En strandbuggy, også kendt som en beach buggy, er en rekreativt offroader med store hjul og brede dæk, designet til brug på klitter, strande, terræn eller til ørkenkørsel. Konstruktionen er som regel et åbent baghjulstrukkent køretøj med bagmonteret motor. En dune buggy kan skabes ved at ombygge et eksisterende køretøj eller ved at bygge et helt nyt specialkøretøj.
Dune buggies fremstilles typisk ved at modificere et eksisterende vejkøretøj, mens sandrails bygges fra bunden som specialkøretøjer.
For dune buggies bygget på chassiset fra et eksisterende bagmotor-køretøj har Folkevogns Boble været den mest almindelige basis for buggyen, selv om ombygninger også blev lavet ud fra andre bagmotoriserede biler (såsom Corvair og Renault Dauphine). Modellen har kælenavnet ”Bug”, hvilket delvist inspirerede betegnelsen ”buggy”. Boblens platformschassis blev anvendt, fordi den bagmonterede motor forbedrer vejgrebet, den luftkølede motor undgår de komplikationer og fejlmuligheder, der er forbundet med en vandkølet motor, og Boblens forreste torsionsstangsophæng blev ikke blot betragtet som billigt og robust, men var også meget nemt at ændre og justere i højden. Derudover var reservedele – og donorbilene selv – billige og let tilgængelige. Tidlige dune buggy-ombygninger havde enten intet karrosseri eller specialbyggede karrosserier i plademetal (såsom EMPI Sportsters og lignende buggies), men karrosserier i glasfiberforstærket plast (glasfiber) udviklet i 1960’erne er blevet det klassiske billede på den moderne buggy og findes i mange former og størrelser.
Den originale glasfiber-dune buggy var Meyers Manx, bygget i 1964 af Bruce Meyers. Bruce Meyers designede sine glasfiberkarrosserier som en kit car, baseret på Volkswagen Boblens chassis. Mange andre virksomheder verden over lod sig inspirere af Manx og fremstillede lignende karrosserier og byggesæt. Disse typer dune buggies kaldes ”clones”.
Uddybende artikel: SandrailEn sandrail er et letvægtskøretøj, der minder om en dune buggy, men som er designet specifikt til kørsel på åbent sand.
Sandrails bygges normalt som et spaceframe ved at svejse stålrør sammen. Navnet sandrail skyldes de ”rails” (rammerør), som konstruktionen består af. Fordelen ved denne metode er, at konstruktøren kan ændre grundlæggende dele af køretøjet (normalt affjedringen og tilføjelsen af et integreret styrtbøjlesystem). Ligesom dune buggies har sandrails ofte motoren placeret bag føreren. Størrelsen kan variere fra små énsædede køretøjer med små motorer til firepersoners køretøjer med otte eller flere cylindre.
En lignende og nyere generation af terrængående køretøjer, som ofte ligner en sandrail, men er designet til et andet formål, er en ”off road go-kart”. Forskellen kan være så lille som brugen af terrændæk i stedet for sanddæk samt en langt mindre motor.
På grund af de fordele en buggy kan give i visse terræner, anvendes de også af militæret.
De buggies, som blev bygget til det amerikanske militær, blev tidligere kaldt Desert Patrol Vehicles (DPV) eller Fast Attack Vehicles (FAV), og med de nyeste forbedringer kaldes de Light Strike Vehicles (LSV). De anvendes af United States Navy SEALs, SAS og andre styrker. Blandt de dune buggies, som bruges af det amerikanske militær, er Chenowth Advanced Light Strike Vehicle. US Border Patrol anvender også denne type, selv om organisationen ikke er militær.
I Storbritannien har SAS siden begyndelsen af Anden Verdenskrig anvendt nedskårne og lette terrængående køretøjer til hemmelige specialoperationer ”bag fjendens linjer”. En buggy blev anvendt af den britiske Special Air Service (SAS) under Golfkrigen. Et langtrækkende specialkøretøj til ørkenoperationer blev udviklet i 1992 og fik kælenavnet ”pink panthers” på grund af deres farve, men disse var i virkeligheden blot modificerede Land Rovere. Cuba er også kendt for at anvende dune buggies militært.