| "Wait A Minute My Girl" | ||||
|---|---|---|---|---|
| Single af Volbeat | ||||
| fra albummet Servant of the Mind | ||||
| B-side(r) | Dagen Før | |||
| Udgivet | 2. Juni 2021 | |||
| Format | Single | |||
| Genre | Heavy metal | |||
| Længde | 2:20 | |||
| Pladeselskab | Vertigo | |||
| Skrevet af | Michael Poulsen | |||
| Producer(e) | Jacob Hansen, Michael Poulsen | |||
| Volbeats singlekronologi | ||||
| ||||
"Wait a Minute My Girl" er en sang af det danske heavy metal-band Volbeat. Den blev udgivet den 2. juni 2021 via Vertigo Records.
Sangen er et metalnummer, der er skrevet af sangeren og guitaristen Michael Poulsen. Teksten er skrevet på engelsk, som langt størstedelen af deres sange]. Wait a Minute My Girl har en spilletid på 2:20 minutter, er skrevet i tonearten cis-mol og har et tempo på 92 BPM. Sangen er produceret af Jacob Hansen og Michael Poulsen. Nummeret blev til under en lockdown under COVID-19-pandemien. Michael Poulsen, trommeslageren Jon Larsen og bassisten Kaspar Boye Larsen indspillede deres dele i Danmark sammen med Jacob Hansen, mens guitaristen Rob Caggiano indspillede sin del i New York City.
Der medvirker to gæstemusikere på nummeret; saxofonisten Doug Corcoran og pianisten Raynier Jacob Jacildo, som allerede i 2019 indspillede sangen "Die to Live" sammen med Volbeat. Mia Maja medvirker som gæstesanger. Sangen handler om en sommerromance, hvor manden føler, at forholdet er ved at gå i opløsning. I stedet for at gå hver til sit beder manden kvinden om at blive hos ham. Derudover skal sangen afspejle ”følelsen og stemningen” af den kommende sommer. Til sangen blev der udgivet en musikvideo, instrueret af Sean Donnelly. Poulsen blev opmærksom på Donnelly og hans firma Awesome + Modest gennem dokumentarfilmen The Lady and the Dale.
Samtidig udgav Volbeat singlen Dagen Før, hvor Alphabeat-sangeren Stine Bramsen medvirker som gæstesanger. Denne sang følger traditionen fra Volbeat-numre som "The Garden's Tale", "Maybellene i Hofteholder" og "For Evigt", hvis tekster delvist er skrevet på dansk. For Bramsen er "Dagen Før" den første sang, hvor hun synger på dansk. Begge sange udkom på bandets ottende studiealbum Servant of the Mind, som var annonceret til udgivelse den 3. december 2021.
Bandet fortalte, at sangen har en sommerlig stemning, mens Poulsen beskrev den som et "rendyrket rocknummer" inspireret af Jerry Lee Lewis, Little Richard og Ramones. Han tilføjede, at den indeholder et "element fra 1950'erne og 1960'erne" og har et sommerligt præg i modsætning til albummets tungere materiale. Larsen karakteriserede den tilsvarende som ligefrem rock and roll, beregnet til at blive lyttet til om sommeren.
Consequence beskrev nummeret som tempofyldt, drevet af energiske guitarer og med en nostalgisk stemning fra 1950'erne, mens Revolver kaldte det et "swingende sommernummer", der blander elementer af sydcalifornisk poppunk med retro-rock and roll. Metal Hammer fremhævede dens hurtige rock and roll-stil med saxofon og klaver. I sin anmeldelse af Servant of the Mind beskrev Distorted Sound Magazine sangen som præget af stemningen fra et amerikansk highschool-afgangsbal i 1960'erne og fremhævede dens saxofonsoloer, fremtrædende klaver og dansevenlige rytme. Classic Rock karakteriserede den som lys og let og bemærkede, at den i høj grad var inspireret af Jerry Lee Lewis.
Paul Monkhouse fra onlinemagasinet Metal Planet Music beskrev sangen som et ”sukkerovertrukket sus af vild 60’er-rock'n'roll, der møder muskuløs og melodisk punk”. Hvis sangene ”ikke får dig til at smile, bør du nok tjekke din puls”. Ronny Bittner fra det tyske magasin Rock Hard kritiserede saxofon- og klaverbidragene i sangen som ”forcerede og træagtige”.
Ved iHeartRadio Music Awards 2022 blev Wait a Minute My Girl nomineret i kategorien Rock Song of the Year. Prisen gik dog til Foo Fighters for deres sang "Waiting on a War".
| Hitliste (2021) | Højeste placering |
|---|---|
| Sverige (Sverigetopplistan) | 81 |