Tamperdage er tre bodsdage ved hver årstids begyndelse. De fejres 4 gange årligt i den katolske kirkes traditionelle ritus, men findes ikke i liturgireformen efter 1969. Navnet kommer fra latin quatuor tempora (fire gange). Der er tre tamperdage ved hver årstids begyndelse og fejres som bods- og bededage for at helliggøre årstiden til Gud. Tamperdagene falder onsdag, fredag og lørdag efter henholdsvis Første Søndag i Fasten, Pinsedag, Korsets Ophøjelse (14. september) og Sankt Luciæ dag (13. december).
Tamperretterne som behandlede ægteskabssager trådte sammen på tamperdag, og deraf fik de deres navn. Det hedder i Christian 5.'s Danske Lov fra 1683: "I Egteskabs Sager dømmis paa de fire Tamperdage om Aaret." (bog 1, kapitel 3, paragraf 8).