De bevarede sten står på et næs på sydsiden af det vandløb, som forbinder de sydlige ender af havsøen Loch of Stenness og ferskvandssøen Loch of Harray. Navnet, som udtales stane-is på orkadisk dialekt, stammer fra norrønt og betyder »stennæs«. Vandløbet krydses i dag af en bro, men tidligere blev det passeret via en stensat overgang. Brogar-ringen ligger omkring1,2 km mod nordvest på den anden side af vandløbet nær spidsen af den landtange, der dannes mellem de to søer. Gravkammeret Maeshowe ligger omkring 1,2 km øst for Stenness-stenene, og flere andre neolitiske monumenter findes i området, hvilket tyder på, at stedet havde særlig betydning.
Selv om anlægget i dag mangler den omgivende grøft og jordvold, har arkæologiske udgravninger vist, at stedet var et henge-monument, muligvis det ældste på De Britiske Øer. Stenene er tynde plader, omkring 30 cm tykke, med skarpt tilspidsede toppe. Fire af dem, op til omkring 5 m høje, var oprindeligt en del af en stencirkel bestående af op til 12 sten, anlagt i en ellipse med en diameter på omkring 32 m på en planeret platform med en diameter på 44 m, omgivet af en grøft. Grøften er hugget ned i klippegrunden til en dybde på op til 2 m og er 7 m bred. Den er omgivet af en jordvold med en enkelt adgangsvej mod nord. Indgangen vender mod den neolitiske Barnhouse Settlement, som er fundet ved bredden af Loch of Harray.
Watch Stone står uden for cirklen mod nordvest og er 5,6 m høj. Oprindeligt stod der mindst to sten her, da stubben af en anden sten blev fundet i 1930'erne. Blandt de mindre sten findes en kvadratisk stensætning i centrum af cirklen, hvor der blev fundet kremerede knogler, trækul og keramik. Denne struktur omtales som et »ildsted« og minder om det, der er fundet ved Barnhouse. Der blev også fundet dyreknogler i grøften. Keramikken knytter monumentet til Skara Brae og Maeshowe. På baggrund af kulstof 14-datering antages det, at arbejdet på stedet var begyndt omkring 3100 f.v.t.:{{{1}}}
Traditioner og historie
Lad os forestille os familier, der nærmer sig Stenness på den fastsatte tid af året, mænd, kvinder og børn, bærende på bundter af knogler samlet fra skeletter af opgravede døde – kranier, kæber og lange knogler – og desuden kranier af totemdyr, mens de driver et dyr frem, som er et af flere, der skal slagtes til de festmåltider, der ledsager ceremonierne.
— Aubrey Burl (1981), Rites of the Gods.
Selv i 1700-tallet var stedet stadig forbundet med traditioner og ritualer, som på dette tidspunkt var knyttet til nordiske guder. Det blev besøgt af Walter Scott i 1814. Andre antikvarer dokumenterede stenene og nedskrev lokale traditioner og forestillinger.
En sten, kendt som Odinstenen, stod på marken nord for henge-anlægget. Den var gennemboret af et cirkulært hul og blev brugt af lokale par til at bekræfte forlovelser ved at holde hinanden i hånden gennem åbningen. Den var også forbundet med andre ceremonier og blev tillagt magiske kræfter.
Der fandtes en tradition for at aflægge eder eller løfter med hånden i Odinstenen; dette blev kaldt at aflægge "Odins ed" (Vow of Odin).
I december 1814 besluttede kaptajn W. Mackay, en nyligt tilflyttet jordbesidder i området, at fjerne stenene, fordi lokale beboere efter hans opfattelse trængte ind på hans jord og udførte ritualer ved monumentet. Han begyndte med at knuse Odinstenen. Dette skabte stor forargelse, og han blev stoppet efter at have ødelagt endnu en sten og væltet en tredje.
Den væltede sten blev genoprejst i 1906 sammen med en delvis og ikke helt korrekt rekonstruktion inden for cirklen.
I 1970'erne blev en dysse-lignende konstruktion væltet, da der opstod tvivl om dens ægthed. De to opretstående sten står dog stadig på deres oprindelige plads.
Verdensarvsstatus
Heart of Neolithic Orkney blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i december 1999. Ud over Stenness-stenene omfatter området Maeshowe, Skara Brae, Ring of Brodgar og andre nærliggende lokaliteter. Området forvaltes af Historic Environment Scotland, hvis »Statement of Significance« indledes med følgende:
Monumenterne i hjertet af det neolitiske Orkney og Skara Brae vidner om menneskeåndens triumfer i tidlige tider og isolerede egne. De var omtrent samtidige med mastabaerne fra den arkaiske periode i Egypten (første og anden dynasti), murstenstemplerne i Sumer og de første byer i Harappa-kulturen i Indien, og et århundrede eller to ældre end Kinas første storhedstid. Usædvanligt velbevarede for deres tid og med et bemærkelsesværdigt rigt kildemateriale står disse steder som synlige symboler på de tidlige folkeslags præstationer uden for civilisationens traditionelle centre ... Stenness er et unikt og tidligt udtryk for de ritualer, der blev udført af de mennesker, som begravede deres døde i grave som Maeshowe og levede i bosættelser som Skara Brae.
— Begrundelse for udnævnelse til UNESCO verdensarv
Storbritannien
