| Uniformen | |
|---|---|
| Information | |
| Genre | Dramaserie |
| Skrevet af | Anders Frithiof August, Oscar Dyekjær Giese |
| Medvirkende | Clint Ruben, Soheil Bavi, Marco Ilsø, Mathilde Arcel Fock, Gustav Dyekjær Giese, Jakob Cedergren, Clara Rosager, Lene Maria Christensen |
| Originalsprog | Dansk |
| Sæsoner og afsnit | |
| Antal sæsoner | 1 |
| Antal afsnit | 6 |
| Produktion | |
| Produktionsland | Danmark |
| Instruktør | Jonas Alexander Arnby |
| Udsendelse | |
| Oprindelig kanal | DR1, DRTV |
| Links | |
| Officiel hjemmeside | |
| Uniformen på IMDb (engelsk) | |
| Information med symbolet | |
Uniformen er en dansk dramaserie om politielever og deres undervisere, der havde premiere 20. februar 2026 på DRTV og 22. februar på DR1. Hovedplottet var, at politieleven Youssef, spillet af Soheil Bavi, skød en mand under en voldsom anholdelse, hvilket skabte en alvorlig sag på politiskolen.
Serien er instrueret af Jonas Alexander Arnby efter manuskript af Anders Frithiof August og Oscar Dyekjær Giese. Serien består af seks afsnit på hver ca. 45 minutter.
Serien er produceret af Miso Films Jonas Allen, Sofie Vendelbo Bergstein og Peter Bose.
Serien havde ifølge DR i gennemsnit 1,2 millioner seere i den første sæson. I maj 2026 meddelte DR, at en sæson nr. 2 ville blive indspillet med planlagt tv-premiere i begyndelsen af 2028.
En af politiskolens elever, Youssef Elamin (Soheil Bavi), skyder og sårer en ung mand under en voldsom anholdelse. Det skaber en alvorlig sag om politiets magtanvendelse og uddannelse. Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning af sagen og skolens forhold, som medfører et voksende pres på skolens nye rektor (Lene Maria Christensen). Både elever og ansatte bliver konfronteret med de valg og det tunge ansvar, der følger med deres arbejde.
I Filmmagasinet Ekko mente Bo Tao Michaëlis, at serien var typisk lurmærket dansk tv-dramatik med mere realisme end ramasjang. Samtidig skrev han, at den trak på den amerikanske tradition for undergenren "rookie movies" – dvs. film om, hvordan man gennem uddannelse, erfaring, fejl og læring modnes til at blive en helbefaren betjent. Samtidig var et centralt tema i serien som i så mange andre politihistorier politiets grundlæggende princip: "Vi har hinandens ryg". Betjentenes venskab og sammenhold er den højeste værdi, men at dække over hinanden har også en bagside, når der manipuleres med gerningsstedet, så sagens sande historie skjules. Anmelderen roste skuespillet over hele linjen og især de to store roller af Soheil Bavi, som underdrejet og sandfærdigt fremstillede Youssef, og Lene Maria Christensen, der var formidabel som politiskolens rektor. Han skrev, at serien også bød på en række velkendte klichéer i genren, men de mange formidable skuespilpræstationer gjorde, at den var over middel. Magasinet tildelte derfor serien fire ud af seks stjerner.
I Weekendavisen skrev Johannes Fogtmann, at skuespillerne var gode, men serien for rastløs, og derfor kom handlingen til at virke forvirrende for seerne.
Politikens anmelder Henrik Palle gav serien fire hjerter ud af seks. Han kaldte den for aktuelt og relevant fjernsyn og skuespillerne fremragende, men mente, at serien måske spredte sig over lidt for mange temaer.
I dagbladet Information var Anita Brask Rasmussen enig i, at seriens roller var velspillede. I øvrigt hæftede hun sig ved det interessante i, at serien satte sit fokus på institutioner og arbejdspladser og dermed de sociale strukturer, danskerne har indrettet sig i, som f.eks. politiets paradoksale rolle som voldsmonopol i en velfærdsstat.
DR oplyste efter første sæson af serien, at den i gennemsnit havde haft knap 1,2 millioner seere.
DR oplyste i maj 2025, at seriens første seks afsnit ville få en efterfølger i form af en sæson to. Her ville historien på Politiskolen fortsætte med både nye og velkendte ansigter, uden at DR satte navn på skuespillerne i sæson nr. 2. Optagelserne til sæsonen planlagdes at begynde i foråret 2027 i Storkøbenhavn, og efter planen skulle sæsonen udsendes i begyndelsen af 2028.