
Streetfood er mad, der sælges af en gadehandler eller leverandør på en gade eller et andet offentligt sted, såsom et marked, en messe eller en park. Det sælges ofte fra en mobil madbod, madvogn eller madbil og er beregnet til øjeblikkeligt forbrug. Noget street food er regionalt, men meget har spredt sig ud over deres oprindelsesområder. De fleste street foods klassificeres både som fingermad og fastfood og er generelt billigere end restaurantmåltider. Typerne af street food varierer mellem regioner og kulturer i forskellige lande verden over. Ifølge en undersøgelse fra 2007 fra Food and Agriculture Organization spiser 2,5 milliarder mennesker street food hver dag. Mens nogle kulturer anser det for uhøfligt at gå på gaden og spise, er en stor del af middel- til højindkomstforbrugere afhængige af den hurtige adgang og lave pris på street food til daglig ernæring og jobmuligheder, især i udviklingslande.
I dag er regeringer og andre organisationer i stigende grad bekymrede for både den socioøkonomiske betydning af street food og de tilknyttede risici. Disse risici omfatter fødevaresikkerhed, sanitetsproblemer, ulovlig brug af offentlige eller private områder, Ssociale problemer og trafikpropper.

I Antikkens grækenland var små stegte fisk en form for street food; dog anså den græske filosof Theophrastus skikken med street food for at være af lav værdi. Der er fundet beviser på et stort antal street food-sælgere under udgravningerne af Pompeji. Street food blev i vid udstrækning spist af fattige byboere i det antikke Rom, hvis lejligheder ikke havde ovne eller ildsteder. Kikærtesuppe med brød og kornpasta var almindelige måltider.
En rejsende fra Firenze bemærkede i slutningen af 1300-tallet, at folk i Kairo medbragte picnictæpper lavet af råhud for at brede dem ud på gaderne og sidde på, mens de spiste deres måltider af lamme-kebab, ris og fritter, som de købte fra gadesælgere. I renæssancens Tyrkiet havde mange vejkryds sælgere, der solgte "duftende bidder af varmt kød", herunder kylling og lam, som var stegt på spyd. I 1502 blev Osmannisk Tyrkiet det første land til at lovgive og standardisere salget af street food.
I 1800-tallet solgte street food-sælgere i Transsylvanien honningkager, fløde blandet med majs samt bacon og andet kød stegt oven på keramiske beholdere med varme kul indeni. Pommes frites, bestående af stegte kartoffelstænger, stammer sandsynligvis som street food i Paris i 1840’erne. Street food i det victorianske London omfattede kallun, ærtesuppe, ærtebælge i smør, havsnegle, rejer og ål i gele.
Aztekernes markedspladser havde sælgere, som solgte drikkevarer såsom atole ("en grød lavet af majsdej"), næsten 50 typer tamales (med ingredienser fra kød af kalkun, kanin, jordegern, frø og fisk til frugter, æg og majsblomster), samt insekter og gryderetter. Den spanske kolonisering bragte europæiske fødevarer som hvede, sukkerrør og husdyr til Peru, men de fleste almindelige borgere fortsatte primært med at spise deres traditionelle kost. Importvarer blev kun accepteret i begrænset omfang, for eksempel grillede oksehjerter solgt af gadehandlere. Nogle af Limas gadehandlere fra 1800-tallet, såsom "Erasmo, den 'sorte' Sango-sælger" og Na Agardite, huskes stadig i dag.
Under den amerikanske koloniperiode solgte "gadehandlere østers, ristede majskolber, frugt og søde sager til lave priser til alle samfundsklasser." Østers var især billig og populær street food indtil omkring 1910, hvor overfiskeri og forurening fik priserne til at stige. Gadehandlere i New York City mødte betydelig modstand. Efter tidligere restriktioner, der havde begrænset deres åbningstider, blev street food-sælgere helt forbudt i New York City i 1707. Mange kvinder af afrikansk afstamning tjente til livets ophold ved at sælge street food i Amerika i 1700- og 1800-tallet, med produkter fra frugt, kager og nødder i Savannah til kaffe, småkager, praliner og andre søde sager i New Orleans. Cracker Jack begyndte som en af mange street food-attraktioner ved World's Columbian Exposition.