
Et underhus (også benævnt andetkammer) er betegnelsen for det andet kammer i et tokammersystem, hvor det første kammer kaldes overhuset (førstekammeret). Andetkammeret er i tokammerparlamenter normalt den afdeling, der vælges på den bredeste folkelige basis, og valgretten hertil er typisk bredere end til overhuset, hvilket medfører, at kammeret oftest i højere grad afspejler den brede befolknings holdninger.
I mange tokammersystemer har andetkammeret ofte større politisk magt end overhuset og fungerer som det direkte lovgivende kammer, bl.a. ved at fremsætte og vedtage lovforslag og ved i visse systemer at kunne afsætte regeringen gennem et mistillidsvotum. Overhuset har derimod som regel en mere konserverende og kontrollerende funktion og kan i nogle systemer tillige have en dømmende rolle. Nye love skal dog vedtages af begge kamre for at være gyldige.
I Danmark var Rigsdagen indtil grundlovsændringen i 1953 delt i Landstinget og Folketinget, hvor Folketinget fungerede som andetkammeret. Tokammersystemer findes bl.a. i Japan, i Storbritannien kaldes andetkammeret Underhuset, i USA Repræsentanternes Hus, og i Tyskland Forbundsdagen.
| Spire Denne artikel om politik og ideologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |