| Baruch de Spinoza Vestlig filosofi Det 17. Århundrede | |
|---|---|
| Personlig information | |
| Født | 24. november 1632 Amsterdam, Holland |
| Død | 21. februar 1677 (44 år) Haag, Holland |
| Dødsårsag | Tuberkulose |
| Gravsted | Nieuwe Kerk |
| Far | Miguel de Espinoza |
| Mor | Hanna Debora Marques |
| Ægtefælle | Blev aldrig gift |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Universiteit Leiden |
| Elev af | Franciscus van den Enden |
| Medlem af | Collegiants (1660-1663) |
| Beskæftigelse | Teolog, politolog, grammatiker, optiker, bibeloversætter, filosof, grinder of lenses |
| Fagområde | Etik, Metafysik |
| Arbejdssted | Rijnsburg (1663-1663), Haag (1669-1677), Amsterdam (1660-1660), Voorburg (1663-1669) |
| Elever | Gottfried Wilhelm Leibniz |
| Kendte værker | Conatus, Etik |
| Skole/tradition | Rationalisme |
| Påvirket af | Hobbes, Descartes, Platon, Francis Bacon, Aristoteles |
| Har påvirket | Hegel, Marx, Davidson, Schopenhauer, Deleuze, Einstein, Fichte, Leibniz, Goethe, Nietzsche, Wittgenstein, Althusser, Hardt, Negri, Fromm, Santayana, Schelling, Bookchin, Kant |
| Signatur | |
| Information med symbolet | |

Baruch de Spinoza (født 24. november 1632 i Amsterdam, død 21. februar 1677 i Haag) var en nederlandsk filosof og en af de mest betydningsfulde rationalistiske tænkere i 1600-tallet.
Hans jødiske familie var indvandret fra Portugal efter forfølgelser under Inkvisitionen og slog sig ned i De Forenede Nederlande.
Spinoza talte spansk, portugisisk, nederlandsk og hebraisk, men skrev sine filosofiske værker på latin. Han studerede matematik og blev desuden påvirket af værker af Kopernikus, Kepler, Galilei, Hobbes og Descartes.
Udgivelsen af Teologisk-politisk afhandling i 1670 vakte stor modstand og bragte Spinoza på kant med både kirkelige og verdslige myndigheder. Værkets bibelkritik og dets syn på religion og stat gjorde det til et af samtidens mest kontroversielle filosofiske skrifter.
I 1674 blev Spinozas Teologisk-politisk afhandling forbudt af de nederlandske myndigheder. Efter hans død i 1677 blev alle hans værker forbudt. Han blev i 1673 tilbudt et professorat i filosofi ved universitetet i Heidelberg, men takkede nej, fordi han ønskede at bevare sin intellektuelle uafhængighed.
Som 24-årig blev Spinoza indkaldt for synagogens ældste, som ville vide, om det var rigtigt, at han havde udtalt, at Gud muligvis havde et legeme, at sjælen blot var liv, og at Det Gamle Testamente ikke omtaler et evigt liv. Han blev derefter udstødt af den jødiske menighed og antog det latinske fornavn Benedictus, der svarer til hans hebraiske navn Baruch.
Ved bandlysningen blev forbandelsen læst op, mens lysene ét for ét blev slukket som symbol på hans åndelige død, og shofaren lød under ceremonien. Ifølge forbandelsen havde rabbinerne forgæves forsøgt at få ham til at opgive sit kætteri, hvorefter menighedens øverste råd bandlyste ham:
| „ | Med englenes fordømmelse og helgnernes dom bandlyser, forbander og udstøder vi Baruch de Spinoza. Lad ham være forbandet ved dag og forbandet ved nat, lad ham være forbandet når han går til hvile og forbandet når han står op, forbandet når han går ud og forbandet når han kommer ind. Måtte Gud aldrig mere tilgive ham eller kendes ved ham, måtte Guds vrede og mishag fra nu af lyse mod dette menneske, afsky ham med alle de forbandelser som nævnes i Toraen, og udslette hans navn fra jordens overflade. Måtte Gud afskære ham fra alle Israels stammer, så han kan lide ondt. Så advares de alle hermed mod at have samkvem med ham i skrift, ingen må tjene ham, være under samme tag, ingen må gå ham nærmere end fire alen, og ingen må læse noget dokument skrevet med hans hånd eller dikteret af ham. | “ |

Denne form for bandlysning ramte også andre jødiske kættere, som ofte havde vanskeligt ved at finde en plads i det kristne samfund. Spinoza var uddannet optiker og ernærede sig efter sin udstødelse som sliber af optiske glas. Han boede i en årrække i Rijnsburg, senere i Voorburg og fra 1670 i Haag, hvor han levede et tilbagetrukket liv og ernærede sig ved linseslibning, samtidig med at han arbejdede på sine filosofiske værker og førte korrespondance med lærde over hele Europa.

Han døde af en lungesygdom, som han selv mente skyldtes glasstøvet fra linsesliberiet. Kort før sin død færdiggjorde han Tractatus politicus, der dog forblev ufuldendt. Efter hans død udgav vennerne hans efterladte skrifter samlet under titlen Opera posthuma, som blandt andet omfattede Etikken, Tractatus politicus og hans omfattende brevveksling.

Spinozas hovedværk Etikken, som blev offentliggjort posthumt i 1677, er opbygget efter Euklids geometriske metode med definitioner, aksiomer, propositioner og beviser. Spinoza mente, at filosofiske erkendelser burde udvikles med samme stringens som matematiske beviser.
Bertrand Russell karakteriserede Spinoza som "den ædleste og mest tiltalende af de store filosoffer. Intellektuelt har nogen overgået ham, men etisk set er han den største."
Set med Spinozas øjne må Gud have samme udstrækning som alt, hvad der eksisterer. Gud er ikke uden for verden, eller i verden – han er verden. For at forstå, hvad Spinoza mener med det, er det vigtigt at forstå substansbegrebet, det centrale begreb i hans filosofi. Han antager, at der kun findes én substans, hvilket han forstår som "det, hvis begreb ikke behøver en anden tings begreb for at eksistere." Her er Spinoza i modsætning til Descartes, som antog eksistensen af to substanser, nemlig den udstrakte substans (det materielle) og den uudstrakte, tænkende substans (bevidstheden).
Spinoza mente at alt det eksisterende kunne forklares ud fra substansens begreb, da der ikke findes andet end substansen, og denne substans er uendelig. Substansen identificerer han med Gud, hvilket viser hans panteisme, da han hermed mener, at universet i en vis forstand er Guds legeme, og at Gud og naturen er det samme. Derfor afskriver Spinoza også mirakler. Gud manifesterer sig jo gennem naturlovene, så hvis han ophæver dem (som det sker i et mirakel), ophæver han jo sig selv.
Spinoza ser desuden naturen som en sammenhæng, der er identisk med den logisk-matematiske nødvendighed. Naturen er et evigt sammenhængende system, hvori alt forekommer med nødvendighed. Der findes altså ikke andet end naturen, og alt må forstås ud fra naturen selv, altså ved naturens egne love.
Ligesom geometrien udgør et logisk hele, gør naturen det samme, og derved er tiden en misforståelse, da det er lige så absurd at tale om tidsforhold i geometrien (f.eks. hvor lang tid det tager for en cirkel at være 360 grader) som i naturen. Naturen er, som den er, med den samme nødvendighed som geometriske forhold er det. Derfor giver det ingen mening at spørge, hvor lang tid det tager for naturen at blive hvad den er, hvis man ser den i sammenhæng med den logiske orden ("under evighedens synsvinkel" (lat. "sub specie aeternitatis"). Tiden kommer kun frem, når naturen betragtes i brudstykker. Helheden er evig.
Denne guddommeliggørelse af naturen fik stor betydning for romantikken i 1800-tallet. Men til forskel fra romantikerne mente Spinoza, at det enkelte menneskes handlinger bestemmes af faktorer uden for individets kontrol.
