Tonefilm

Tonefilm, talefilm eller lydfilmer en filmtype med et synkroniseret lydspor, i modsætning til stumfilm.

De først kendte offentlige fremvisninger af tonefilm fandt sted i Paris i 1900, men der skulle gå årtier, før stabile synkroniseringer af film blev kommercielt bæredygtige. Det var teknisk vanskeligt at opnå pålidelig synkronisering med de tidlige systemer, hvor lyden lå på en separat plade, og både lydforstærkningen og optagekvaliteten var utilstrækkelige. Udvikling af systemer, hvor lyden blev optaget direkte på selve filmstrimlen, førte i 1923 i New York til den første kommercielle visning af korte film, hvor denne teknologi blev benyttet. Før teknologien med lyd på filmstrimlen blev praktisk anvendelig, blev filmens lydside ofte leveret live i biografen ved hjælp af orgel eller klaver.

De afgørende skridt mod en kommerciel udbredelse af lydfilm blev taget i midten og slutningen af ​​1920'erne. I begyndelsen var de lydfilm, der indeholdt synkroniseret dialog – også kendt som "talefilm" – udelukkende korte film. De tidlige spillefilm med optaget lyd indeholdt kun musik og lydeffekter. Den første spillefilm med bred distribution, der blev præsenteret som en talefilm (selvom den kun indeholdt begrænsede sekvenser med lyd), var The Jazz Singer, der havde premiere den 6. oktober 1927. Filmen, der blev et stort hit, var produceret ved hjælp af Vitaphone ^(en), der på det tidspunkt var det førende system inden for lyd på plade. Det blev dog teknologien med lyd direkte på filmstrimlen, der kort efter blev standarden for tonefilm.

Den første aldeles danskproducerede tonefilm i spillefilmlængde var Præsten i Vejlby fra 1931. Den norske film Eskimo fra 1930 er dog produceret i Danmark med bl.a. danske George Schneevoigt som instruktør. Der var dog allerede fra 1923 produceret korte talefilm i Danmark.

Referencer

Se også

• Filmhistorie

Ekstern henvisning

• Tonefilmens historie (engelsk)

Spire Denne filmartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.