
Volskere var en italisk stamme, kendt i historien fra det første århundrede af den Romerske Republik. På det tidspunkt beboede de det delvist bakkede, delvist sumpede område i den sydlige del af Latium – afgrænset af aurunkerne og samnitterne mod syd, hernikerne mod øst. Det strakte sig omtrent fra byerne Norba og Cora i nord til Antium i syd. Som rivaler til Rom i flere hundrede år blev deres territorier overtaget og assimileret ind i den voksende Republik i 304 f.Kr. Roms første kejser Augustus var af volskisk afstamning.