En skoleklasse (ofte blot kaldt klasse) er en gruppe elever, som befinder sig på samme trin i skoleforløbet og bliver undervist sammen. Er der flere klasser på samme trin på samme skole, omtales de som parallelklasser.
Ordet "klasse" kommer af latin classis, der betyder "afdeling".
I Danmark må en klasse normalt højst omfatte 28 elever ved skoleårets begyndelse. Antallet af elever i klassen (evt. som et gennemsnit over flere klasser) kaldes klassekvotienten. Klassen har ofte en klasselærer tilknyttet, der har et særligt ansvar for fællesskabet i klassen. På større skoler vil alle elever i en klasse normalt være af samme årgang, mens flere forskellige årgange kan gå i samme klasse i en mindre skole.