| For teatret (det tidligere Caféteatret), se Sort/Hvid (teater) |
Sort-hvid ( S/H ) eller monokrome billeder anvender udelukkende akromatiske (sv) nuancer ved at kombinere sort og hvid til at producere en række gråtoner.
De tidligste fotografier var udelukkende i sort-hvid på grund af mediets tekniske begrænsninger. Begrænsninger som kreativt blev udvidet med fx. Sepiatonining, før farvefotografiet (de) i slutningen af 1800-tallet blev opfundet.
Af økonomiske og teknologiske årsager var farvebilleder i de første mange årtier relativt kostbare at producere og derfor forbeholdt et begrænset antal eksperimenterende fotografer. Efterhånden som farvefotografiet blev populært fulgte de levende billeder med og farvefilm blev en realitet. Blandt de tidligere eksempler på farvefilmproduktioner var Troldmanden fra Oz, Borte med Blæsten og tegnefilmen Snehvide og de syv dværge. Farvefilm forblev dog relativt kostbare at producere, blandet andet på grund af de særlige kameraer, lysforhold og fremkaldelsesprocesser som teknologien krævede. Sort-hvid film (de) forblev derfor den dominerende produktionsform i store dele af filmindustrien, Samtidig udviklede det monokrome billedsprog igennem sin udbredelse sine egne æstetiske konventioner og blev blandet andet forbundet med dokumentarisme, realisme og nyhedsformidling hvilket ikke var et billedsprog der lod sig oversætte til farvebilleder der virkede bedre til at fremhæve spektakulære, fantasifulde eller visuelt overdådige fortællinger.
I 1940'erne satte krigsøkonomien grænser for farvefilmens udbredelse. Først i 1950'erne vandt den for alvor frem. Der blev dog fortsat produceret S/H film med baggrund i kunstneriske og/eller økonomiske overvejelser. Eksempler herpå er Alfred Hitchcock Psycho (1960), Svend og Lene Grønlykkes Balladen om Carl-Henning (1969), Francois Truffauts tidlige film som Ung flugt (1959), Jules og Jim (1962) og Silkehud (1963) og Stanley Kubricks "Dr. Strangelove" (1964).