| Christoph Martin Wieland Rokoko | |
|---|---|
Wielands portræt ved Ferdinand Jagemann, 1805. | |
| Personlig information | |
| Født | 5. september 1733 Oberholzheim, Baden-Württemberg, Tyskland |
| Død | 20. januar 1813 (79 år) Weimar, Thüringen, Tyskland |
| Nationalitet | |
| Far | Thomas Adam Wieland |
| Mor | Regine Catherine Kick |
| Ægtefælle | Anna Dorothea Wieland (1765-1801) |
| Børn | Sophie Catharina Susanna Wieland, Juliane Caroline Dorothea Wieland, Ludwig Wieland, Amalia Augusta Erler, Johann David Adolf Kick |
| Familie | Sophie Albrecht |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Eberhard Karls Universität Tübingen (1750-1752), Kloster Berge Skole |
| Medlem af | Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Det Preussiske Videnskabsakademi, Académie des Inscriptions et Belles-Lettres (1803-1819), Akademie gemeinnütziger Wissenschaften, Bayerische Akademie der Wissenschaften |
| Beskæftigelse | Juridisk digter, pædagog, Engelsk-Tysk oversætter, oversætter af William Shakespeare, universitetsunderviser, dramatiker, oversætter, forfatter, digter, litterær oversætter |
| Arbejdsgiver | Erfurt Universitet (fra 1769) |
| Elever | Friedrich Ferdinand Konstantin von Sachsen-Weimar-Eisenach, Karl August |
| Påvirket af | Claude Joseph Dorat |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ridder af Æreslegionen (1808), Sankt Annas Orden |
| Signatur | |
| Information med symbolet | |
Christoph Martin Wieland (født 5. september 1733 i Oberholzheim ved Laupheim i Baden-Württemberg, død 20. januar 1813 i Weimar) var en tysk digter, oversætter og udgiver i oplysningstiden.
Wieland hørte – ved siden af Gotthold Ephraim Lessing, Georg Christoph Lichtenberg og Immanuel Kant – til de betydeligste forfattere i oplysningstidens tysksprogede område og den ældste af de såkaldte Viergestirns von Weimar ('de fire stjerner fra Weimar'; de tre øvrige var Johann Gottfried Herder, Johann Wolfgang Goethe og Friedrich Schiller).)

Han var søn af en protestantisk præst. Som 12-årig skrev han vers på latin og sit modersmål samt fik en omfattende uddannelse. Mellem 1747 og 1749 besøgte han den stærkt pietistiske skole i Klosterbergen ved Magdeburg, men læste samtidigt fritænkerskrifter. Under indflydelse af sin slægting Sophie von Gutermann (siden Sophie von La Roche) styrkedes han i sine strengt idealistiske forsætter og begyndte 1750 at digte for alvor. Da Wieland i to år havde gjort juridiske studier ved Tübingens universitet, kom han 1752-54 i digteren Johann Jakob Bodmers hjem i Zürich og var i yderligere fem års tid informator i samme by samt et år i Bern, hvor han stod i fortroligt forhold til Julie Bondeli, som siden blev Jean-Jacques Rousseaus veninde.
1760 blev han ansat som kancellidirektør i Biberach i Baden-Württemberg. Hos greve Stadion på det nærtliggende Warthausen slot fandt han 1762 en omgangskreds der med engelsk og fransk fritænkeri havde en gennemgribende virkning på ham. Han opgav sin tidligere mystisk-asketiske livsopfattelse og antog en mere frisindet livsfilosofi. Han giftede sig 1765 med Anna Dorothea von Hillenbrand. Wieland blev 1769 udnævnt til professor i filosofi og regeringsråd i Erfurt og valgtes 1772 af hertuginde Anna Amalia af Braunschweig-Wolfenbüttel som opdrager for arveprinsen Karl August af Weimar og dennes broder Konstantin.
I Weimar blev Wieland ven med Goethe og Herder og andre kulturpersonligheder. I Weimar udgav han månedsskriftet Der teutsche Merkur (1773-89) og dets fortsættelse Neuer deutscher Merkur (1790-1810). Hans andet tidskrift, Attisches Museum (1796 -1801), fortsatte med Neues attisches Museum (1802-10).
Wieland oversatte også flere værker af Shakespeare, Horats, Lukian og Euripides til tysk.
| Wikimedia Commons har medier relateret til: |
| Spire Denne biografi om en tysker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |