store uenigheder og kommentarer siden antikken, i ikke-buddhistiske indiske religioner såvel som inden for buddhistiske traditioner. Brugen af skandhas-begrebet til at forklare jeg'et er unikt for buddhismen. Dette står i kontrast til hinduismen og jainismens lære om, at et levende væsen har en evig sjæl eller metafysisk selv.
Ifølge Thanissaro prøvede Buddha aldrig at definere, hvad en "person" er, selvom lærde har en tendens til at gå til skandhaerne som en beskrivelse af personens bestanddele. Han tilføjer, at næsten enhver buddhistisk meditationslærer forklarer det på den måde, som buddhistiske kommentarer fra omkring 1. århundrede e.Kr. har gjort. Efter Thanissaros opfattelse er dette forkert, og han foreslår, at skandha skal ses som aktiviteter, der forårsager lidelse, men hvis uheldige effekter kan afbrydes.
Rupert Gethin bemærker også, at de fem skandhas ikke kun er "den buddhistiske analyse af mennesket", men "fem aspekter af individets oplevelse af verden [...], der omfatter både opfattelse og alt det, der er opfattet."
De tidlige buddhistiske skoler udviklede detaljerede analyser og oversigter over den lære, der findes i sutraerne, kaldet Abhidharma. Hver skole udviklede sin egen Abhidharma. Den bedst kendte i dag er Theravāda Abhidhamma, men Sarvāstivāda Abhidharma var historisk meget indflydelsesrig og er delvis bevaret i det kinesiske Āgama.
De interne og eksterne sansebaser danner tilsammen de "seks sansebaser." I denne beskrivelse, fundet i tekster som Salayatana samyutta, resulterer i samlingen af et objekt og et sanseorgan i opståen af den tilsvarende bevidsthed.
Ifølge Bhikkhu Bodhi siger Theravada-traditionen, at de seks sansebaser rummer "alle eksistensfaktorer", det er "det hele", og "adskilt fra, hvor intet overhovedet findes," og de "er uden et selv og hvad der hører til selvet ".
Bodhi anfører, at de seks sansebaser er et "lodret" syn på menneskelige oplevelser, mens aggregaterne er et "vandret" (tidsmæssigt) syn. Den Theravada-buddhistiske meditationspraksis på sanse-baserne er rettet mod både at fjerne forvrængede kognitioner som dem, der er påvirket af trang, forestillinger og meninger, såvel som "at trække op med rod alle forestillinger i alle deres skikkelser".
Mindfulness tænkes anvendt på fire upassanā (domæner eller baser), som overlapper med skandhaerne, ved "konstant at se på sensorisk oplevelse for at forhindre opståen af trang, der vil give kraft til at gøre fremtidige oplevelser til genfødsler,". De fire domæner er:
Ifølge Grzegorz Polak er de fire upassanā har de forskellige buddhistiske traditioner, herunder Theravada, udviklet sig hen i den misforståelse, at upassana henviser til fire forskellige fundamenter. Ifølge Polak henviser de fire upassanā ikke til fire forskellige fundamenter, som man skal være opmærksom på, men er en alternativ beskrivelse af jhanerne, der beskriver hvordan samskharerne er beroligede:
Mahayana udviklede sig fra de traditionelle skoler, og introducerede nye tekster, som lægger andre vægt på læren om især sunyata og Bodhisattva-idealet.
Der findes mange forskellige uddybninger af skandhaerne i de forskellige Mahayana-skoler.