Spinozas tanke om, at der kun findes én substans, får betydning for hans løsning på det psykofysiske problem (problemet om forholdet mellem sjæl og legeme). Denne løsning går under navnet dobbeltaspektteorien: Sjæl og legeme er to aspekter (sider) ved den samme substans. Spinoza betragter altså ikke sjæl og legeme som to substanser, men som to ”attributter” ved substansen, den udelte natur (i dette tilfælde mennesket). Mere præcist siger han, at mennesket skal forstås under henholdsvis ”tænkningens attribut” og ”udstrækningens attribut”.
En "attribut" er et begrebssystem, et ”sprog” eller en måde at opfatte et fænomen på. Det kan illustreres med et eksempel: Peter brænder sig på en varm gryde og føler en smerte, hvorefter han trækker hånden væk fra gryden.
Hvis man beskriver denne proces under tænkningens attribut, så vil man sige: Peter oplever en smerte, og han opdager, at han har brændt sig på gryden. Oplevelsen af smerte bevirker, at han får et ønske om at trække hånden væk fra gryden – og det gør han så.
Hvis man beskriver den samme proces under udstrækningens attribut, så vil man sige: Peters hånd berører den varme gryde. Derved sendes der en nerveimpuls til hans nervesystem, som foranlediger, at hånden trækkes tilbage fra gryden.
Der er altså ikke – som hos Descartes – tale om, at der sker en vekselvirkning mellem to substanser: sjælen og legemet. Der er derimod tale om en proces, der hele vejen igennem foregår i den samme substans. Men processen kan både beskrives under tænkningens attribut (i et psykologisk sprog) og under udstrækningens attribut (i et naturvidenskabeligt sprog).
Mennesket består ikke af sjæl og legeme, men mennesket kan beskrives i et sprog, der falder inden for tænkningens attribut, og i et sprog, der falder inden for udstrækningens attribut. Der er ikke tale om to forskellige fænomener, men om to forskellige måder at opfatte mennesket på, og de to måder er lige gyldige.
Spinoza skelnede mellem natura naturans (den frembringende natur) og natura naturata (den frembragte natur). Disse er stadig den samme natur, hvor den frembringende natur er det aspekt af naturen, hvori man ser, at den nødvendigvis må være, som den er, mens den frembragte natur er det, som med nødvendighed følger af den frembringende natur. Fra den frembringende natur kan man altså aflede den frembragte natur. Naturen er nemlig det, som den er, med nødvendighed, hvilket er det samme som at sige, at hvad naturen er, følger med nødvendighed. Og dette, som naturen følger af, er den frembringende natur, hvor det, som med nødvendighed følger af den frembringende natur, er den frembragte natur. Der tales dog ikke her om en særlig handling, da naturen frembringer sig selv på samme måde som geometrien frembringer de matematiske sætninger, der hører til den.
Disse to måder at betragte naturen på har relevans for hans opfattelse af tiden. Hvis man forstår naturen som den frembringende natur, vil tidsfølgen falde bort, da man her ser den under evighedens synsvinkel: hvis man derimod forstår den som den frembragte natur, vil tidsfølgen fremkomme, og naturfænomenerne vil optræde i en successiv tidsfølge.
Spinoza er berømt for at sige: "Vi bør se på vore liv under evighedens synsvinkel" – på latin sub specie aeternitatis. Altså at se naturen som natura naturans og derved som den nødvendige mekanisme som naturen er. For ham var menneskelige handlinger helt regelbundne, og frihed definerer han som vor forståelse af, hvorfor vi handler som vi gør. Frihed er altså ikke muligheden til at sige "nej" til noget, men muligheden til at sige "ja" og forstå, hvorfor tingene blev som de blev. Følelser som "fortrydelse" og "skuffelse" er altså meningsløse, ifølge Spinozas tankegang, da alt vil ske som det sker, uden mulighed for at kunne ske på andre måder. Man kan derfor kun opnå lykke ved at være den aktive der går ind i livet med dette i bevidstheden, forstår sin plads i naturens system og fuldt ud træder ind i denne.
På grund af sin nødvendighedstanke mente han også, at man ikke havde forstået noget hvis man blot har indset at det er tilfældet, uden at have indset hvorledes det må været tilfældet. På samme måde har man ikke forklaret noget hvis man blot forklarer at det er tilfældet, men kun hvis man forklarer hvordan det må være tilfældet. Det første er at iagttage, det andet er at erkende. Først når man er nået til det sidstnævnte, er man nået til den højeste form for erkendelse – nemlig at erkende verden under evighedens synsvinkel, eller evighedens perspektiv.
Spinozas politiske tænkning kommer især til udtryk i Tractatus theologico-politicus (1670) og det posthumt udgivne Tractatus politicus (1677). Her udviklede han en teori om staten, der tog udgangspunkt i menneskets natur og samfundets behov for fred, sikkerhed og frihed. I modsætning til middelalderens opfattelse af statsmagten som guddommeligt begrundet anså Spinoza staten som en menneskelig institution, der hviler på borgernes fælles magt og samtykke.
For Spinoza var statens formål ikke at beherske borgerne gennem frygt, men at skabe de bedst mulige betingelser for, at de kunne leve trygt og udfolde deres fornuft. En stat var derfor kun legitim, hvis den beskyttede borgernes naturlige frihed og skabte rammer for fredelig sameksistens. Han betragtede lovene som nødvendige redskaber til at sikre fællesskabet, men mente samtidig, at statens magt havde sine grænser, fordi menneskers tanker og overbevisninger ikke kunne underlægges tvang.
Denne opfattelse gjorde Spinoza til en af de tidlige fortalere for en sekulær stat, hvor den politiske myndighed og religionens område holdes adskilt. Staten skulle sikre den offentlige orden, mens trosopfattelser og filosofiske overbevisninger måtte være genstand for fri debat.
Spinoza betragtede demokratiet som den styreform, der bedst stemte overens med menneskets natur og statens formål. I Tractatus theologico-politicus beskrev han demokratiet som den mest naturlige statsform, fordi den politiske magt udspringer af borgernes fælles myndighed frem for en enkelt herskers eller en lille elites vilje.
Efter Spinozas opfattelse opgiver mennesker ikke deres naturlige rettigheder fuldstændigt ved indtrædelsen i staten. De overdrager kun den del af deres handlefrihed, som er nødvendig for at sikre fred og orden. Statens legitimitet afhænger derfor af, at den fortsat varetager borgernes fælles interesser og beskytter deres frihed.
Spinoza mente, at et demokratisk styre normalt ville være mere stabilt end både monarki og aristokrati. Når borgerne deltager i den politiske beslutningsproces eller anerkender beslutningernes legitimitet, mindskes risikoen for vilkårlig magtanvendelse, undertrykkelse og oprør. Demokratiet var derfor ikke blot den frieste styreform, men også den mest hensigtsmæssige for statens sammenhængskraft og varige stabilitet.
Spinozas demokratiopfattelse fik senere betydning for udviklingen af den moderne politiske filosofi og oplysningstidens teorier om folkestyre, frihedsrettigheder og statens legitimitet.
Spinoza anså tanke- og ytringsfrihed for at være nødvendige forudsætninger for en velfungerende stat. I Tractatus theologico-politicus argumenterede han for, at staten ikke kunne kontrollere menneskers tanker, og at forsøg på at undertrykke frie meninger tværtimod ville skabe utilfredshed og svække statens stabilitet.
Han skelnede mellem den politiske myndigheds opgave og religionens område. Staten skulle sikre fred, orden og retfærdighed, mens trosopfattelser måtte være den enkeltes sag. Spinoza afviste derfor, at kirkelige myndigheder skulle have politisk magt eller afgørende indflydelse på statens lovgivning.
Spinoza forsvarede samtidig en historisk-kritisk læsning af Bibelen og hævdede, at de hellige skrifter måtte fortolkes ud fra deres historiske sammenhæng frem for som en ufejlbarlig kilde til politiske eller naturvidenskabelige sandheder. Disse synspunkter vakte stor modstand i samtiden og bidrog til, at Tractatus theologico-politicus blev forbudt i De Forenede Nederlande i 1674.
