Visitation eller visitering kommer fra det senlatinske visitatio, der er afledt af visitare ("se", "besøge") og betyder "besøg". Ud fra den grundlæggende betydning af "besøg" har der udviklet sig en række forskellige betydningsvarianter. Ordet bruges således om en faglig vurdering ved tildeling af eksempelvis sociale ydelser, om forskellige former for tilsyn og i politisammenhæng om kropsvisitation.
Visitation kan således referere til en indstilling eller henvisning til lægelig behandling eller social serviceydelse, der er foretaget på grundlag af en faglig vurdering. Eksempelvis tildeles hjemmehjælp efter visitation. Det samme gælder førtidspension og seniorpension, der således ikke er retsbestemte ydelser. Personen, der foretager den faglige vurdering, kan kaldes en visitator.
I forbindelse med politiarbejde betyder visitation "det at kropsvisitere", og man bruger også synonymet kropsvisitation. I Danmark har politiet således mulighed for at indføre særlige visitationszoner.
Især tidligere har ordet været brugt i forbindelse med forskellige former for tilsyn, hvor en myndighed foretager et besøg for at observere eller bedømme det besøgte. Det er således blevet brugt som synonym til bispevisitats, hvor en biskop ved besøg i kirker og skoler førte tilsyn med præster og skolelæreres arbejde. Ordet er også blevet brugt om brandvisitationer og apoteksvisitationer.
Indenfor folkeretten anvendes visitation om krigsførende magters undersøgelse af skibspapirer og andre forhold på neutrale skibe. Ifølge folkeretten er sådanne handelsskibe fra neutrale stater forpligtet til at acceptere at lade sig standse og blive undersøgt for at undersøge, om skibet eksempelvis fører krigskontrabande eller forsøger at bryde en blokade. Det kan ske både på en krigsførende magts søterritorium og på åbent hav.
Visitation er ligeledes blevet brugt om undersøgelser af personers bagage og transportmidlers last ved toldgrænser. I København ligger således "Visitationsbygningen" på Nordre Toldbod 3. Det er en fredet bygning, opført af arkitekten G.F. Hetsch sidst i 1840'erne til brug ved toldernes besigtigelse af varer til eventuel fortoldning.