| Tilbage til arbejdet | |
|---|---|
| Forfatter | Dennis Nørmark |
| Land | Danmark |
| Sprog | dansk |
| Genre(r) | debatbog om arbejdsmarkedsforhold[kilde mangler] |
| Forlag | Gyldendal |
| Udgivelsesdato | 2020 |
| Sider | 290 |
| ISBN | ISBN 978-87-02-30361-2 |
| Forgænger | Pseudoarbejde (2018) |
Tilbage til arbejdet (med undertitlen Sådan bekæmper vi pseudoarbejde i organisationer) er en debatbog udgivet i 2020 og skrevet af antropolog Dennis Nørmark, som en fortsættelse af bogen Pseudoarbejde fra 2018, som beskriver hvordan en stor del af både privat og offentligt ansattes tid går med arbejde, som ikke skaber noget af værdi. Tilbage til arbejdet indeholder en række konkrete anvisninger på, hvordan man som medarbejder og leder kan reducere mængden af sådant arbejde, bl.a. ved at gøre op med brugen af floskelfyldt managementsprog, såkaldt bullshit, samt at give de ansatte større frihed til selv at tilrettelægge deres arbejde.
Del 1 er en opsummering af hovedpunkterne i den foregående bog Pseudoarbejde, foruden at de vigtigste begreber i Tilbage til arbejdet beskrives. Endelig gennemgås det, hvordan moderne arbejde er gået hen og blevet indviklet, oftest fordi der mangler vilje til at gøre noget ved problemet. I bogens næste fem dele tages der nu fat omkring hver sin grundlæggende fejl eller mangel, som fører til pseudoarbejde.
Del 2 behandler organisationers manglende evne til at benytte et klart og ærligt sprog, og stiller spørgsmålstegn ved, om mange af opgaverne nu også er så vigtige som det påstås, og om man i virkeligheden har så travlt, som man påstår. Her er også konkrete anvisninger for jobsøgende til at undersøge, om det job de søger indeholder pseudoarbejde, og endelig undersøges det, hvordan firmaer kan finde på at slå job op, som ikke findes. Som eksempel på brug af uklart sprog nævnes en artikel, med titlen Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity, som en amerikansk fysikprofessor i 1996 fik publiceret i et anset humanistisk tidsskrift, som først for sent opdagede, at artiklen var vrøvl fra ende til anden, og blot skrevet for at undersøge, om folkene bag tidsskriftet overhovedet forstod deres eget sprog længere.
Del 3 er især henvendt til ledere, som her kan finde anvisninger på, hvordan de undgår at pålægge deres medarbejdere pseudoarbejde, fx ved ikke at løse organisatoriske problemer ved blot at indføre flere regler og procedurer, men i stedet vise medarbejderne mere tillid og give dem mere selvbestemmelse, så at løsningen på disse problemer snarere kommer nedefra end oppe fra direktionsgangene.
Når vi afbureaukratiserer, sker det stort set med en pincet, regel for regel, mens der står nogle andre med en skovl og læsser nye regler på.
Del 4 handler om stabsfunktioner, som hr, kommunikation og it, og beskyldningerne om, at disse ofte belemrer medarbejderne i selve produktionen med pseudoarbejde, fremfor at hjælpe med løsning af deres konkrete problemer.
Del 5 appellerer til, at man igen giver sig til at bruge sin sunde fornuft og sin kritiske sans, når man skal vurdere, om et stykke arbejde i virkeligheden er værdiløst eller ej. Er initiativer meningsløse, bør de ikke iværksættes. Dette gælder også ledelsernes begejstring for tech og digitalisering, som ikke bør medføre mere unyttigt arbejde, men mindre.
Del 6 drejer sig om udvikle måder, hvorpå man kan begrænse produktionen af unyttige ting, såsom rapporter og dokumentationprocedurer, herunder at begrænse mængden af møder og emails. Desuden opfordres der til, man ser kritisk på mængden af målinger og registreringer, som fylder mere og mere, men som forskning har vist er mere eller mindre ubrugelige.
Det er en skøn bog. For den får dig til at tænke – ikke bare over dit eget arbejde men også mange af dine kollegers. Samtidig peger den ikke fingre ad mennesker – kun ad processer og tungt, kompliceret og ligegyldigt arbejde.
Bogen er blevet kritiseret for i lidt for høj grad at bruge plads på at beskrive de mange henvendelser og cases, som forfatteren modtog efter bogen Pseudoarbejde, på bekostning af egentlig forskning på området. Desuden er fremført, at bogen måske i højere grad burde have taget udgangspunkt i den opfordring, som først nævnes til allersidst i bogen, nemlig at et af de bedste værn mod pseudoarbejde er at gøre sig mindre økonomisk afhængig, så at man selv kan nedsætte sin arbejdstid, og derved undgå at udføre pseudoarbejde.
Det sker lidt for sjældent, at der sidder nogen og overvejer, om de otte timer, de er blevet betalt for at arbejde i dag, resulterer i noget, de selv kunne have lyst til at betale nogen andre for at lave.
I bogen refererer forfatteren bl.a. disse bøger: