
En vandreblok (også kaldet en erratisk blok; fra latin erratus: på afveje, dvs. geologisk fejlplaceret) er en (ofte meget stor) sten af en bjergartstype, der kun findes som faststående fjeld langt fra stenens placering, ofte flere hundrede km. Vandreblokke er blevet ført med af indlandsisen (under istiden) og efterladt da isen smeltede (det der ofte, noget fejlagtigt, benævnes "da den trak sig tilbage"). Hvis stenens oprindelse kan stedfæstes, kan den afsløre, hvilke egne isen har passeret undervejs.
Verdens største vandreblok, Okotoks-vandreblokken, ligger i provinsen Alberta i Canada. Den vejer 15.000 tons og har målene 9*41*18 meter. Danmarks største vandreblok er Hesselagerstenen i nærheden af Nyborg på Fyn.
| Nr. | Navn | Vægt | Placering | Noter |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Damestenen (Hesselagerstenen) | 1300 tons | Hesselager (Østfyn) | Danmarks største sten |
| 2 | Mørupstenen | 450 tons | Herning | Jyllands største sten |
| 3 | Elverhøj | 430 tons | I Troldskoven øst for Tejn på Bornholm | Bornholms største sten |
| 4 | Høvængestenen | 400 tons | Nysted på Lolland | Lollands største sten |
| 5 | Dybbølstenen | 250 tons | Dybbøl | |
| 6 | Lundestenen (Lundekildestenen) | 185 tons | Frejlev på Lolland | |
| 7 | Hundborgstenen | 169 tons | Øst for Hundborg i Thy | |
| 8 | Tøveldestenen | 160 tons | I vandkanten syd for Møn | |
| 9 | Bobbestenen | 150 tons | Bornholm | |
| 10 | Dynen | 140 tons | Frederikshavn | |
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |