Biografi
Wilhelm Rothe var søn af fuldmægtig, senere konferensråd Christian Rothe og Charlotte C. Muller. Han var bror til August Rothe, Rudolph Rothe og Viggo Rothe.
Han blev student fra Borgerdydskolen i København i 1818 og tog teologisk embedseksamen (cand.theol.) i 1824. I årene 1825-1827 foretog han en studierejse med længere ophold i blandt andet Halle og Berlin.
Efter hjemkomsten erhvervede han den teologiske licentiatgrad i 1829 på en afhandling om de psykologiske forestillinger i Det Gamle Testamente. Samme år blev han sognepræst i Hyllested, hvor han kom i nær kontakt med flere af de grundtvigsk inspirerede præster på Holsteinborgegnen og blev medlem af Det sydvestsjællandske Broderkonvent.
I 1834 blev Rothe udnævnt til lektor i teologi og moral ved Sorø Akademi. Han erhvervede den teologiske doktorgrad i 1839 og blev i 1843 sognepræst i Vemmelev og Hemmeshøj Sogne, et embede han bestred frem til 1876.
Virke
Som præst og prædikant fik Rothe kun begrænset betydning, men han udmærkede sig som systematisk teolog og produktiv forfatter. Hans væsentligste bidrag var inden for liturgihistorien, hvor hans disputats om de kirkelige perikopers oprindelse blev anerkendt som et selvstændigt og betydningsfuldt arbejde, der også vakte opmærksomhed uden for Danmark.
Han opnåede desuden stor udbredelse som udgiver af Det danske Kirkeaar og dets Pericoper, der første gang udkom i 1836 og nåede en fjerde udgave i 1878. Mindre gennemslagskraft fik hans teorier om kirkesymbolik, fremlagt i Den danske Kirkebygning efter dens Oprindelse og Betydning fra 1850.
Rothe var først og fremmest dogmatiker. Hans teologiske standpunkt udviklede sig tidligt i en konservativ retning, og han arbejdede for en fornyelse af den evangelisk-lutherske troslære gennem en såkaldt "refleksionsdogmatik". Han tog afstand fra både H.N. Clausens rationalistisk prægede teologi og H.L. Martensens spekulative teologi. Under pseudonymet Erasmus Næpius offentliggjorde han i Nyt theologisk Tidsskrift (1853–1855) en omfattende kritisk gennemgang af disse retninger. Hans klare og skarpe argumentation blev senere fremhævet af flere teologihistorikere, ligesom hans senere kritik af filosoffen Rasmus Nielsen.
Ved sin død efterlod Rothe et omfattende, men ufærdigt manuskript til en samlet fremstilling af dogmatikken.
Wilhelm Rothe er begravet på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg.
