
Terpener, også kendt som isoprenoider, er en stor og varieret gruppe af naturligt forekommende kulstofforbindelser, som primært produceres i mange planter, specielt i nåletræer, men også af nogle insekter, som f.eks. svalehalelarver, der udsender terpener, når de er truet. Terpener er hovedbestandelen i harpiks, og i terpentin fremstillet af harpiks ("vegetabilsk terpentin"). Navnet terpen er afledt af ordet terpentin. Når terpener ændres kemisk, som f.eks. ved oxidation eller omdannelse af kulstofskelettet, kaldes de resulterende forbindelser for terpenoider. Dog bruges ordet terpen af og til som samlebetegnelse for alle terpener og terpenoider.
Terpener og terpenoider udgør hovedbestanddelen af planters og blomsters æteriske olier. Æteriske olier bruges i vidt omfang som smagsstoffer i madvarer, som duftstoffer i parfumer samt i traditionel og alternativ medicin. Syntetiske varianter af de naturlige terpener og terpenoider har forøget udvalget af aromastoffer til brug i parfumer og som tilsætningsstoffer i mad.

Terpener er biosyntetiske derivater af isoprenenheder, som har molekylformlen C5H8. Terpenernes molekylformel er et multiplum af denne, (C5H8)n, hvor n er antallet af forbundne isoprenenheder. Dette kaldes isopren-reglen eller C5-reglen. isoprenenhederne kan være bundet sammen i lange lineære kæder, eller de kan danne ringe. Isoprenenhederne kan betragtes som en af naturens foretrukne byggesten.
Det er de aktiverede former af isopren, isopentenylpyrofosfat (IPP) og dimetylallylpyrofosfat (DMAPP), som er reaktanter i biosyntesen af terpener. IPP kan isomeriseres til DMAPP af enzymet isopentenylpyrofosfatisomerase.
Kæderne af isoprenenheder klassificeres efter størrelse som hemiterpener, monoterpener, sesquiterpener, diterpener, sesterterpener, triterpener, and tetraterpener.
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |