Svanekegaarden

Hovedindgang fra Skippergade

Svanekegaarden er et kulturcenter, beliggende Skippergade 2-8 i Svaneke på Bornholm, der arrangerer kunstudstillinger, masterclasses, koncerter, opera- og sangaftener, foredrag, konferencer, teaterforestillinger og andre kulturelle begivenheder.

Den oprindelige gård

Svanekegaarden er én af byens gamle købmandsgårde. Den blev kaldt "Schmidtegaarden" og blev opført i 1856-57 for skipper, skibsreder, konsul og købmand Christian Mossin Schmidt (1829-1869).

Formål

Ifølge fondens fundats har fonden til formål at erhverve og ombygge en del af en tidligere købmandsgård i Svaneke og herefter at stille denne til rådighed for kulturlivet på Bornholm i bredeste forstand til gavn for såvel det bornholmske som hele det øvrige danske samfund, herunder kultur- og erhvervslivet, gennem konferencer, udstillinger, koncerter, teaterforestillinger og foredrag m.v., samt med henblik på at udbrede kendskabet til det særlige bornholmske kulturliv. Som ét af midlerne til at realisere formålet indrettes gæstebolig, hvor personligheder indenfor kultur- og samfundsforhold kan inviteres til ophold i kortere eller længere tid, alt med henblik på, at et sådant gæsteophold kan tjene til at realisere fondens ideer.

Tilblivelse

I 1986 blev der på initiativ af gymnasielærer Lisbeth Schlüter, forhenværende justitsminister Ole Espersen, advokat Robert Koch Nielsen samt skuespiller og forfatter Preben Harris dannet en fond, som sammen med Bornholms Amt i løbet af de næste 4 år skabte det økonomiske grundlag for en tiltrængt bygningsrenovering, der blev igangsat i 1990. Fredag den 7. juni 1991 blev institutionen Svanekegaarden indviet og har siden da dannet rammen om kurser, seminarer, masterclasses, teaterforestillinger og udstillinger af meget høj kvalitet præget af international deltagelse, ikke mindst fra de baltiske stater og Norden.

Ledelse

Ifølge fundatsen ledes Fonden Svanekegaarden af en selvsupplerende bestyrelse på 7-12 medlemmer, der skal afspejle de områder Svanekegaarden arbejder med. Et bestyrelsesmedlem udpeges af Bornholms Regionskommune. Det tilstræbes endvidere at et medlem repræsenterer øens fremmeste kunstnere eller kunsthåndværkere, et medlem har indgående kendskab til det bornholmske samfundsliv, et medlem har indsigt i børne- og ungekultur, to medlemmer har et alsidigt kendskab til nationalt og internationalt kultursamarbejde, to kunstinteresserede medlemmer har bopæl på Bornholm.

Støtteforening

Støtteforeningen ”Svanekegaardens Venner” blev stiftet 2021 med det formål på almennyttigt grundlag at støtte Svanekegaarden og Fonden Svanekegaardens aktiviteter, såvel økonomisk som arbejdsmæssigt. I foreningen optages medlemmer der ønsker at støtte Foreningens formål og aktivitet til støtte for Svanekegaarden - det være sig enkeltpersoner, familier, foreninger, virksomheder o. lign. Støtteforeningens generalforsamling er foreningens højeste myndighed. I det daglige ledes foreningen af en bestyrelse på 7 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer udpeget af Fonden Svanekegaardens bestyrelse. De øvrige medlemmer vælges af generalforsamlingen.

Galleri

Kilder

  1. 1 2 3 Svanekegaardens hjemmeside på svanekegaarden.dk
  2. 1 2 Harris, Preben: "Tæppet op", side 184-189, C.A. Reitzel (2001)
  3. ↑ Svanekegården på realdania.dk
  4. ↑ Kirkebog for Svaneke Sogn
  5. 1 2 Fundatsen på svanekegaarden.dk
  6. ↑ Støtteforeningen på svanekegaarden.dk

Eksterne henvisninger

55°08′14″N 15°08′38″Ø / 55.13727°N 15.14401°Ø / 55.13727; 15.14401